Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rock

Fremtiden for deres fødder

På det strømlinede rockalbum »Grand Prix« beviser ynglingene i Ulige Numre endegyldigt, at talentet er uomgængeligt.

Ulige Numre hev en gigantisk kanin op af hatten, da de i efteråret 2011 lagde »København« på YouTube. Sangen eksploderede på de sociale medier. Og man kan vel allerede nu godt tillade sig at kalde hovedstadshymnen for en vaskeægte nyklassiker?

Siden fik bandets unge frontmand og sangskriver, Carl Emil Petersen, tildelt Statens Kunstfonds prestigefyldte, treårige arbejdsstipendium på 855.000 kroner. Det skabte heftig debat. Nogle mente ikke, han fortjente det økonomiske skulderklap. Andre syntes, det var en både forfriskende og velfortjent gestus.

Hvorom alting er, så virkede Ulige Numre uberørte af virakken på debutalbummet, »Nu Til Dags« fra 2013, der illustrerede, at de ikke intenderede at størkne som et one-hit wonder. Her skulle der ikke hviles på nogen laurbær.

På den veltitulerede »Grand Prix« har de yderligere fart på. Albummet er indspillet i Sverige med produceren Lasse Mårten, der tidligere har arbejdet med Lykke Li og Peter, Björn & John. Samarbejdet er resulteret i et mere strømlinet rockalbum, hvor Carl Emil Petersen er vokset yderligere som ferm sangsmed på modersmålet.

Øjeblikke fra en kåd ungdom

Tekstuniverset kredser om den fortravlede, moderne tilværelse, hvor vi alle, i al hast, skal realisere vores drømme. »Jeg lægger dem bag mig, flere og flere og træder på sømmet for at føle lidt mere,« lyder det på »Racerliv«. Det gælder altid om at være foran de andre. Albuerne er spidse, og der tages ikke hensyn. »Følg mig i nat, hvis det er det du vil? Tro mig min skat, jeg har aldrig lovet noget, jeg ku’ holde,« fortsætter Petersen. Her gives ingen garanti for, at drømmene indfries.

»Os Idioter« er en gnistrende arbejdersang om den daglige trummerum på fabrikken og kontoret. Den herligt The Band-vuggende »Helt Almindeligt« besynger en række formative øjeblikke fra en kåd ungdom: »Har du stået på en kæmpe plads og hørt rockmusik i en sommernat? Blandet spyt for at prøve noget nyt, når de lukkede pladsen ned.« Ja, det er vi mange, som har prøvet.

Succesen er dem vel undt

Smukkest er dog den akustiske popsalme »Frit Land«. En alternativ fædrelandssang til tiden, der effektivt spidder vores aktuelle, nationale selvforståelse, hvor mange har alt nok i sig selv: »Tilgiv mine øjne, de ser kun fra næsen ned. Hvordan sku’ jeg ku’ bære hele kloden på mit skød? Hele verdens smerte kommer ikke mine ved. Frit land, frit land, mit sted.«

På »Grand Prix« slår Ulige Numre endegyldigt fast, at succesen er dem vel undt. At der så også forekommer mindre skarptskårne øjeblikke undervejs, som »Planter« og »Før Jeg Mødte Dig«, lever man fint med. Her er fortsat plads til forbedringer, men talentet er stort og uomgængeligt. Ynglingene har speederen trykket i bund og fremtiden for deres fødder.

Hvem: Ulige Numre.

Hvad: »Grand Prix«, A:larm Music.

Tekstuniverset på Ulige Numres nye album kredser om den fortravlede, moderne tilværelse, hvor vi alle, i al hast, skal realisere vores drømme.
Tekstuniverset på Ulige Numres nye album kredser om den fortravlede, moderne tilværelse, hvor vi alle, i al hast, skal realisere vores drømme.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.