Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klassisk

Et treefoldigt hurra for grækeren

Violinisten og alvorsmanden Leonidas Kavakos sagde tak for Sonnings Musikpris med en hel uges aktiviteter - en bevægende tour de force mod perfektionens tinder.

Leonidas Kavakos
Leonidas Kavakos

Alle har et favoritfoto af ham. De fleste har faktisk to. Et før og et efter. Leonidas Kavakos så i hvert fald meget anderledes ud engang.

For eksempel da han fik sit gennembrud ved den store festival i Athen anno 1984. Eller da han ryddede den Internationale Sibelius Konkurrence i Helsinki et år senere. Eller da han lidt overraskende måtte nøjes med en sølvmedalje ved søsterstævnet i Indianapolis året efter igen.

Grækenlands største violinvirtuos lignede enhver anden fyr fra midtfirserne dengang. Han var en ung mand med kortklippet hår og fikst overskæg. Nogle ville kalde ham nydelig.

Men noget skete for en halv snes år siden. Verdens musikelskere fik helt bogstaveligt et andet billede af ham. Håret gik lige pludselig ned til skuldrene og virkede ikke nødvendigvis så vasket. Skægget havde bredt sig til stort set hele ansigtet og gav indehaveren visse ligheder med en varulv. Og det traditionelle jakkesæt var byttet til en halvanden meter lang skjorte med tætte knapper helt op til flipperne.

Grækerens mærkværdige forandring blev et emne for tidens nye bloggere og diskuteret flittigt. Leonidas Kavakos havde på én eller anden måde taget turen fra »klassisk« til »rock« om igen, eller måske snarere til det miljø, han var rundet af – hans far arbejdede som folkemusiker. Sønnen bor i øvrigt stadig hjemme i Athen og er gift med en festivalarrangør. Stjernen havde ligesom fået mere substral og mindre skrædder i sit liv. Han havde fået en omvendt makeover.

Ikke at folks udseende spiller nogen som helst rolle i den klassiske verden. Men manden virkede nu engang relanceret. Også rent kunstnerisk! Og de klassiske musikelskere fik slet og ret øjnene op for manden og helt samtidig ørerne op for virtuosen. Han var nærmest natten over vokset fra talent til kendis med appel til hele det pulserende parnas. Leonidas Kavakos var faktisk blevet verdens største violinist, og hans utrolige skift i det ydre lignede ganske enkelt et ekko af musiklivets behov i de år. Ingen orkede flere musikere af noget køn med modeldrømme. Alle følte behov for en helt ren kunstner. For en mand, der kun ville musikken. Der »bare« spillede.

Virtuosen fra øriget med de store filosoffer har ikke gjort meget andet de seneste dage: Den nu 49-årige virtuos har optrådt med pianisten Enrico Pace i Mogens Dahls stopfyldte koncertsal på Islands Brygge, han har givet et endnu mere gigantisk program med hele DR SymfoniOrkestret og dirigenten Fabio Luisi i den blå koncertkasse ude i DR Byen, og han har gæstet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og undervist udvalgte studerende i violinspillets kunst. For når man selv er nået højt op, skal man sende elevatoren ned igen. Som filmstjernen Kevin Spacey vist sagde.

Leonidas Kavakos har slet og ret fået det bedste ud af sin uge på dansk jord. Helt som giverne bag Léonie Sonnings Musikpris på 100.000 euro har fået det bedste ud af ham. Og kunderne i butikken, lytterne i diverse sale og på radio, alle de tusinder af tilhørere med eller uden kendskab til den umage stjerne på violinisternes hvælv - hvad har de fået?

Da han står på Islands Brygge tirsdag aften, får man et helt tredje foto i tankerne. Et stærkt nærbillede fra et af hans nyeste albumcovere. Et billede med buen i fokus. Meget violinspil handler faktisk om den behårede pind i højre hånd. Og når man ser Leonidas Kavakos på få meters afstand, ser den næsten uvirkelig ud. Buen svæver ligesom mellem jord og himmel: Den har kun lige kontakt til de fire strenge for neden og ligner ellers et instrument for den store ånd for oven. Ejeren er også øm over den. Hans seneste bue lå på den bekymrende side af en halv million kroner. Så da en instrumentmager i Californien så tankeløst knækkede den forrige år, udløste det et sagsanlæg på hele summen.

