Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tommy Hilfiger og Rolling Stones åbner ny udstilling

Tommy Hilfiger drømte om at ligne en rockstjerne, selv om han ikke var det. Han fandt inspirationen til looket hos Rolling Stones, som forenede Hilfinger med rockverden. En verden, der nu kan udforskes under udstillingen »Exhibisionism« i London.

Mick Jagger og den ikoniske tunge ud af munden, der i mange har været et symbol for Rolling Stones. Foto: REUTERS/Mike Segar.
Mick Jagger og den ikoniske tunge ud af munden, der i mange har været et symbol for Rolling Stones. Foto: REUTERS/Mike Segar.

Egentlig giver det ikke mening, at den amerikanske designer Tommy Hilfiger sidder i en sofa i et showroom i London og fortæller om Rolling Stones’ nye udstilling, hvis åbning han netop har været til, og som han og firmaet, der bærer hans navn, er sponsor af. Rolling Stones er britiske. Han er amerikansk.

De var kendt for at være lidt af nogle gadedrenge, hvor Hilfiger, selv i al sin denimhed, er noget mere nydelig, og Hilfiger selv ligner en, der i modsætning til Keith Richards passer godt på sig selv, får sin søvn og som har brugt flere penge hos sin tandlæge end hos sin pusher.

Men så giver det alligevel fuldstændig mening. For Tommy Hilfiger var ikke blevet modemand uden musikken. Rocken skubbede ham ind i den. Og det var drømmen om selv at ligne en rockstjerne, der fik ham i gang med at sælge tøj.

»Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi aldrig hørte musik. Jeg har otte søskende, så mine forældre syntes, der var støj nok uden musik. Men jeg begyndte selv at høre musik som teenager. Jeg opsøgte det, hvor jeg kunne. Jeg købte plader og magasiner og læste om musikken. Og jeg kan tydeligt huske, da jeg første gang hørte Rolling Stones.«

Han var til fest på sin high school. Pludselig blev der spillet »Satisfaction«, og den lød ikke som noget, han havde hørt før. »Det var lyden af noget nyt, af entertainment. Den satte sig fast i min hjerne. Lyden var umulig at få ud. Og den er blevet der.«

Han vidste allerede som ung, at han ville være en del af musikbranchen. Men han kunne hverken synge eller spille. »Jeg havde ikke talentet, og så besluttede jeg mig for, at jeg ville se ud som en rockmusiker, jeg ville dyrke tøjet i stedet,« fortæller han.

Det blev til butikken Peoples Places, som han åbnede i sin hjemby fem timers kørsel fra New York, der solgte mods-inspireret tøj og senere hippietøj. Han kørte til New York og købte ind og solgte det til de unge, der var vilde med tøjet.

Senere, da han i 1985 grundlagde mærket Tommy Hilfiger, inspirerede rocken ham stadig. Derfor har han altid arbejdet sammen med musikere. Han har sponsoreret deres turneer, han har brugt dem i reklamekampagner, og han har hængt ud med dem. Også med Rolling Stones, som han senere blev personlige venner med, og hvis udstilling han nu sponsorerer.

»Jeg tror, deres fans og vores kunder er ens på mange måder. De er ungdommelige. Derfor giver det mening at sponsorere udstillingen. Jeg ved ikke, om det sælger mere tøj. Måske nogle T-shirts. Det er ikke så vigtigt. Det er vigtigt at holde forbindelsen til musikken ved lige. Det var den, der startede det hele. Drømmen om at kunne se ud som en rockstjerne. Også selv om man ikke er det.«

Rolling Stones gav en langefinger til autoriteterne

Rolling Stones til deres premiere aften for udstillingen "Exhibitionism".
Rolling Stones til deres premiere aften for udstillingen "Exhibitionism".

Hvordan rockstjerner så ser ud, i hvert fald hvis man er medlem af Rolling Stones, fortæller udstillingen »Exhibisionism«, der kan ses på Saatchi Gallery i London, før den tager på fire års turne.

Næste stop er New York, derefter er planerne ikke helt fastlagt, men udstillingen skal vises i mindst 12 lande, og et stort afsnit er viet til bandets tøjmæssige udvikling over de mere end 50 år, de har spillet sammen.

De første billeder viser unge drenge i ens tøj, i pæne jakker i hanefjedstern, syet hos gode britiske skræddere, lidt for nydeligt, næsten som et band på et krydstogtskib. Eller som The Beatles i de første år. Men det look holder kort. Bandet rider på en opbrudsbølge i samfundet.

Det britiske klassesamfund vakler efter krigen, ingenting er, som det var, og Rolling Stones virkeliggør den modstand mod autoriteterne, som deres fan elsker hos dem. De vil ikke være søde, de vil ikke være artige, ordentlige, pæne drenge.

