Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Stilleben

På den røde løber til årets Reumert-prisuddeling

Modeekspert Lotte Freddie og chefredaktør på Euroman, Kristoffer Zøllner, går tæt på de kendtes fremtræden.

Kristoffer Zøllner og Lotte Freddie. Foto: Søren Bidstrup.
Kristoffer Zøllner og Lotte Freddie. Foto: Søren Bidstrup.

Pæn som Per, fræk som Fly

af Kristoffer Zøllner

Per Fly ligner sådan et sjovt kærlighedsbarn mellem Bono fra U2 og en seminarielærer med linjefag i dansk og rytmisk sammenspil. Det er nemlig svært helt at blive klog på, om den dygtige danske filminstruktør er cool på sådan en lidt nørdet måde, eller rockstjerneagtig overlegen på den revisoragtige måde.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Fly har forsøgt den svære kunst at gøre to ting på en gang. Den rebelske ørering og de orangetonede briller vidner om en mand, som har de patinerede vandrestøvler solidt placeret i en kunstnerisk, socialt bevidst lejr, mens det nydelige jakkesæt og den lilla skjorte får Fly til at ligne en, som også gerne vil kunne få omlagt sit realkreditlån uden for mange kritiske spørgsmål.

Alt er som sådan meget nydeligt, men jeg ville nu hellere have set ham i noget mere sprællende end dette generiske standardsæt, som hænger i enhver ejendomsmæglers garderobe. Omvendt løfter vi jo her på siderne ofte pegefingeren over for de typer, som sløser for meget med især habitten, men her havde vi gerne set noget mere løssluppenhed, en knap mindre lukket og et lidt løsere snit. Men så skulle den også være hjemme.

FOTO: JENS ASTRUP
FOTO: JENS ASTRUP

Folkelig og fin

af Lotte Freddie

Sceneforestillinger undtaget er kunstnere ikke meget for at klæde sig ud. Publikum, som i respekt for kunsten og kunstnerne bør anstrenge sig for at klæde sig »pænt på« i teatret og til premierer, ser ikke samme trang hos de udøvende virtuoser, som åbenbart ikke føler sig hildet til at hylde egen metier.

Skønt værterne m/k, (Bodil Jørgensen med ny, klædelig frisure) til Årets Reumert-prisuddeling i Operaen, slog tonen an i smoking, var gallaskrud få. En undtagelse var Benedikte Hansens nude, enkle, lange, dobbelte chemisekjole, der var ultraraffineret simplicitet.

Flere unge havde gjort sig umage med kønne, nogle endog kulørte, festkjoler til fejring af teaterkunstens fornemste pris. Hædersprisen fik multikunstneren Lisbet Dahl, der modtog John Kørners statuette iklædt sort bluse under hvidgråt buksesæt med løs lang jakke over løse bukser, der smalnede ind forneden i de – moderigtigt – for lange bukser.

Pænt uden at være prangende, men ikke Reumertagtigt – og undlod samtidig at fremhæve Lisbet Dahls særlige fortrin, benene. De er også skjult i årets Cirkusrevys finalenummer under prismodtagerens til gengæld fantastisk smukke, gule, lange, to-die-for kjole, som Henrik Børgesen er mester for. Kunne han ikke have hædret Reumert og Lisbet Dahl med noget mere bemærkelsesværdigt pangfestligt?

FOTO: JENS ASTRUP
FOTO: JENS ASTRUP

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.