Alle andre violinister i denne verden lader lidt buen spille, som den vil. Leonidas Kavakos spiller med sin bue, som han vil. Forskellen minder om den mellem jord og himmel. Og sikken venstrehånd! Hvilket styr på selve violinen! Lyden er fri for fedme, fri for overflødig sentimentalitet, fri for alt andet end de mange komponisters kongstanker. Der har ellers været mange stykker! Få prismodtagere har vel spillet så mange som Leonidas Kavakos i den seneste uge. Ikke færre end fire på Islands Brygge. Fra gamle mestre som Beethoven og Schubert til nyere som tjekken Leoš Janáček og franske Olivier Messiaen. Plus tre velkomne ekstranumre over stok og sten med åbningen af Stravinskys forrygende »Petrushka« i spidsen.

Velkomne, ja. For modtageren af landets største musikpris er alvorsmand. De fire værker forinden havde nok spændt buen lige til bristepunktet, om man så må sige. Kombinationen af knap så kendte værker og gæstens saglige spillestil kunne savne lidt sukker her og der. Men han ved det godt selv. Og giver så lige os husarer det søde til sidst. Han insisterer på musik som andet end show og tidsfordriv og viser sig så igen som en musiker med lidt mere - ikke ulig Gidon Kremer i sin tid.

Og han breder så viften helt ud torsdag aften. Prisoverrækkelsen bliver en tour de force uden sidestykke i både koncerthusets historie og hans egen karriere: En sprød violinkoncert af Johann Sebastian Bach, endda en omarbejdet klaverkoncert, en sjældenhed på repertoiret. Klapsalverne er stadig korte og en smule afmålte. Folk vil lige se ham an først. Så en utroligt sanselig udgave af Alban Bergs violinkoncert fra 1935 - komponistens rekviem over en ung pige og samtidig hans egen svanesang. Ikke alle i salen havde troet, de kunne lide den slags halvmoderne musik. Men sørme jo! Og til sidst en forrygende version af Johannes Brahms’ violinkoncert så klar som horisonten på gode vinterdage og med lidt hjemmelavet pynt undervejs. Som om hans udfordringer ikke var store nok i forvejen. Bragende bifald og stående ovationer.

Gæsten leverer det hele med en stilfornemmelse af den anden verden. Han har ikke bare et øre på hver eneste af DR SymfoniOrkestrets musikere. Han lader sig også inspirere af dem.

Som da orkestrets Eva Steinaa spiller den store melodi i Brahms’ koncert – hvorefter prismodtageren lader sin egen solo lyde på fuldstændig samme måde. At den unge dame på blæseinstrumentet obo får den obligatoriske buket til tak plus både et varmt knus og et smil, dét kan gøre alle hjerter bristefærdige sådan en aften.

»Don Juan« af Richard Strauss med orkestret på egen hånd har ikke lydt mindre skønt. Værket virker højst lidt overflødigt i et så omfattende program. Solisten fik vel haft brug for ekstra pause. Tænd alligevel for udsendelserne på radio og i TV de næste dage – og nyd et symfoniorkester i storform.

Verdens bedste Leonidas Kavakos selv takkede for sin pris med en ret så bevæget tale og kom undervejs ind på de hvæssede spareknive i både hans hårdt prøvede hjemland og vores.

Selv tak. Endda mange tak. Og rygter vil vide, at det ikke blev sidste gang.

Hvem: Leonidas Kavakos og pianisten Enrico Pace

Hvor: Mogens Dahl Koncertsal, tirsdag

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Hvem: Leonidas Kavakos med DR SymfoniOrkestret og dirigenten Fabio Luisi

Hvor: DR Koncerthuset, torsdag

Bedømmelse: 6/6 stjerner

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.