Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Musik

Bisse på eventyrlig rejse i barndommens land

På sit sjette album lyder den danske ener mere øm og nostalgisk end nogensinde.

Bisse i vanlig flamboyant stil.
Bisse i vanlig flamboyant stil.

Der har været nok at skrive om Bisse de seneste to et halvt år. Om hans vilde arbejdsraseri, der i 2015 og 2016 resulterede i intet mindre end fem studieplader og et minialbum. Om hans outrerede vildskab, hans skabagtige krukkethed, hans androgyne fremtoning, hans litterære ambitioner og prætentiøse insisteren på at lave stor kunst i et land uden høje bjerge.

Det er altsammen aspekter af Bisse - eller Thorbjørn Radisch Bredkjær som han i virkeligheden hedder - der har gjort ham til et af de mest spændende nye bekendtskaber i dansk musik. Et andet er hans optagethed af det mulighedsrum, der åbner sig med gennem barnets fantasi. Den fantasi, der bevæger sig frigjort fra voksenlivets praktiske kedsommelighed og gør livet og hverdagen til et større og mere magisk sted.

Derfor giver det også rigtig god mening, at han på sit nye album, »19.6.87«, tager os med til sin barndoms land. Albumtitlen er hans fødselsdato, og pladen er et ambitiøst selvbiografisk værk om hans opvækst i en sjællandsk provinsby i 90erne.

Måske af samme årsag er det en langt mere mild, øm og nostalgisk Bisse, der møder lytteren på disse 13 nye sange. Frustrerede skrig og krigeriske skrål har været blandt hans tidlige kendetegn, men de er væk nu og erstattet af et mere indbydende udtryk. Og det gør basalt set, at man kan holde ud at være i Bisses selskab i længere tid ad gangen uden at blive ramt af akut udmattelse. Så afgjort en velkommen udvikling.

Det mere indbydende udtryk betyder dog ikke, at han har slækket på ambitionsniveauet. Tværtimod. »19.6.87« er den af hans plader, der har taget længst tid at skrive og indspille. Og det kan høres stort set hele vejen rundt: Sangskrivningen har fået et nøk op, melodierne er generelt bedre (noget der altid har været det svage punkt i Bisses ordrige sange), produktionen mere ekspansiv, arrangementerne mere gennemarbejdede.

Hver sang åbner en ny verden fra fortiden: »Legeaftale« er en hvirvelvind af en power-popsang, der suser gennem et lyslevende katalog af referencer fra en barneverden, som alle os, der er vokset op i 90erne og 00erne omgående vil nikke genkendende til: Fra Kinderæg til Counterstrike. Fra Disney Show og dinosaurer til »de vildeste legetøjspistoler af træ«. På »Bjælkehuset« tegner Bisse en sanselig udviklingshistorie fra barnlig uskyld mod voksenlivets tab af samme: »Bjælkehuset var min barndoms paradis / den dag de rev ned / lærte jeg hvad det vil sige / at længes efter fortiden,« lyder det vemodigt.

De sansemættede barndomsminder kontrasteres igen flot med voksenlivets uskyldstab på sange som fine »Fuldt Flor«, den dramatisk opbyggede »Indendørssæsonen« og ikke mindst »Røde Kinder«, hvis eventyrlige og rytmisk simrende arrangement henfører med piblende synths, tablas, klokkespil, harper, mellemøstlige strygere og kvindekor.

Man fornemmer, at det er hovedstolen, der øses af. Og der er nok at tage af: »Drøm til min far« er en smuk kærlighedserklæring til faren over et Nick Drake-klingende arrangement, hvor Bisse mindes dengang hans far måtte kravle sig hjem fra en løbetur en kold februarnat med en blodprop i hjernen. Den drivende »Tusindårsungerne« er en refleksion over forholdet til hans meget anderledes lillebror, der i dag læser »kinesisk økonomi« inde i værelse ved siden af Bisses studie i lejligheden på deres forældrekøbte lejlighed, mens »Alenedag« er en rørende hyldest til barnepigen, »min første kærlighed«, der blev »kørt ned et sted inde i Valby«.

Ja, man kunne blive ved. Hver sang åbner sit helt eget univers. Som på det dragende spoken word-nummer »Idrætshallen«, hvor Bisse over en dirrende bund af molstemte strygere og sørgmodigt klaver sætter provinsby-mentaliteten i glas og ramme. Her kommer byens nye idrætshal til at symbolisere både liv, håb, genrejsning og sammenhold for gymnastikpigerne, Berit ovre fra Brugsen, Oldermanden og Tosse Lars og alle de andre i byen: »Til sommer åbner idrætshallen / så skal vi bænkes og spise af grillmaden (...) komme hinanden ved / ik diskutere indvandrerpolitikken«.

Herfra kan der kun lyde en opfordring til at gå på opdagelse i sangene fra Bisses barndomsland. For netop det personlige og specifikke udgangspunkt gør det sjovt nok til hans mest universelle og relatérbare samling sange.

Bisse
»19.6.87«
★★★★★☆

Showbisse Inc.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.