Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En uge med lidt for få og lidt for små genistreger

For mange ville for lidt i modeugen, der kun indeholdt få lyspunkter – som dog spændte bredt. Fra Mads Nørgaards storbyunger over Ole Yde og Mark Tans vidt forskellige bud på luksus til Barbara I Gonginis stamme af mørkklædte afvigere.

Ole Yde var et af lyspunkterne i modeugen. Han viste sit klassisk smukt tøj ved en opvisning på Hotel d'Angleterre
Ole Yde var et af lyspunkterne i modeugen. Han viste sit klassisk smukt tøj ved en opvisning på Hotel d'Angleterre

Jo, der var øjeblikke af særlig fin karat i modeugen, der netop er løbet af stablen.

Mads Nørgaard afsluttede sin trilogi på Charlottenborg ved at sende unge københavnere på podiet i hans kollektion sammen med modeller, og deres glæde og umiddelbarhed var hver en dødsyg time i selskab med ligegyldig jersey og hvert et minut i kø foran sure dørmænd værd. At blande moden med almindelige mennesker (hvilket egentligt er et underligt nedladende udtryk, som om modellerne er særligt ophøjede), gav et liv til showet, som var forfriskende og rørende og en god reminder om, at det er det, livet, virkeligheden, glæden, moden handler om. Det er det, der giver hele det absurde show, som modeugen og modeverdenen er, mening. At mode kan gøre folk gladere, stærkere, bedre. At den kan understøtte os i det liv, vi gerne vil leve. Være med til at gøre os til de mennesker, vi gerne vil være. Det viser vi, når vi tager tøj på. Derfor er tøjet interessant.

Nogle er efterabere i stedet for trendskabere

Derfor gider man mode, også selv om denne modeuge ikke vil gå over i historien som noget særligt. Der var for meget, der ville for lidt, og der var for mange show, hvor det for tydeligt fremgik, at dansk mode har en tendens til at være bagefter den internationale mode. Allertydeligst demonstreret ved, at 1970er-moden, som nu kan købes i de internationale modehuses butikker, først for alvor var på den københavnske catwalk nu – og dermed i butikkerne til efteråret. Sådan har det altid været, men i en tid hvor alle kollektioner vises online med det samme, hvor bloggere låner tøj, så snart det har været vist, og poster det på sociale medier, bliver problemet tydeligere. Nogle mærker synes som efterabere, ikke som trendskabere.

Derfor virker det forfriskende, når folk holder fast i, hvem de er og udvikler det – i stedet for at forsøge at følge med en strøm, der bruser for kraftigt.

Som Mark Tan, der brugte præmien fra Dansk Design Award Magasinprisen på at holde show på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv, hvilket var en lille genistreg. Han havde nemlig placeret publikum på bagscenen til Gamle Scene og først da alle, inklusive Kronprinsessen der igen var til modeuge og også til Ganni og Designers Nest, var blevet seatede, åbnede brandtæppet ud til selve scenen og publikumsrummet, hvor modellerne kom gående fra. Sådan har de færreste set Det Kongelige Teater, som de fleste ellers kender udemærket, og sådan viste Mark Tan tøj til store fester, men i moderne udgave.

Smukke kåber, fine lange kjoler. Hans uldne sæt, inklusive smukke jakker, er også velfungerende, men det er gallatøjet, der er enestående godt.

Skal man følge Billie Holidays gode, gamle råd om, at man skal tie stille, hvis man ikke har noget pænt at sige, kan man også fremhæve show som Ole Ydes. Han er tilbage i København og gør det, han gør allerbedst: Skaber klassisk smukt tøj, der simpelthen er så lækkert forarbejdet, at man forføres til at glemme, at man faktisk ikke har et liv, hvor silkekjoler og minkpelse er en realistisk hverdagsuniform. Men var den, var de sort-hvide kjoler og den lange blå mink det sæt, jeg først tog på.

På d’Angleterre, hvor Yde holdt show, viste herretøjsdesigner Asger Juel Larsen også sin kollektion. Han er alt, hvad Yde ikke er – provokerende, udfordrende og ikke pleasende noget, der minder om borgerskabet, men det var forfriskende, at han er holdt op med at skrige og råbe – både show- og designmæssigt, hvor der var skruet ned for både dødsmetal og neonfarver. På den måde kommer små detaljer til at stå ekstremt meget stærkere, og blandt de røde pelse og de brune med felter af guld fandtes også herrefrakker i så smuk forarbejdning, at de kunne (og burde!) sælges i klassiske herretøjsforretninger.

En dør til en anden verden

Eller som Barbara I Gongini der fredag eftermiddag holdt show på Københavns Rådhus og viste sine herre- og damekollektioner i sort, sort, sort. Her er alt andet end almindeligt tøj, der ligner det, ens far gik med, men til gengæld masser af skæve linjer, masser af stof – baner af stof – der hænger løst.

Det er svært at afkode, svært at forstå, anderledes, og netop derfor er Barbara I Gongini fantastisk at have i København, fordi hun åbner en dør ind til en del af modeverdenen, der ikke ligner alle de andres. Fordi hun giver rum til at vise, at drømme kan have mange former. Og måske give unge drenge og piger, der ikke føler sig som alle de andre, en fornemmelse af, at de ikke er alene. Der findes en stamme af sortklædte mennesker, de hører til i. Ingen er alene. Heller ikke i mørket.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.