Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
JAZZ

Dansk jazzkvinde på kreativ tur fra New York til Berlin

Den danske bassist og komponist Anne Mette Iversen slår sine folder ude i den store verden og skaber spændende musik med udsøgte amerikanske, svenske, franske og tyske musikere

Bassisten Anne Mette Iversen med sine amerikanske sekundanter, John Ellis, Otis Brown III og Anny Grissett. PR Foto: www.annemetteiversen.com
Bassisten Anne Mette Iversen med sine amerikanske sekundanter, John Ellis, Otis Brown III og Anny Grissett. PR Foto: www.annemetteiversen.com

Anne Mette Iversen Quartet + 1

Round Trip

**** (4/6)

Anne Mette Iversen

Ternion Quartet

***** (5/6)

Brooklyn Jazz Underground Records

Skulle en og anden ikke have hørt om bassisten og komponisten Anne Mette Iversen, skyldes det ikke, at hun mangler musikalske evner, tværtimod. Snarere at hun primært har slået sine folder og sine strenge ude i den store verden.

Oprindelig blev det nu 45-årige musiker uddannet som klassisk pianist, og herefter handlede det så om at spille jazz på bas med længerevarende studier i både København og New York. I 1998 blev hun hængende i sidstnævnte for at involvere sig i storbyens progressive jazzscene, og hun blev blandt andet medstifter af musikerkollektivet Brooklyn Jazz Underground og det tilhørende pladeselskab.

I begyndelsen af årtusindet dannede hun egen kvartet med tre fremragende musikere, tenorsaxofonisten John Ellis, pianisten Danny Grissett og trommeslageren Otis Brown III, og dette stærke ensemble skulle da heller ikke gå i opløsning, da Anne Mette Iversen i 2012 valgte Berlin som sin nye hjemmebane. Kvartetten er nu blot blevet udvidet med den svenske basunist Peter Dahlgren, og en ny CD er på gaden.

Anne Mette Iversen, som er ophavskvinde til de 10 numre, kan kunsten at lege med originale melodilinjer og rytmiske spændinger, og til trods for et avanceret tonesprog betyder det inspiration til et naturligt ping-pong musikerne imellem. Der er plads for fine udfoldelser og for musik, der dufter af såvel avantgarde som hardbop.

Men Anne Mette Iversen har selvfølgelig ikke valgt Berlin for blot at hente sine amerikanske venner over Dammen. For en kreativ person er der nok at tage fat på i den tyske hovedstad, som på mange kulturelle fronter – også jazzmusikalske af slagsen – giver New York baghjul.

Til Anne Mette Iversens nye aktiviteter hører hendes Ternion Quartet, som rummer den tyske altsaxofonist Silke Eberhard, den franske basunist Geoffroy De Masure og den tyske trommeslager Roland Schneider, og som også er aktuel med en CD.

Selv om musikken helt klart forbliver i den danske eksil-bassists univers, så er der her mere luft under vingerne og mere avantgarde. Ja, musikkens åbenhed og kombinationen af de to frontblæsere og bas-tromme-fundamentet giver gode associationer til freejazz-faderen Ornette Coleman.

Men vi er langt fra nostalgi, alting er så ubetinget her-og-nu. Bassistens inspirerende kompositioner får karakter af springbræt for musikernes vidtgående og overrumplende ekskursioner. Ja, hvornår har man lige hørt en basunist, der som Geoffroy De Masure så ubesværet kan bevæge sig rundt i klange og registre, uden at miste musikken, og hvornår har man lige hørt en altsaxofonist, der som Silke Eberhard kan skabe glødende tonekaskader og sende dem på himmelflugt? Hun er virkeligt et fænomen! Og lad os så ikke glemme Anne Mette Iversen, der med sin organiske strengeleg er kvartettens livgivende krumtap.

Ternion Quartet vil i øvrigt dukke op på såvel den københavnske som den aarhusianske jazzfestival.

 

Round Trip album cover
Round Trip album cover

Ternion Quartet album cover
Ternion Quartet album cover

Bassisten Anne Mette Iversen. PR Foto: Rene Riis
Bassisten Anne Mette Iversen. PR Foto: Rene Riis

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.