Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den skarptungede ­ordkontrollør er tilbage

»Tæt« er et alsidigt album fra Per Vers, hvorpå ordkontrolløren dropper rim om den kollektive afhængighed af F.O.M.O.

Per Vers er i øjenhøjde på sit nye album, »Tæt«, aldrig belærende eller fordømmende. Han føler med os, for han er selv sådan.
Per Vers er i øjenhøjde på sit nye album, »Tæt«, aldrig belærende eller fordømmende. Han føler med os, for han er selv sådan.

Med vores smartphone har vi en direkte hotline til hele verden. På de sociale medier deler vi med glæde stort og småt. Det handler om selviscenesættelse, så vi flasher hellere end gerne både en luksusmiddag med kæresten, kælketuren med de nuttede småbørn og den nyeste tattoo. Jagten på likes er endeløs.

Et fremtrædende tema på Per Vers’ nye album, »Tæt«, er den kollektive afhængighed af iPhonen. Vi har et seriøst behov for at være online hele tiden: »Hvis jeg ikke har noget net, får jeg ondt inde under min kasket. Og hvis ingen liker billedet af mig selv, vil nogen så nogensinde holde mig tæt?« rapper han på »Tæt På«. Sådan kan internettilværelsen in­direkte plante ensomhed og usikkerhed i os alle. Tænk, hvis ingen »synes godt om« mit nye profilbillede? Betyder det så, at jeg er grim og kikset? Nej.

Per Vers er dog ikke sen til at indrømme, at også han er en slave af den lille maskine. Han vil heller ikke gå glip af noget: »Jeg lider af F.O.M.O. – fear of missing out«. Sådan er vi alle. Det er en folkesygdom.

Men Per Vers er i øjenhøjde, aldrig belærende eller fordømmende. Han føler med os, for han er selv sådan.

På »Tæt På II« problematiserer han trenden med at skyde billeder, når vi er til koncert: »Du ska’ ikke gå herfra med et lille live recorded lorteklip, men med gennemsvedt skjorteflip. Det er sådan, du viser vennerne, du var her rigtigt, og at virkeligheden er mere vigtig«. Sådan minder han os om, at vi ikke må glemme at være til stede i nuet. Nyde oplevelsen, frem for at have travlt med at dokumentere den. Lad os smide Instagram-filteret for en stund og være rigtigt sammen. Give en fuck i de potentielle likes. Amen!

En veloplagt tovholder

Sangene byder på mange kløgtige og morsomme observationer af stort og småt. »Drik Det Væk« er en homage til arbejderens velfortjente weekendbrandert. Den slæbende »Megapenis« er en gakket lovprisning af mandens bedste ven i underhylerne, mens den mere seriøse »Bare Kom (+45)« italesætter samfundets tiltagende fremmedfjendskhed.

En lang række gæsteoptrædener medvirker til, at albummet fremstår meget dynamisk. Her er plads til både krøllede visits fra beslægtede rimsmede som Klumben og Pede B, Lennart Ginmans jazzede løb på kontrabassens strenge, et skud eksistensfilosofisk folkpop fra Folkeklubbens Kjartan Arngrim samt smukke, poetiske spokenword-cameos fra MC Einar, Povl Dissing og Chili Turèll på slutnummeret »Exit«.

Inklusionen af disse mange musikalske temperamenter kunne nemt resultere i en rodet helhed. Det er dog kun sjældent, den følelse titter frem undervejs. For med Per Vers som veloplagt tovholder fremstår »Tæt« som et alsidigt og reflekteret udspil fra en af landets mest opfindsomme og skarptungede ­ordkontrollører.

Hvem: Per Vers.

Hvad: »Tæt«, Playground Music.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.