Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Rock

69-årige Bowie er tilbage i storform med nyt album

Det britiske musikikon David Bowie kigger igen frem mod nye musikalske horisonter på fænomenale »Blackstar«.

Med sit nye album, »Blackstar«, er 69-årige David Bowie så god, vital og musikalsk nysgerrig som nogensinde. Foto: PR
Med sit nye album, »Blackstar«, er 69-årige David Bowie så god, vital og musikalsk nysgerrig som nogensinde. Foto: PR

Der er noget uudgrundeligt – næsten puslespilsagtigt – over at lytte sig ind på David Bowies nye album, »Blackstar«. Pladen er en gåde, du ikke kan løse. Men den er samtidig så dragende i sine komponenter og dobbelttydige ledetråde, at du ikke kan lade være med at prøve. Igen og igen.

Netop det sidste er helt afgørende. Enhver kan kaste maling op på en væg og kalde det avantgarde. Det gør det ikke til stor kunst. Eller til nogen besættende æstetisk oplevelse for den sags skyld.

Men »Blackstar« lykkes på forunderlig vis med på én og samme tid at være blandt David Bowies mest eksperimenterende og lyttevenlige. Egenskaber, som han ikke har formået at kombinere med så overbevisende tyngde og elegance siden Berlin-trilogien i slutningen af 70erne. Det er altså store sager.

Og hvad vigtigere er: Den 69-årige brite synes igen at vende blikket fremad mod nye kunstneriske horisonter. Præcis som i de første godt 30 år af karrieren, hvor han konstant skiftede kunstnerisk ham og nægtede at gentage sig selv. En tilgang, der i glansperioden fra 1969 til 1983 – begyndende med »Space Oddity« og sluttende med »Let’s Dance« -– fungerede helt uovertruffent og kastede det ene store værk af sig efter det andet.

Men også en tilgang, der i 80erne og 90erne resulterede i adskillige rædsomme plader, der dårligt tåler genhør i dag. Det var, som om Bowies kunstneriske muse havde forladt ham; innovationstrangen fremstod idéforladt, rådvild og, ja, næsten forkrampet. Hvorfor det også var lidt af en lettelse, da han endelig slap foden fra gaspedalen og turde forholde sig til egen fortid på de tre plader fra omkring årtusindeskiftet.

Fascinerende og foruroligende rejse

Da Bowie i 2013 endelig gjorde comeback efter ti års pladepause, var blikket fortsat rettet mod fortiden. »The Next Day«, som pladen hed, refererede både tematisk og i sit rockede anslag på selvbevidst vis til storhedstiden i 70erne. En slags kunstnerisk reprise, der takket være en håndfuld virkelig stærke sange og en meget veloplagt Bowie undgik selvparodiens værste faldgruber.

Her knap tre år efter står vi så med »Blackstar«. En plade, hvor Bowie har vendt blikket 180 grader og med afsæt i forgængerens veloplagte vitalitet igen bevæger sig ud i uudforsket territorium med sin faste producer, Tony Visconti, ved sin side.

Allerede på titelnummeret, der også åbner pladen, sættes kursen. Men mod hvad? Det uendelige univers? Frontlinjen mellem Vesten og Mellemøsten? Det er ikke til at sige, men rejsen – og det er jo den, det hele handler om – er i hvert fald lige så fascinerende, som den er foruroligende. En ti minutter lang odyssé, der fænger an fra første, sært skippende trommeanslag til sidste maskinelle drone dør ud under opklippet blip-blop-elektronik.

Undervejs svæver nummeret gennem forskellige passager, båret af onde militaristiske beats, dramatiske strygere og en umiskendelig mellemøstlig tonalitet i Donny McCaslins markante saxofon-arbejde. I centrum for det hele står David Bowie, der synes bristefærdig af vilde ideer. Både i sin vokal – der virkelig strækker hals, fordobles, manipuleres, truer og kærtegner – og i den ildevarslende tekst, der trækker komplicerede tråde mellem astrofysik, okkultisme, religiøsitet og vestlig celebritykultur.

Således åbningsnummeret. Helt så vildt forløber det sig ikke på resten af albummet. Men det er alligevel ikke meget galt. Den strukturelt mere ligefremme »’Tis a Pity She Was a Whore« følger op galopperende på et tromme-groove med fremdrift som et trykluftsbor, hvorpå Bowie og McCaslin lader dét, der til at starte med lyder som en køn popsang, løbe løbsk i et fabelagtigt inferno af skrigende sax.

Utrolig spændvidde

Den nye samarbejdspartner Donny McCaslin og hans slæng af uhyrligt dygtige musikere med rødder i New Yorks jazz-scene er i det hele taget lidt af en åbenbaring. Deres organiske spil udvidet med en Viscontis fornemme produktion giver Bowie nogle helt nye lydlige dimensioner at folde sig ud i, og manner, hvor det bare klæder ham.

Spændvidden er utrolig: Lyt bare til den labre »Lazarus«, hvor en uhyggeligt velsyngende Bowie igen danner parløb med McCaslins fænomenale spil på saxofonen over en basgang, der sender tankerne i retning af Serge Gainsbourgs »Histoire de Melody Nelson«. Blændende.

Morderballaden »Sue (Or In A Season of Crime)« blev oprindeligt udgivet som single i 2014 i et big band-jazzet arrangement. Men her får den en ond overhaling i en genindspilning med langt mere fokus på det organiske drum ‘n bass-agtige beat og en David Bowie, der i melodi og stemmeføring lyder ikke så lidt som en anden aldrende mørkemand, nemlig Scott Walker.

»Girl Love Me« og »Dollar Days« er også virkelig stærke numre i egen ret, mens den ellers flotte afslutter, »I Can’t Give Everything Away«, skæmmes af et lidt slattent elektronisk trommespor, der lugter lige vel meget af 90er-Bowie. Et mærkeligt valg, når nu trommeslageren Mark Guiliana har banket så meget liv i lyden på resten af skæringerne.

Men det er en lille anke på en alt i alt stor David Bowie-plade. For selvom »Blackstar« kun er syv numre lang, så tårner den sig alligevel op som en fremragende sen tilføjelse til rækken af store Bowie-plader. Et nysgerrigt, egensindigt og åbent værk, skabt af en musikalsk mester, der igen synes at have fundet sin muse.

Hvem: David Bowie
Hvad: »Blackstar«, Sony Music

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.