Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vredens druer

Tim Mondavi er vendt tilbage til vinscenen med Napa-kultvinen Continuum, men han kæmper stadig med skuffelsen og sorgen efter tabet af familievingården og USA’s største vinnavn, Robert Mondavi Winery.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Glifford (tv), havde stillet sin private bolig Rudhave til rådighed for Tims Mondavis (th) smagning.
Den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Glifford (tv), havde stillet sin private bolig Rudhave til rådighed for Tims Mondavis (th) smagning.

Det er ikke enhver amerikansk vinproducent, som får lov til at præsentere sin vin fra ambassadørens residens, Rydhave i Charlottenlund. Og Tim Mondavi er da heller ikke hvem som helst. Mondavi er uden tvivl det største navn i amerikansk vin – for eksempel var det på Mondavi’ernes vingård i Californien, at en ung mand kaldet »Fred« (kronprins Frederik) var i praktik 1989, som et led i sin almene dannelse.

Men da Tim Mondavi rejser sig for at tale om sit nye Continuum-projekt, svigter stemmen. Hele tre gange må Mondavis søn, Carlo, tage over, gråden bliver ved med at presse på.

»Jeg ved ikke, hvad der gik af mig,« siger Tim Mondavi, da jeg dagen efter møder ham under mere afslappede omgivelser.

Men ikke desto mindre er det tydeligt nok, at selv om der er gået ti år, siden familien Mondavi mistede familiegården – og dermed et af verdens største og stærkeste vinbrands – har han stadig ikke helt rystet den traumatiske oplevelse af sig.

Vi skruer tiden tilbage til 1906, hvor Tims farfar, Cesare, ankom til USA som italiensk immigrant uden en dollar på lommen. I starten arbejdede Cesare i minerne, men i 1919 begyndte han at sælge druer. Året efter blev det legendariske spiritusforbud, som varede til 1933, indført. Forbuddet var altødelæggende for vinbranchen. Hvor der i 1919 var 121 vinerier i Napa Valley i Californien, var der 14 år efter kun ni tilbage, og man skal helt frem til 1970erne, før der for alvor kom gang i produktionen igen.

Ikke desto mindre lykkedes det Cesare at tjene gode penge under forbudstiden. Det var nemlig tilladt at sælge druer til private husholdninger, hver hustand havde ret til at producere fire tønder om året – ligesom det var lovligt at sælge vin til religiøse og lægelige formål. I 1941 investerede Cesare pengene i Charles Krug Winery i Napa, som talte 30 hektar. Med tiden overtog sønnerne Robert og Peter vingården, men som det er sket før i vinverdenen, kunne brødrene ikke arbejde sammen. Uvenskabet kulminerende til en familiesammenkomst i november 1965, hvor Peter anklagede Robert for at have haft snablen i vineriets pengekasse for at skaffe penge til en dyr pels, som konen, Marge, skulle have på i forbindelse med en banket i Det Hvide Hus. Robert kvitterede prompte med indtil flere højrehåndshug, hvorefter han forlod vingården og satte gang i et retsopgør, som kom til at vare 14 år.

Tim Mondavi smager for i ?ambassadørens bolig, Rydhave, i Charlottenlund .
Tim Mondavi smager for i ?ambassadørens bolig, Rydhave, i Charlottenlund .

Året efter købte Robert Mondavi en lille nabogrund og åbnede Napas på det tidspunkt 26. vineri i eget navn – det første til at blive startet fra grunden efter forbudstiden. På det tidspunkt talte ejendommen kun fem hektar, men det stoppede ikke Robert Mondavi, der bare købte de druer ind, som han skulle bruge.»Modsat i dag, så man sådan på tingene dengang, at vinen blev lavet i kælderen – ikke i marken. Druer var en handelsvare. I dag er vi er kommet et skridt videre, og det hele handler om great sites,« siger Tim Mondavi, som blev født i 1951 i Napa Valley.

