Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rock

Der skal være plads til lånte fjer …

Arctic Monkeys-sangeren Alex Turner og makkeren Miles Kane går i bacharachsk 60er-mode på andet album med sideprojektet The Last Shadow Puppets.

Alex Turner, her på Roskilde Festvial 2014, er klart med sit andet album med The Last Shadow Puppets.Foto: Torben Christensen
Alex Turner, her på Roskilde Festvial 2014, er klart med sit andet album med The Last Shadow Puppets.Foto: Torben Christensen

Wise guys. Sådan er førsteindtrykket, når man beser det pressebillede af The Last Shadow Puppets, der er synonym med Arctic Monkeys-frontmanden Alex Turner og hans partner in crime Miles Kane (ex-The Rascals), som følger med duoens længeventede andet udspil, »Everything You’ve Come To Expect«.

På billedet poserer de to fyre i en sofa iført komfortable joggingsæts, hvor der er rigeligt med udsyn til fuglebrystkasserne. De bærer halskæder, fingerringe, loafers og guldure. Turners brylcreme-glinsende hår er strøget tilbage, og han har et par aviator-solbriller i hånden. Der er totalt tjek på stodderstilen. De ligner et par af TV-mafiosoen Tony Sopranos lige dele joviale og sinistre håndlangere, snarere end de to ærkebritiske lads, som de i virkeligheden er. Selvfremstillingen flirter med en amerikansk Hollywood-fantasi.

Denne flirt afspejler sig også i musikken, hvor makkerparret får afløb for deres fælles forkærlighed for Burt Bacharachs sofistikerede luksuspop fra 1960erne. Men der bliver også plads til små afstikkere til spaghettiwesternske tex-mex-territorier samt et par mere straight forward rockudladninger.

Turner har tidligere dyrket en lignende USA-fascination med Arctic Monkeys, hvor Sheffield-drengene efter to albums pludselig sprang ud som sammenbidte, Josh Homme-producerede ørkenrockere med Joshua Tree-støv på cowboystøvlespidserne. Med ét var deres ærkebritiske arbejderklasse-festrock parkeret i en af hjembyens gamle kulminer.

Musikalsk maskerade

På sin vis er Last Shadow Puppets toer en herlig og uforpligtende musikalsk maskerade, der giver fanden i rockismens autenticitetshunger. Men ligesom med Turners moderbands’ Amerika-udflugt, bliver det også her lige vel parodisk i det lange løb.

Det gode melodimateriale fornægter sig dog ikke. Den kåde »Miracle Aligner« slingrer flabet afsted over stepperne. »Go and get ’em tiger/get down on your knees« synger Turner med en uimodståelig frækhed, der er svær at stå for. Den sprælsk vrængende rocker »Bad Habits« og den fløjlsbløde 60er-poppede »Pattern«, som er svøbt i den canadiske artpopper Owen Palletts smagfulde strygerarrangementer, strutter ligeledes af kækt overskud. Her serverer skyggedukkerne bundsolid musisk hyggepastiche.

Undervejs kører man dog lidt småtræt i makkerparrets americana-simili-rus, hvor det synes svært ved at få øje på deres egen personlighed i det attituderelativistiske, musikalske rollespil. Men der skal bestemt også være plads til at pynte sig med lånte fjer nu og da. Navnlig når udklædningslegen lykkes så overbevisende, som den alligevel ofte gør på »Everything You’ve Come To Expect«.

Hvem : The Last Shadow Puppets
Hvad : »Everything You’ve Come To Expect«, Domino/Playground Music

Hør albummet her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.