Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Test: Her er det bedste smør

Der er stor forskel på smør – og på meningerne om, hvad der egentlig er godt smør. B Søndag har testet fem af slagsen ud fra smag, duft, udseende og kvalitet.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Lurpak

★★☆☆☆☆

Produkt: Lurpak med salt

Pris: 21,50 kr. i SuperBrugsen. 250 g.

Producent: Arla

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

 

Søren Frank:

»Det er meget lyst i farven og har en hel neutral smag, men man kan godt smage, at der er salt i, det kan dog ikke være særlig meget. Jeg vil sige, at det er helt almindeligt kantinesmør, der minder mig lidt om noget, jeg har smagt hos min mormor. Smagen er meget genkendelig – som noget, man har smagt mange gange før. Ja, det er kedeligt og almindeligt, men acceptabelt. Men man kan sagtens komme hjem med det.«

Nanna Simonsen:

»Jeg tænker tankstation. Der er ikke meget spræl over det – det er meget stille og roligt. Jeg vil dog ikke sige, at det er dårligt, men det er heller ikke nogen fornøjelse at spise, og det synes jeg faktisk, at det skal være, når man endelig kommer smør på brødet. Det er heller ikke cremet i konsistensen, nærmere fedtet. Det er ikke lige mig.«

Thise

★★★★★☆

Produkt: Thise smør med sydesalt

Pris: 17,50 kr. i Irma. 200 g.

Producent: Thise Mejeri

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

 

Søren Frank:

»Det har en flot gul farve, og konsistensen er lidt vandet. Jeg tænker bestemt ikke, at det kommer fra en smørkanon, da det klart er det smør, der har flest vandlommer og er tilpas saltet. Det er bestemt smør, jeg vil købe, og jeg er sikker på, at mine børn også vil elske det. Det smager af noget og har en god konsistens. Det får mit stempel som bedst til prisen.«

Nanna Simonsen:

»Det er smør med masser af smag i. Smør med stort S. Det smager også som om, at det er rørt på en helt anden måde end flere af de andre. Måske er det derfor, at det næsten er smørbart med det samme. Så jeg er enig med Søren, det er helt sikkert også smør, jeg vil gå efter. Men jeg vil ikke stege i det, dertil er der for meget salt og væde i. Det er smør, der skal nydes på noget godt brød. Jeg vil også sige, at det klart er bedst til prisen.«

Arla Harmonie

★★★☆☆☆

Produkt: Arla Harmonie Økologisk Smør

Pris: 15 kr. i Føtex Food. 200 g.

Producent: Arla

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

 

Søren Frank:

»Her er jeg helt midt imellem. Det er bestemt godt smør, meget jævnt på alle måder, men med mere udtryk end flere af de andre og er noget sjovere i smagen. Konsistensen er cremet, men jeg tror, det er lavet på en smørkanon. Jeg ligger på omkring tre en halv stjerne, da det ikke er særlig ophidsende, men ganske godt.«

Nanna Simonsen:

»Jeg tror, at mange vil kunne lide dette her. Det er godt og passer både til at smøre og til panden. Smagen er dog lidt flødeagtig, og der er ikke meget syre i det. Så det er ikke smør, jeg vil larme over, men det er fint nok. Hverken topklasse eller helt i bund.«

LaGrandePrairie

★★★★★☆

Produkt: La Grande Prairiebeurre demi-sel. 250 g.

Pris: 35 kr. i Torvehallerne

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

 

Søren Frank:

»Det her har mest salt i – det minder mig om smør, man får på en god restaurant, hvor man sidder og nipper til noget brød, mens man venter på maden. Det er lidt vandet i konsistensen og virker bestemt håndlavet og meget ægte. For mig smager det lidt af ost, og jeg tænker, at det er typisk fransk. Det er bestemt min favorit.«

Nanna Simonsen:

»Det er sådan en type smør, hvor man kun skal have det på brødet – lidt som en fedtemad. Det kræver ikke andet – det er sit eget pålæg. Jeg kan også godt forestille mig at spise det til radiser eller andre grøntsager, der dyppes i det. Når det gælder konsistensen, virker det pisket, og jeg tror bestemt, at det er håndlavet. Jeg kan virkelig godt lide det, men jeg er sikker på, at jeg ikke ville kunne lide det som barn – det er voksensmør. Min eneste anke her er, at emballagen (pergamentpapir) er så porøs, at det alleryderste af smørret har taget lidt smag til sig af de andre madvarer, der har været i nærheden.«

Irmas hverdag

★★☆☆☆☆

Produkt: Irmas hverdag saltet

Pris: 18 kr. i Irma. 250 g.

Producent: Dybdækdal

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

 

Søren Frank:

»Det her er klart det mest kedelige smør og bestemt ikke noget, jeg vil købe. Det er blegt og meget fesent i teksturen samt utrolig neutralt i smagen. Og det virker slet ikke som om, at det er lavet på fedt, nærmere på vand. Det er klart det smør, der smager af mindst, og det salt, der skulle være i, er nærmest ikke-eksisterende. Det smager ikke som et dansk produkt.«

Nanna Simonsen:

»Jeg tror, at det er godt at stege en rødspætte i, men det skal ikke på mit brød. Og dermed ikke sagt, at jeg vil foretrække at stege i det, nærmere at hvis der virkelig ikke var andet i mit hjem, så ville jeg stege i det. Jeg føler mig snydt og udsat for et kedeligt discountprodukt. Det er jo smør, men jeg mener, at det virkelig må være lavindustrismør. Det er testens lavmål, og jeg ville være ked af at få det på et stykke brød.«

Sådan gjorde vi..

B Søndag testede fem forskellige slags smør alle med salt i forskellige prisklasser ud fra smag, duft, udseende og kvalitet.

Dommerne blev bedt om at vurdere produkterne via en blindsmagning og var ikke bekendt med mærkerne.

Efterfølgende havde de mulighed for at kommentere emballage, pris og lignende.

Hvert produkt er tildelt stjerner mellem 1 og 6, hvor 6 er bedst. Karaktererne her på siderne er afrundede gennemsnit af de to dommeres karakterer.

Testpersoner:

Søren Frank: Berlingskes mad- og vinredaktør.

Nanna Simonsen: Gastronom, kogebogs-forfatter og madskribent.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.