Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Valgplakaten: »Nu hænger den ikke længere kun i en lygtepæl«

Den amerikanske valgplakat har taget lidt af en rejse siden 1800-tallet, hvor de første kandidater til verdens vigtigste embede profilerede sig gennem et stykke pap. I dag spiller plakaten stadig en afgørende rolle.

Foto: Obey Giant Art, privatfoto og LIP & BA.
Foto: Obey Giant Art, privatfoto og LIP & BA.

Slutspurten i den amerikanske valgkamp nærmer sig, og inden længe dukker to præsidentkandidater op i det amerikanske gadebillede – i plakatstørrelse. De kommer til at hænge i lygtepæle, være solidt plantet på en pæl i forstædernes haver og, ikke mindst, florere på de sociale medier.

For valgplakaten har langtfra udspillet sin rolle. Hvem husker ikke »Hope« og »Change« fra 2008, hvor kunstneren Shepard Fairey kombinerede et foto af Obama med metoder fra street art til at skabe et motiv, der i dag pryder alt fra T-shirts til kaffekopper? Samme plakat er blevet kaldt den mest effektive politiske amerikanske politiske illustration siden »Uncle Sam wants you« - en plakatkampagne, der skulle rekruttere amerikanske soldater til 1. Verdenskrig.

De færreste plakater i amerikanske valgkampagner kan prale af at gå over i historien, men de findes. Nogle af de mest interessante fra de seneste mere end 100 år bliver netop nu vist på udstillingen »Sign of the Times. The Great American Political Poster 1844–2012«, som i løbet af de næste år rejser rundt i USA.

Her troner den republikanske præsident William McKinley på sin valgplakat fra 1900, hvor han bliver båret rundt på toppen af en gigantisk mønt af en flok driftige mænd. Han har solen, det amerikanske flag, osende fabrikker og sejlskibe i ryggen, mens skriften »Velstand hjemme. Prestige i udlandet« understreger budskabet. Hans modstander, William Jennings Bryan, har slagord som »Frihed, lighed, retfærdighed og humanisme« på plakaten krydret med symboler som Frihedsgudinden.

Små kunstværker

Begge er typiske for deres tid, hvor de første håndtegnede valgplakater er blevet overhalet af teknologien. Nu hedder det litografisk tryk, som gør det muligt at producere plakater i et større antal til en rimelig pris. I USA bliver 1890-1912 den gyldne periode inden for litografiske valgplakater, fortæller kurator bag udstillingen, Tim Brown.

»Værkerne er smukke, farverige, detaljerede – og så er de billige at producere.«

Her er netop tale om små kunstværker, som skal studeres tæt på. På den tid indeholder plakaterne mere information, end de gør i dag, fortæller professor ved Institut for Statskundskab, Peter Nedergaard. Han udgav sidste år bogen »Valget er dit!«, hvor han gennemgik de mest spektakulære danske valgplakater gennem tiden og så på nogle af mønstrene inden for den politiske plakat, som også har gjort sig gældende i USA.

»I starten af 1900-tallet er billed- og tekstsiden i nogle nærmest som en vægavis. I nogle tilfælde skal man stå og læse den frem og tilbage for at få det hele med. Plakaten er i sig selv et vigtigt medie, fordi det er her, vælgerne får en stor del af deres information,« siger han.

Det ændrer radioen og ikke mindst TVet senere i samme århundrede.

»Nu bliver de elektroniske medier det, man relaterer til, mens valgplakaten blot spiller op ad det, der bliver talt om i TV og radio. Derfor bliver budskaberne langt mere simple. De bliver en henvisning, men folk regner med, at man får informationerne andre steder.«

Kunstnerne træder frem

Det betyder langtfra, at den amerikanske valgplakat går hen og bliver kedelig. I 1950erne ser et nyt designelement dagens lys. »The floating head«, som betyder, at kandidater som J. F. Kennedy, Eisenhower og Goldwater nu optræder på plakater med et hoved, der er løsrevet fra kroppen. Og mens normer smuldrer, og håret bliver langt i 1960erne, går plakaten en ny storhedstid i møde.

»Det er et årti, hvor strømme og æstetiske traditioner bliver forenet i den politiske plakat. Det er også her, vi for alvor ser, at designere og kunstnere træder ud af anonymitetens skygge og bliver kendt for deres plakater,« påpeger Tim Brown.

Ben Shahn er en af de kunstnere, hvis navn optræder på en valgplakat i 1968. I stedet for at vise den demokratiske kandidat Eugene J. McCarthy, har han tegnet en fredsdue og sat sin signatur i det ene hjørne.

»Det er svært at udpege en enkelt plakat, men den er bestemt en af de mest ikoniske i det 20. århundrede.«

Plakaten oplever et dyk i kreativitet op gennem 1980erne og 90erne, mener folkene bag udstillingen. Men der findes undtagelser som Ronald Reagan, der går tilbage til det klassiske udtryk fra omkring 1900 med detaljer og metaforer, som giver associationer til »Det lille hus på prærien«.

