Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Musik

Hiphop-myten Noah Carter vil lege med de helt store drenge

24-årige Noah Carter er klar med sit debutalbum efter flere års mystik.
24-årige Noah Carter er klar med sit debutalbum efter flere års mystik.

Allerede inden Noah Carters debutalbum landede, var han et nærmest mytisk navn i dansk hiphop. »Fri Noah Carter« lød det allerede på Sivas’ 2013-hit »d.a.u.d.a.«, og siden har navne som Gilli, Kesi, Ukendt Kunstner og Benny Jamz givet lignende musikalske shoutouts til Carter, der måtte se til fra en fængselscelle, mens vennerne skabte et regulært generationsskifte i dansk hiphop.

Heldigvis var hypen ikke ubegrundet, viser det sig nu. 24-årige Noah Carter - der er vokset op på Nørrebro og er halvt ivorianer, kvart afroamerikaner og kvart koreaner - er noget så sjældent som en dansk rapper med internationalt format. I modsætning til sit slæng har han på debutalbummet, »Couch Dreams«, valgt at rappe på et formfuldendt engelsk, der sammen med Jens Ole McCoys stærke produktioner omgående udvider den potentielle lytterskare til hele verden.

Carter lyder på mange måder som den fulde pakke: Hans dybe, hæse stemme lægger sig et eller andet sted mellem Future og Tyler The Creator. Tematisk fremviser han en tidstypisk eftertænksom thug-stil, hvor han både etablerer sine rødder i det kriminelle gademiljø, men samtidig gør det klart, at han har lært sin lektie, er træt af fængselslivet og nu er klar til at tage ansvar. Andre steder cirkles der om om nattelivets fristelser, om behovet for nærhed, loyalitet, kærlighed, tab og jagten på penge.

Pladen fungerer de facto som et katalog over, hvad der rykker på den internationale rap-scene lige nu. Hvilket mere eller mindre vil sige alt, hvad Drake rører ved: Lyt til det flødefede omkvæd på »Smoothies«, den store sugende fornemmelse på »01.28«, den sortsvedne trap-hiphop på »Team Litty« og ikke mindst den poppede »Call Me Over«, der er som snydt ud af næsen på »Hotline Bling«.

På sin vis er det flot, at Carter og McCoy rammer noget, der holder samme høje niveau. Omvendt findes det jo allerede derude, hvorfor de bedste stunder også er de mindst tidstypiske: Det listige sample af den svenske folkevise, »Vem kan segla förutan vind« på »No Favors«, den Eric Satie-lydende spoken word-afslutter »Wise Up« eller den soulede 90er-r&b-fornemmelse på højdepunktet »Birmingham Freestyle«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.