Napa Valley så noget anderledes ud end det vindistrikt, man kender i dag med turisttog, michelinstjernerestauranter og stretch limo’er, som kører tørstige turister fra smagerum til smagerum – og modtager flere gæster årligt end selv Disneyland. Dengang i 1950erne drak amerikanerne mælk og cola, og vin var bare én af afgrøderne i Napa, som var sparsomt befolket af en lille italiensk koloni. Der var således kun ét spisested i St. Helena – mad var noget, man spiste derhjemme.

Tim arbejdede allerede fra 1966 sammen med sin far på sommerferiebasis. I 1974 blev han chefmager, efter at være blevet uddannet som ønolog og agronom fra University og California Davis. På det tidspunkt var navnet Robert Mondavi Winery allerede etableret som Californiens stærkeste.

»Gennembruddet kom, da Robert Lawrence Balzer fra LA Times, den tids svar på Robert Parker, samlede alle californiske caberneter – der var ikke mere end 26 dengang – og vores 1969’er vandt smagningen,« siger Tim Mondavi.

Mondavi rejste rundt i verden og sugede til sig. Han tog til Bordeaux, Bourgogne, Mosel, Italien, hvilket bestemt ikke var normalt for en amerikansk vinproducent dengang, og der blev eksperimenteret flittigt

»Man kaldte os »The University of Robert Mondavi«. Min far (som døde i 2008, red.) var meget indsigtsfuld og konkurrencemindet,« siger Tim Mondavi.

Selveste Baron Philippe Rotschild (ejeren af 1. cru slottet Mouton-Rothscild i Bordeaux) lagde vejen forbi Robert Mondavi Winery allerede i 1968 (baronens anden kone Pauline stammede fra Santa Barbara længere nede ad kysten).

Det var dog lige lovlig tidligt at indlede det samarbejde, som i 1978 blev en realitet med Opus One: Et joint venture, som blev en rollemodel for en hel serie af lignende co-projekter mellem den nye og den gamle vinverden. Man kan sige, at den gamle verden plantede et flag i Californien, men så sandelig også, at Mondavi profiterede på den eksklusivitet, som knytter sig til et historisk navn som Mouton-Rothschild og således skød genvej med flere hundrede år. Mondavis brand voksede hurtigt til et af verdens største, og det samme gjorde vinens volumen. Midt i 1970erne transcenderede Mondavi’erne det eksklusive Napa og bevægede sig ind i det stegende hede centrale Californien: Subbrandet Woodbridge blev søsat med anderledes hverdagsvenlige priser end de dyre Napa-vine. Over årene voksede produktionen af Woodbridge til svimlende 120 millioner flasker årligt.

California winemaker Robert Mondavi arrives at a the Hall of Fame ceremony in Sacramento, California in this December 5, 2007 file photo. Mondavi, the man most credited with bringing the state's wines to worldwide attention, died on Friday at age 94 at his Napa Valley home, a spokeswoman for his winery said. REUTERS/Kimberly White/Files (UNITED STATES)
California winemaker Robert Mondavi arrives at a the Hall of Fame ceremony in Sacramento, California in this December 5, 2007 file photo. Mondavi, the man most credited with bringing the state's wines to worldwide attention, died on Friday at age 94 at his Napa Valley home, a spokeswoman for his winery said. REUTERS/Kimberly White/Files (UNITED STATES)

Vokseværk kan være farligt, og i 1993 gik Mondavi således på børsen for at konsolidere sig. Tim fortsatte som produktionschef, mens den mere kommercielt orienterede storebroder, Michael, fortsatte som administrerende direktør. Ifølge Tim tvang den nye bestyrelse dem til at producere mere og mere.

»Hvor vi i gamle dage havde en klar identitet omkring Mondavi-navnet, introducerede de flere og flere nye serier. De malkede simpelthen brandet. Jeg er sådan set stolt af selve de vine, vi lavede. Der er ikke noget galt med at lave fornuftigt prissatte hverdagsvine som Woodbridge, der skal bare ikke stå Robert Mondavi foran. At kalde en serie (af billige vine på købte druer fra Central Coast, red.) for Robert Mondavi Private Selection var en decideret stupiditet. Det er klart, at man på restauranterne solgte dem som Robert Mondavi med det resultat, at vores topvine tabte i anseelse, hvilket gav problemer og i sidste ende første til Constellations (verdens største vinfirma med et salg på 1 milliard flasker årligt, red.) overtagelse. I dag har vinene ikke har den samme standing som før,« siger Tim Mondavi, som i det sidste år, inden Constellation købte Mondavi i 2004, blev sendt på orlov, fordi han ikke kunne skjule sin utilfredshed med tingenes tilstand.