De vil ikke være Beatles, så bar Beatles hvide hatte, ville Stones have sorte hatte på. I dag lyder det så uskyldigt, men det var rebelsk ud over alle grænser, når Mick Jagger stillede op i et amerikansk talkshow i en ulden sweater, der nærmest lignede en sweatshirt, og med langt hår.

For vi taler om en tid, hvor mænd gik med slips, og hvor bands dukkede op i ens nyrensede jakker og nyredt hår. Her var en flok drenge, der bare kom i deres eget tøj. Og som ikke nødvendigvis gad tage slips på. Som pissede på muren, da en tankpasser forbød dem at låne toilettet, fordi han syntes, de så tåbelige ud. Vi pisser, hvor det passer os, var budskabet. Det var stærke sager i 1963.

»Ville De ønske Dem, at Deres datter giftede sig med et medlem af Rolling Stones?« spurgte en britisk journalist ifølge udstillingens katalog retorisk sine læsere. De rystede formentlig på hovedet, men pigerne svarede selv. De skreg så meget, at ingen kunne høre koncerterne. De kunne kun se bandmedlemmerne.

Uniformen, der »skabte« Rolling Stones

Det er muligt at se nærmere på tøjet, der blandt andet var med til at gøre Rolling Stones endnu mere ikoniske. Foto: Katherine Fawssett.
Det er muligt at se nærmere på tøjet, der blandt andet var med til at gøre Rolling Stones endnu mere ikoniske. Foto: Katherine Fawssett.

I takt med succesen voksede scenerne, og tøjet gik fra klassisk mod til glam, hvor den simpelthen ikke kunne få for meget.

Når Rolling Stones optrådte, røg fjernsyn ud af vinduet på hotelværelserne, damerne røg ind og ud af sengene – og var med i privatflyene, hvor de gik nøgne rundt, viser en næsten nuttet film på udstillingen – og på scenen stod den på velour, fløjl og farver.

Her var tætsiddende tøj, der svævede mellem herre- og dametøj, som havde et strejf af cirkusartist over sig, og som mænd, der var mindre sexede end den unge Jagger, næppe kunne have båret uden at ligne en klovn.

Ossie Clark lavede en række sæt til Mick Jagger i fløjl, jumpsuits, udringet langt ned over navlen og med udskæringer. Selv påfugle ville blive fascineret af, hvor meget knald, der var på farverne.

Senere kom en periode, hvor Mick Jagger var ufattelig glad for sportsinspireret tøj med stramme leggings og løsere toppe (evt. toppet med en parasol, årtier før det blev smart at kokettere med, at man kunne være mere end et køn).

Og selv på ginerne er det svært ikke at blive fascineret af, hvor smalle hofter Mick Jagger havde. Og hvor meget plads der er i tøjet omkring hans underliv. Han har ikke haft noget at skjule, og han har i den grad ikke gjort noget for at skjule det. Rolling Stones var i den grad både sex, drugs and rock’n’roll.

I løbet af 1980erne skifter scenetøjet karakter og går fra at være outrerede udgaver af hverdagstøj til at være ... ja, kostumer. Tænk L’Wreen Scott, der udover at være en af Mick Jaggers utallige kærester, også var designer, som laver en kåbe i sortfarvede strudsefjer, en Prada-frakke i røde fjer (hvor dekadent kan det egentlig blive?

Rolling Stones er måske ufrivilligt blevet en del af den overklasse, de gjorde oprør mod) eller Alexander McQueen, der lavede jakkesæt og Hedi Slimane, der i sin tid i Dior lavede tøj som en motorcykelfrakke i sølvpailletter, der er så meget »Mick Jagger«-stilen, at det næsten er komisk og så nemt at beskrive, at man kan klæde sig ud som ham til fastelavn, hvis bare man har en lang frakke i en skarp kulør, stramme bukser og mørkfarvet lidt langt hår.

På samme måde får de andre bandmedlemmer et signaturlook, Keith Richards med pandebånd og dyreprint, Charlie Watts i nydelige jakkesæt uden for scenen og jeans og T-shirt.

Man ved præcis, hvad man får, når man ser på bandet, og i den afsluttende 3D-film, som viser bandet synge »Satisfaction« til koncert, står de der og ligner ... ja, ikke bare Rolling Stones, men vores idé om Rolling Stones. Den uniform, som bandet ville ud af, endte de med selv at skabe. Nu kan andre gøre oprør mod dem.

B Søndag var inviteret til London af Tommy Hilfiger.

Udstillingen dækker både over tøj og billeder.
Udstillingen dækker både over tøj og billeder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.