Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
JAZZ

Den intakte avantgarde

Med udgivelser fra den amerikanske saxofonist David Murray, den japanske pianist Aki Takase og den tyske saxofonist Silke Eberhard bekræfter det schweiziske pladeselskab Intakt Records, at den hårdtprøvede avantgarde jazz fortsat er en livskraftig størrelse

Den amerikanske tenorsaxofonist David Murray - her i Jazzhouse i efteråret 2013. Foto: Torben Christensen
Den amerikanske tenorsaxofonist David Murray - her i Jazzhouse i efteråret 2013. Foto: Torben Christensen

Aki Takase/David Murray
Cherry - Sakura

***** (5/6)

Intakt Records/ Naxos Denmark

Silke Eberhard Trio
The Being Inn

***** (5/6)

Intakt Records/Naxos Denmark

 

Jazz er jazz – eller hvordan er det nu?

Under alle omstændigheder tog musikformen i årene omkring 1960 en ny drejning, da nogle yngre amerikanske musikere begyndte at gøre op med basale musikelementer som melodi, harmoni og rytme. Med betegnelser som avantgarde jazz og free jazz opstod en rabiat og grænseoverskridende musik, som for mangen en musiklytter – også den dag i dag – vedbliver at være rabiat og grænseoverskridende.

Selv om den avantgardistiske stil gled lidt i baggrunden, da jazzen i 1970erne bevægede sig over i den mere publikumsvenlige fusionsmusik, forblev en del musikere tro imod de frie udtryksformer, ligesom en del nye kom til, ikke mindst i Europa, hvor der også er en rig tradition for at forevige musikken.

Til dagens væsentlige free jazz pladeselskaber hører således det schweiziske Intakt Records, som har et betragteligt katalog, og som nu også distrubueres i Danmark. Det giver naturligt anledning til at lægge ører til et par af selskabets nyudgivelser.

Albummet »Cherry – Sakura« giver spillerum til den nu 62-årige amerikanske tenorsaxofonist David Murray. Han modtog i 1991 den store danske Jazzpar Prize, og ved Copenhagen Jazz Festival 2013 gav han en mærkeligt usammenhængende koncert i selskab med soulsangerinden Macy Gray.

Tydeligvis er David Murray langt mere på hjemmebane og bølgelængde med en anden dame, nemlig den nu 69-årige japanske pianist Aki Takase. Hun har siden 1987 været bosat i Berlin og har status som en central skikkelse i europæisk avantgarde jazz.

For 26 år siden indspillede parret et album med værker af bebop-pianisten Thelonious Monk, og nu har de to musikere atter været i studiet for at folde sig ud i hinandens selskab. Og det er ikke kedeligt.

Jo, David Murray er da avantgardist – og så alligevel. Han kan hyle og hvine som den frie jazz’ gamle mestre, men han er også dybt forankret i hele den store jazztradition og de tilhørende store tenorspillere, ikke mindst Ben Webster.

Det er da også et ganske varieret program, de to musikere præsenterer. I albummets indledende titelværk reflekterer Aki Takase på sit hjemlands kirsebærtræer, som her springer ud som en farverig dialog med patos og med plads for udflugter samt omfangsrige kadencer for begge musikere.

Mere vildt bliver det i pianistens »A Very Long Letter«, men så kommer der ro over foretagendet, da Murray skifter til basklarinet, og parret leverer en charmerende og velgyngende udgave af Thelonious Monks »Let’s Cool One«. Her viser Aki Takase, at også hun har hele jazzhistorien i sine hænder, og at hun mestrer den muntre jazzklassiske »stride-piano«-stil – tilsat et skarpt personligt tvist.

David Murrays »Stressology« lever helt op til sin titel, men der bliver også plads til smukke ballader i form af saxofonistens »To A.P. Kern« og pianistens »Nobuko«.

Kort sagt – en rejse gennem såvel voluminøse vulkaner som romantiske landskaber – og med to personlige musikere, der ikke har sat grænser for deres kreativitet.

Men – som sagt – det er primært europæerne, der har taget avantgarde jazzen til sig, og en stærk eksponent for de frie fugle er den 45-årige tyske altsaxofonist Silke Eberhard. Hun spiller med egen trio, som omfatter bassisten Jan Roder og trommeslageren Kay Lübke, og som bevæger sig godt ind og ud af kapelmesterens på én gang ganske atonale og ganske finurlige temaer.

Opfindsomt og med en klar og skarp tone på sin altsaxofon får Silke Eberhard mejslet sine udsagn ud. Dertil griber hun undertiden sin basklarinet for at byde på lettere vignet-agtigt musik, forsynet med nogle karakteristiske naivistiske figurer, som hun i øvrigt jævnligt gentager hen over hele albummet.

Jo, Silke Eberhard kommer vidt omkring, og alligevel forbliver hun 100 procent i samme univers. Her er tale om et virkeligt helstøbt album, hvor saxofonisten bevæger sig i ekspressive toneguirlander – uden ret meget forvrængning eller overblæs, og hvor hendes to sekundanter bare er helt med på såvel spøg som alt det andet.

Og til trods for sin karske og anarkistiske form swinger musikken ikke sjældent – ganske guddommeligt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.