Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Årgangs-McCartney på nye flasker

Den 71-åige eks-Beatle Sir Paul McCartney leger med både fortid og nutid på sit melodisk veloplagte 16. soloalbum. På trods af ny lyd er han dog bedst, når han holder sig til de klassiske dyder.

PR-foto
PR-foto

Det er ikke nogen hemmelighed, at Paul McCartney i sin mere end 40 år lange solokarriere alt for sjældent har ramt de samme svimlende kunstneriske højder, som han gjorde med The Beatles. Det ville måske også være for meget at forlange. Men når nu man ved, hvad han har været i stand til i sine mest inspirerede stunder, kan det ikke andet end skuffe, at han ikke har fået mere ud af det på egen hånd.

Men ret skal også være ret. McCartney har begået nogle af sine bedste og mest konsistente soloplader i den senere del af karrieren. »Flaming Pie« (1997), »Chaos And Creation In The Backyard« (2005) og »Memory Almost Full« (2007) er alle ganske fine udgivelser, som viser den ellers notorisk lette McCartney udvise lidt mere dybde og nødvendighed end vanligt.

Nu er han så tilbage med sit første album med nyt materiale i seks år. Og hvor førnævnte plader var forholdsvis tilbageskuende, er »New« et meget bevidst forsøg på at give den 71-årige legende en mere moderne overhaling. Til formålet har McCartney valgt at samarbejde med forskellige yngre producere i skikkelse af Mark Ronson (Amy Winehouse), Paul Epworth (Adele), Ethan Johns (Ryan Adams) og Giles Martin, søn af The Beatles’ uofficielle femte medlem, produceren George Martin.

Velformede melodier

Det er der kommet et overvejende friskt, men måske forudsigeligt nok også noget strittende album ud af. Således byder albummet både på ligefremme rocksange som »Save Us« og sentimentale ballader som »Early Days«, hvor han mindes tiden med John Lennon, før de blev berømte. Mest »New« i McCartney-sammenhæng er dog numre som de mere elektronisk funderede »Appreciate« og den ellers sødmefulde »Looking At Her«, der midt i Maccas skrøbelige levering brydes op af en savtakket EDM-synth, lige i det han synger »I’m losing my mind«.

Selv om det i sig selv er ret sjovt at høre McCartney prøve nogle nye ting af, fungerer albummet alligevel bedst på sange som den dynamiske »Alligator«, den brusende »Queenie Eye« og titelnummeret »New«, der alle byder på umiskendelige McCartney-melodier af den klassiske skole. Her nikkes der frydefuldt til storhedstiden med The Beatles, og den slags er det gudhjælpemig svært at få nok af.

Albummet ændrer dog ikke på, at McCartney tematisk stadig er en letvægter. Det er ikke videre tunge sager, han kaster sig ud i her. Han er ikke »dyb« som Leonard Cohen eller »vigtig« på samme måde som Bob Dylan. Men det har heller aldrig været hans signatur. På »New« viser han derimod, at hans øre for velformede melodier, hans spilleglæde og store musikalitet stadig er intakt. Og den slags tæller bestemt også for noget.

Hvem: Paul McCartney
Hvad: »New«, Universal

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.