Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Smidt af landsholdet for ikke at bære hijab

Kvindelige skakspillere gør oprør mod tørklædetvang i Iran. Nu er den iranske kvindelige stormester og international mester i skak, Dorsa Derakhshani, skiftet til det amerikanske landshold.

Da protesterne mod tørklædepåbuddet ved verdensmesterskaberne begyndte at stramme til, arrangerede den iranske skakunion, at international presse kunne møde en række kvindelige skakspillere. Forreste er det Mitra Hejazipour (tv) og Sara Khademalsharieh. Kvinderne fortalte, at de ikke ser hovedtørklædet som et tegn på undertrykkelse og at de var imod den amerikanske boykot-kampagne.
Da protesterne mod tørklædepåbuddet ved verdensmesterskaberne begyndte at stramme til, arrangerede den iranske skakunion, at international presse kunne møde en række kvindelige skakspillere. Forreste er det Mitra Hejazipour (tv) og Sara Khademalsharieh. Kvinderne fortalte, at de ikke ser hovedtørklædet som et tegn på undertrykkelse og at de var imod den amerikanske boykot-kampagne.

Den iranske kvindelige stormester og international mester i skak, Dorsa Derakhshani, spiller fremover for det amerikanske landshold. I februar blev hun sat af Irans landshold, som ikke ville lade hende spille uden det påbudte hovedtørklæde.

Derakhshani vil ikke tvinges til at bære tørklæde, og hun er ikke den eneste kvindelige skakspiller, der gør oprør mod tørklædetvangen i den skakstærke præstestyrede nation.

På »Team USA« bliver hun holdkammerat med den russisk fødte kvindelige stormester og internationale mester Nazi Paikidze. Hun har stor medietække og har været frontfigur i skakspillernes protest mod, at verdensmesterskaberne skulle finde sted i Teheran, hvor de kvindelige spillere ville blive påbudt at bære tørklæde.  Paikidze valgte i sidste ende at boykotte turneringen og gå glip af chancen for at vinde verdensmesterskabet.

Den kun 19-årige Dorsa Derahkshani er ikke ukendt med tørklædeoprør, som hun startede med meget tidligt i sit liv. Hun optrådte på nationalt TV som vidunderbarn i et børneprogram, hvor hun bl..a demonstrerede at hun kunne læse flydende, før hun kom i skole. Men den religiøse kontrol påbød TV-stationen at få den lille piges hår dækket af tørklæde i en fart, ellers kunne hun ikke være på skærmen.

»De tvang mig til at bære et tørklæde mod min vilje, og jeg syntes det var så dumt. Jeg var seks år gammel. Hvorfor i alverden skulle jeg bære et tørklæde?,« siger hun til den amerikanske radiostation NPR i et interview efter sin optagelse på det amerikanske landshold.

Så Dorsa kom ikke på TV-skærmen i Iran igen - ikke før hun var blevet så god til skak, at hun kom på ungdomslandsholdet. Og hjemme i Iran spillede hun med tørklæde, men ved en turnering i februar i år på Gibraltar bar hun ikke tørklæde, og det var for meget for præsterne. Skakforbundet måtte meddele, at hun ikke længere kunne udtages til landsholdet. Ved samme lejlighed blev hendes lige så skakbegavede lillebror, Borna, sat af holdet. Den 14-årige dreng havde begået den forbrydelse at spille mod en israeler.

Den amerikanske radiostation WBUR oplyser i teksten under NPR-interviewet med Derakhshani, at arrangørerne af skakturneringer ellers plejer at sørge for i al diskretion at matche spillerne, så iranere og israelere ikke møder hinanden. Bornas krænkelse af Iranstyrets regler var derfor ikke så meget et bevidst oprør, men han valgte dog at spille mod israeleren i modsætning til den iranske stormester, der i 2015 nægtede at spille mod en israeler ved en turnering i Schweiz.

Borna Derakhsnani blev ikke alene sat af landsholdet; han må ikke fremover spille skakturneringer i Iran. Som sin søster har han dog også fundet sig et nyt skakhjemland. Fremover spiller han på det engelske ungdomslandshold, skriver The Times.

Derakhshani mener selv, at hun og hendes bror er ofre for en afledningsmanøvre.

Bandlysningen kom på samme tid, som det iranske skakforbund måtte stå på mål for tørklædepåbuddet ved verdensmesterskaberne i Teheran. Foruden Nazi Paikidze valgte vinderen af mesterskabet året forinden, ukrainske Mariya Muzychuk, at udeblive fra Teheran sammen med en række mindre prominente spillere.

»Iran er helt åbenlyst ikke det rigtige land til at holde en så fornem turnering. Det er bare så forkert, at spillere, som nægter at rejse til Iran, mister retten til at deltage i verdensmesterskabet uden anden årsag, end at de ikke vil tvinges til at bære hijab,« sagde Muzychuk til den ukrainske nyhedsportal censor.net.ua.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.