Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Pop

Helgeninder uden hitkrydderier

Gendannede All Saints viser sig fra en mere moden side på »Red Flag«, men de gode hooks har de efterladt i slut-90erne.

 All Saints: »Red Flag« 
All Saints: »Red Flag« 

Rivalisering kan være en sund ting. Beatles havde Stones. Blur havde Oasis. 2Pac havde The Notorious B.I.G. En skarp rival kan presse en kunstner til at hæve ambitionsniveauet, så det i de bedste tilfælde resulterer i mesterlige resultater.

Sidst i 1990erne dukkede All Saints op på den internationale popscene. Iført crop tops og cargobukser var de fire unge, engelske kvinder både imagemæssigt og musikalsk et mere edgy alternativ til Spice Girls’ lillepigede, tegneseriekarikerede stil med kælenavne, Buffalo-støvler og kulørte kostumer. All Saints havde attitude og skarpere kanter.

I succesårene 1997-2001 spyttede de ørehængere som »Never Ever«, »Pure Shores« og den småfrække »Bootie Call« ud, og de red alle hitlisterne som en mare. Sange, som var gjort af mørkere stof end »krydderipigernes« børnevenlige feel good-hymner

Spice Girls er opløst, men All Saints, der består af Shaznay Lewis, Melanie Blatt samt søstrene Natalie og Nicole Appleton, er nu gendannet (endda for anden gang!). Men måske de londonske »helgeninder« savner deres gamle rivalers ånde i nakken?

I hvert fald er der ikke meget at hidse sig op over på deres fjerde album, »Red Flag«, der trods fine takter er en anonym affære, hvor hitkrydderierne er en mangelvare.

Ekko af fortiden

All Saints har selv haft fuld kontrol over materialet, hvilket resulterer i, at de viser sig fra en mere moden side. Tiden som festglade youngsters er ovre. De synger på den voksne kvindes erfaringer, hvor det nu i højere grad handler om uskylds­tab, nederlag og om at finde sin indre styrke.

Eksempelvis er singlen »One Strike« inspireret af Nicole Appletons medieombruste brud med husbonden Liam Gallagher, som skete efter at ex-Oasis-forsangeren havde en affære med en amerikansk journalist, som han ventede sig et barn med.

Men problemet er, at sangene sjældent gør væsen af sig, hvilket som bekendt ikke er superfedt, når vi taler popmusik. All Saints anno 2016 mangler fordums melodiøse hooks. Har de mon efterladt dem tilbage i slut-1990erne?

Noget kunne tyde på det. For nok klinger de urbane produktioner generelt af lækker professionalisme, men hvad hjælper det, når flertallet af sangene som den strygerbårne »This Is A War«, den martrede ballade »Who Hurt Who« og den messende »Tribal« fiser ind af det ene øre og ud af det andet, hurtigere end man kan nå at ytre »Girl Power«?

Faktisk er det kun førnævnte »One Strike« og den autotunede, dancehall-chillede »Ratchet Behavior«, der vækker opsigt og spiller mere livligt med musklerne. De redder i sig selv desværre ikke »Red Flag« fra at føles som et ørehængerforladt ekko af fortiden.

Hvem: All Saints.

Hvad: »Red Flag«, AS Recordings/London.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.