»Det var altødelæggende. Vi ønskede ikke at sælge Robert Mondavi Winery og slet ikke To Kalon-marken. Vi blev lovet, at vi kunne beholde 15 hektar, men da det kom stykket, »glemte« de denne gentleman agreement,« siger Tim Mondavi, tydeligvis stadig følelsesmæssigt påvirket af tabet af familiens livsværk.

Salgsprisen var 1,36 milliarder dollars, så selv om familiens andel var dalende, og der også var gæld som skulle betales, var der stadig en pæn skilling tilbage til Mondavierne – Tim havde ikke nødvendigvis behøvet at arbejde.

»Jeg følte en forpligtelse over for min familie til at kunne tilbyde et job, ligesom jeg havde fået et job af min far. Måske var det det bedste for mig, at vi mistede To Kalon, så for så kunne jeg gå ud og se verden med åbne øjne. To Kalon (som ligger i Napas flade dalbund, red.) er måske nok USA’s mest kendte vinmark, men Bourgogne har lært mig, at markerne i dalbunden ikke er interessante, fordi jorden er for rig, og der er for meget vand, så druerne bliver for store og vegetale i smagen. Grand cru-markerne i Bourgogne ligger altid på skråningerne og bærer mindre druer. Så vi bevægede os op på skråningen,« forklarer Tim Mondavi.

»Vi kunne have slået os ned hvor som helst i verden, men valgte altså Prichard Hill på Napas østlige (vestvendte, red.) skråning i 500 meters højde, hvilket vil sige, at vi ligger over tågen. Jordbunden er vulkansk og ikke mere end halvanden meter dyb, hvilket resulterer i et meget lille udbytte på 25-30 hl/ha. Jeg synes også, at der er flere lag, mere kompleksitet i druerne,« siger Tim Mondavi.

Man kan roligt sige, at Mondavi er havnet i »kult-land«. Naboerne på skråningen hedder Colgin, Bryant Family, Dalle Valla og Peter Michael og er nogle af de førende i den bølge af små hyper-eksklusive gentleman farmers (fra alle mulige andre brancher), som laver vin i meget små mængder til meget høje priser. Den klassiske kultvin er produceret i et oplag af kun 500 kasser (6.000 flasker) og koster gerne en tusindlap eller to (eller tre).

Er det en kultvin, du gerne vil lave?

»Ja, det er klart, at vi gerne vil have nogle penge for den vin, vi laver. Vin er vores erhverv, ikke vores hobby – hvilket er usædvanligt i »kult-verdenen«,« siger Mondavi, som allerede er kommet et godt stykke af vejen – prisen på Continuum ligger på pæne 1.495 kr. hos den danske importør, Laudrup Vin, og produktionen er meget lav efter amerikanske forhold med 36.000 flasker årligt svarende til ca. det halve af en lille bourgogneproducent.

Selv om Continuums drueblanding med cabernet sauvignon i hovedrollen er udpræget bordeauxsk, hævder Mondavi i stigende grad at være inspireret af pinot noir og Bourgogne. Han lader dog sine to sønner, Dante og Carlo, om at udleve pinot-drømmen ude ved Sonomas kølige stillehavskyst under navnet RAEN. Selv siger Tim, at hans ideal er den silkeagtige tekstur, man finder i Bordeaux’s højrebredsvine fra Pomerol og St. Emilion. Og helt forkert er det ikke. De tre årgange af Continuum, vi smager, kunne godt gå for at være moderne hårdtpumpede højrebredsvine fra et år med fuld modenhed i Bordeaux: Næsten sorte med saftig blåbærfrugt, høj alkohol og afrundede tanniner.

continuum.com

continuum importeres af laudrup.dk

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.