Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Weekendmad: Artiskokker

Artiskokken er en af køkkenets smukkeste og mest velsmagende grøntsager. Brug den til en skøn pastaret, eller gratiner den og server den som tilbehør eller som en lille selvstændig ret.

Pasta med artiskokker.
Pasta med artiskokker.

Pasta med artiskokker

4 personer

  • 3-4 store artiskokker (fuldt udviklede – se Ugens tip!)
  • fint havsalt
  • 2-3 tykke (håndskårne) skiver pancetta eller 8-10 maskinskårne tynde (sælges bl.a. hos Irma og Coop)
  • 1 stort skalotteløg
  • 2 fed hvidløg
  • bladene fra 2-3 kviste merian
  • bladene fra 4-5 kviste bladpersille
  • ca. 4 spsk. ekstra jomfruolivenolie
  • 2-3 spsk. tør hvid vermouth (Noilly Prat) eller hvidvin
  • godt 1 dl fløde
  • salt og peber
  • lidt citronsaft
  • 500 g god tørret pasta (jeg synes, spaghetti passer fint)
  • friskreven parmesanost

Gør artiskokkerne i stand og kog dem møre som beskrevet. Køl dem af med bunden i vejret, så vandet løber af. Pluk bladene af og skrab den smule artiskokkød, der sidder på bladene, af med en kniv. Saml artiskokkødet i en skål.

Pluk bundene fri for »skæg«, skær dem i småstykker og bland dem med kødet fra bladene. Skær sværen af de tykke pancettaskiver (de tynde har ingen svær).

Skær pancettaen i små terninger eller meget tynde strimler. Pil og hak løg og hvidløg fint. Skyl, tør og hak merian og persille hver for sig. Sæt persillen til side til serveringen.

Sauter løg, hvidløg, pancetta og artiskokkød i olie over moderat blus. Tilsæt vermouth/vin efter 5-6 minutter, skru lidt op og lad væden dampe helt ind.

Tilsæt merian og fløde, smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft og lad det simre i et minuts tid under låg. Sluk og tag gryden af blusset.

Kog pastaen i rigeligt, velsaltet vand. Øs 4-5 spsk. af pastakogevandet over i artiskoksaucen, før du hælder vandet fra. Bland pasta og sauce og server med det samme med parmesan og hakket persille på.

Pasta med artiskokker kan også laves med unge ikke-udvoksede artiskokker. I så fald gøres de i stand og forkoges som til »Gratinerede artiskokker«, blot skal de koge lidt længere – 10-15 minutter.Eller til de virker møre, når man stikker i dem.

Når de er dryppet af for kogevand, skæres de i småstykker (det hele kan bruges, hvis bare de er trimmet nok fra starten) og tilberedes som beskrevet i opskriften.

Gratinerede små artiskokker

4 personer
– tilbehør til stegt/grillet kød eller fjerkræ eller selvstændig lille ret

Gratinerede små artiskokker.
Gratinerede små artiskokker.

  • 6-8 unge artiskokker (små og ikke-færdigudviklede – se Ugens tip!)
  • fint havsalt
  • ekstra jomfruolivenolie
  • 3-4 fine hvidløgsfed
  • salt og peber
  • saft af ¼-½ økocitron
  • 1½-2 dl piskefløde

Gør de små artiskokker i stand som beskrevet. Blancher artiskokkerne 3-4 minutter i velsaltet spilkogende vand. Tag dem op og overbrus dem med koldt vand. Kom dem i en sigte og lad dem dryppe af.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Skær artiskokkerne igennem på langs, skær også hele vejen igennem stilkene. Fjern evt. ansatser til »skæg«, der er blevet stift, med en kniv.

Hæld lidt olie i bunden af et (stort) ildfast fad og læg de halve artiskokker i med snitfladen nedad. Pil og flæk hvidløgsfeddene og læg dem ind imellem. Krydr med salt og peber og pres citronsaft over.

Bland fløde og ca. 4 spsk. olie med ca. ½ dl vand og hæld det over. Sæt fadet i ovnen og lad artiskokkerne bage/gratinere i 25-35 minutter.

Gratinerede artiskokker kan også tilberedes med bundene af store fuldtudviklede artiskokker. Beregn da 6-8 artiskokker til 4 personer og kog dem møre som beskrevet. Lad dem dryppe af.

Pil alle blade af og trim bundene fri for »skæg«. Halver bundene og læg dem i et ildfast fad som beskrevet. Men brug lidt mindre fløde og olie, undlad vandet og gratiner dem ved højere temperatur og kortere tid, fordi de allerede er møre (ca. 10 minutter ved 190 grader varm luft).

Klargøring af store (udvoksede) artiskokker:

Skær stilkene af med mindre de er meget friske og saftige. Gnid alle snitflader med citron, så de ikke bliver mørke. Kog artiskokkerne i en stor gryde med rigeligt spilkogende velsaltet vand evt. tilsat 1 spsk. citronsaft (for at undgå mørkfarvning) og kog dem i 30-40 minutter. Eller til man med lethed kan hive et blad af.

Klargøring af små (unge) artiskokker:

Pil 2-3 lag af de yderste grønne kronblade af, indtil bladene bliver lyse og bløde. Skær så hver artiskok igennem 3-4 cm oppe fra bunden (dvs. lidt under midten). Det øverste af kronbladene er ikke så delikate at tygge på.

Hvis stilkene er bløde, skæres de af, hvis de er friske og tykke, bevares de, men skrælles omhyggeligt. Skræl/trim også ydersiden af bunden. Gnid alle snitflader med citronsaft, så de ikke bliver sorte, eller læg artiskokkerne i vand med citronsaft i, efterhånden som de er færdigtrimmede.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.