»Den har overlevet fysisk«

Især »Hope« viser, at der stadig er liv i genren, understreger Tim Brown, der bruger ord som »græsrodsdesign« og »reminiscenser fra 60erne« om Shepard Faireys plakat, som ikke var en officiel plakat for Obama, men som blev synonym med hans budskab. I 2009 blev plakaten tilmed del af den permanente udstilling på U.S. National Portrait Gallery.

Senere har det været et retsligt efterspil, hvor Shepard - ud over en betinget fængselsdom - blev dømt til at betale en bøde på 25.000 dollars, fordi han har ladet sig inspirere »lidt for meget« af et fotografi fra Associated Press fra 2006. 

Selv om der i dag er langt mellem de originale, har valgplakaten ikke mistet sin betydning, mener Torsten Jansen, USA-ekspert og medejer af LEAD, der blandt andet arbejder med politisk kommunikation.

»Den har nøjagtig ligeså stor betydning i dag, som den havde tidligere – måske endda endnu større, fordi vi lever i en tidsalder, hvor billeder betyder endnu mere, end de har gjort før. Nu hænger den ikke længere kun i en lygtepæl. Nu møder den os, når vi sidder ved vores computer, uanset om det er på Pinterest, Facebook eller andre sociale medier. Den har også overlevet fysisk.«

»I USA tager mange stadig et skilt med en pind og banker den op i forhaven, så naboen kan se, hvad man stemmer, hvilket jo er lidt sjovt for os i Danmark, fordi vi ikke på den måde skilter med vores holdning – det kan virke lidt old school,« siger Torsten Jansen.

Men den fysiske plakat kan noget andet end digitale billeder, og derfor er den stadig vigtig. Det er der flere grunde til, lyder det fra Frederik Preisler, grundlægger af reklamebureauet Mensch.

»På den ene side er valgplakaten et fuldstændig håbløst forældet medie, men det, man glemmer midt i sin moderne hovedrysten, er, at den i kraft af sin fysiske manifestation kan mobilisere fodtropperne. Der er jo meget mere smæk i at hænge plakater op end i at stå og dele flyers ud. Den viser også, at her er noget, vi mener så meget, at vi har trykt det i tusindvis af eksemplarer og hængt det ud i det offentlige rum.«

Stormvejr med Trump?

Frederik Preisler mener, det er for tidligt at sige, hvad de to kandidater, som efter al sandsynlighed hedder Donald Trump og Hillary Clinton, kommer til at bruge plakaten til. Men stormvejr er ikke udelukket.

»Trump har jo haft noget af den samme gennemslagskraft, som vi har set hos Dansk Folkeparti herhjemme, der i sine plakatkampagner ligesom bare hugger igennem og er fuldstændig ligeglade med, at der bagefter rejser sig en kritik. De erobrer overskrifter i dag, og det er historie i morgen.«

»Hvis Trump forfølger den strategi, vil der komme nogle vilde plakater, og det vil have en effekt, fordi alle andre vil være nødt til at beskæftige sig med det,« siger Frederik Preisler, som peger på, at kandidaterne har den fordel, at der kun er de to. Derfor kræver de ikke, som herhjemme, introduktion af nogen art.

Men plakaterne bliver ikke mindre vigtige af den grund, og Hillary Clinton kommer næppe i nærheden af sin forgænger hvad angår plakater, der går over i historien.

»Obama fik med Shepard Faireys plakat en kunstnerisk ikonisering og dermed adgang til det basalt menneskelige og emotionelle, som kunsten er en direkte linje til.«

»Kunstnere er kendetegnet ved en særlig følsomhed, og politikere, som selv besidder lidt af den følsomhed, forstår også at bruge den slags greb. Initiativet til plakaten er kunstnerens eget, men Obama forstod med det samme at hoppe med på vognen, så de fleste opfattede den som hans.«

»Jeg er ikke sikker på, at Hillary har den samme fornemmelse for sne, og jeg er temmelig sikker på, at den følsomhed næppe er noget, vi kommer til at se hos Trump,« mener Frederik Preisler.

Torsten Jansen tror dog langtfra, at Clintons valgplakater bliver kedelige.

»Ud fra en ren visuel betragtning er Hillarys kampagne blændende – for eksempel med logoet med H’et og pilen fra venstre til højre. Det kommunikerer sindssygt godt og har en fin balance mellem at have noget, der er nyt og moderne, og noget, der virker solidt. Omvendt kan jeg slet ikke huske en plakat, Trump har lavet. Jeg kan bare huske hans ansigt og hentehår. Han har ikke skabt en visuel identitet omkring sig. I hvert fald ikke endnu.«

Foto: Ukendt og Neville & Williams
Foto: Ukendt og Neville & Williams

Billederne er med få undtagelser fra udstillingen »The Great American Political Poster 1844–2012«, som kan opleves forskellige steder i USA de næste år. Se mere på eusa.org/exhibit/Posters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.