Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rock

Ingenting er da altid noget

På »Noget laant, noget blaat« har hele Danmarks melankoliker, Mikael Simpson, søgt nye samarbejdspartnere og et mere jazzet udtryk.

Én slags musik egner sig bedst til højttalere med volumenknappen helt oppe på ti. En anden er mere til høretelefoner og gåture med lav puls i natbyer eller morgenlandskaber.

Til den sidste kategori hører de plader, Mikael Simpson har udgivet i eget navn. En blå sammenføjning af akustiske instrumenteringer og elektronik på en blødt rullende rytmebund. En sound som er blevet hans signatur, men over årene også er begyndt at ligne søvngængersikker rutine.

Derfor var det også velgørende at høre, at Simpson på sit femte udspil havde uddelegeret den musikalske side af sagen til to andre, nemlig musikerne og producerne Asger Baden og Peder Pedersen.

Men vidste man ikke bedre, kunne man snildt tro, at »Noget laant, noget blaat« var kreeret af Simpson selv. Kadencen er stadig langsom, og sart opmalede stemninger går stadig forud for hårdtskåret melodik. Arrangementerne er imidlertid knap så elektroniske og mere jazzede end på forgængerne - og vækker på den led mindelser om »Vi Sidder Bare Her«-projektet, som Simpson har dyrket med Jørgen Leth og Frithjof Toksvig.

På »Noget laant, noget blaat« søger tangenter, bas, guitar og taktslag således swingende sammen, og stærkest på albummet står »Lad det staa«, som løfter sig med en mild klaverfigur og et omkvæd, som er stort og smukt på sin egen undselige facon.

Lyrisk lys

Når det kommer til vokalmelodierne, som Simpson selv har skrevet, leveres de oftest med den lyse, sårbare stemmeføring, han altid har anvendt. Men den står faktisk knap så godt til musikken som den mørkere røst, han forsøger sig med i »Vi kan se (staklen i hinanden)«, hvor man også - som på resten af albummet - må glædes over versene.

Simpsons enkle, melankolske og glimtvist twistede sprog virker mere gennemarbejdet end tidligere, og en linje som »Hvis du gør et hold på trappen, støtter du kun paa et ben«, lyser op. Det samme gør »Vi startede ud med ingenting og har det meste tilbage«, som stråler med aforismens klarhed.

Stiløvelse og tomgang

Simpsons ord falder i numre, der ofte er kombineret på en måde, som skaber en spændstighed og et schwung, som man tidligere har savnet. Efter det introverte instrumentalstykke »Induktion« kommer eksempelvis den udadvendte, sprødt spadserende »Morgenlys«, og derfra løber lydrejsen ind i »Lad det staa« - det tidligere nævnte popmesterstykke.

Når »Noget laant, noget blaat« alligevel ikke når derop, hvor stjernerne sidder rigtig tæt, skyldes det den tomgang, der momentvist melder sig på det 34 minutter korte album. Nogle numre er der simpelthen bare, gør hverken fra eller til, og er mere stiløvelse og kedsomhed end poesi og eftertanke. Men de er i klart undertal. Glædeligvis. For Simpson. Og for os!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.