Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Modeuge

Her kan du kigge direkte ind i de unges hjerner

Gay Dark Room møder Victorias Secret, mænd i brokade og en kvinde, der finder ind til kroppen. Designers Nest sælger ikke tøj, men er et kig ind i unges hjerner. Her kan man se, hvad de går op i.

Copenhagen Fashionweek SS/18. Designers Nest Show på Hotel D'angleterre, København.. (Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix 2017)
Copenhagen Fashionweek SS/18. Designers Nest Show på Hotel D'angleterre, København.. (Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix 2017)

»Velkommen mine damer og herrer og dem indimellem,« sagde modehistoriker og kurator Ane Lynge-Jorlén, da hun bød velkommen til designkonkurrencen Designers Nest, som onsdag aften blev
afholdt på D’Angleterre.

Og med det lille vip med sproget demonstrerede hun så fint, hvad Designers Nest egentlig handler om: et frirum til at tænke nyt og til at tænke uden for de faste rammer og fastlåste kasser og
opfattelser af virkeligheden, af hvad man kan og skal og gør, hvordan tøj da ser ud – og hvordan mænd eller kvinder og dem midt i mellem klæder sig.

Årets vinder blev norske Elnaz Gargari fra Oslo National Academy of Arts, der med sit tøj udforskede den kvindelige krop og tildækkelsen af den. Den første model bar lange gevandter og havde ansigtet
dækket af en maske af glitrende stene. Den næste kortere gevandter og et klæde over ansigtet, hvor der stod ’beautiful fase’ og den sidste en kappe med hætte, der næsten fik hende til at ligne en
russisk babuska-dukke. Som om hun undersøgte, hvad der er, når man piller lagene af tøjet og når ind til kroppen. Når man selv bestemmer, hvad man vil vise. Og hvornår.

Nummer to blev Sini-Pilvi Kiilunen fra Aalto University Scool of Arts i Helsinki, der viste en række helt bedårende sæt til mænd i dybe mættede farver, så dekorerede og udsmykkede, at de kunne være
festkkjoler til kvinder, men så tydeligt maskuline i deres formsprog. Og det viste på én gang tilbage til den gang, hvor manden var en pyntedukke ved Europas hoffer og samtidig frem mod en tid, hvor
mænd ikke behøver mases ned i jakkesættets uniform.

Nummer tre blev svenske Alecsander Rotschild for en kollektion, han selv sagde var en blanding af et Gay Dark Room (vær forsigtig, hvis du googler, der dukker formentlige ret… hvad skal vi sige festlige
billeder op) og Victorias Secret, hvor manden både var klædt af til skindet og væbnet med vinger. En blød krop og en kriger.

Hvem: Designers Nest, en konkurrence for designstuderende fra hele Norden. 30 udvalgte studerende viser hver tre sæt. Der udråbes en første-, anden- og tredjeplads, men kun vinderen får en
præmie, nemlig 50.000 kr.

Hvor: D’Angleterres Palmehave, hvor veloursofaer var skiftet ud med sorte Syverstole. Publikum er som altid en fin blanding af presse, bloggere, få kendisser og unge studerende, der hepper på deres
kammerater, hvilket giver en ret festlig crowd.

Hvad: Et kig ind i 30 unge kreative menneskers hjerner.

Bedst: Vinderens vantro glæde, altid altid altid. Man har et hjerte af sten, hvis man ikke bliver rørt.

Værst: Tanken om, at al den kreativitet snart bliver mast ind i små fornuftige kasser og regneark og ender i tøjhuse på heden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.