Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sjældne og dyre vine stjålet fra dansk michelinrestaurant

Vin for en formue blev stjålet fra restaurant AOCs kælder og forsøgt solgt gennem et kendt auktionshus. Restauratøren håber at få de manglende flasker igen. »I hvert fald vil jeg gerne have at vide, om de smagte godt«

Arkivfoto 2006: Christian Aarø Mortensen, dengang Restaurant Premisse, blev kåret til Danmarks bedste sommelier.
Arkivfoto 2006: Christian Aarø Mortensen, dengang Restaurant Premisse, blev kåret til Danmarks bedste sommelier.

En nyansat tjener på den tostjernede michelinrestaurant AOC i København stjal i løbet af nogle uger vin for en formue og solgte det videre gennem en vinhandler og et auktionshus.

»Vi opdagede tyveriet ved en optælling og meldte det til politiet. Kort efter opdagede vi, at de samme vine var sat til salg på auktion og da vi kontaktede politiet igen, rykkede de virkelig hurtigt. To dage senere var en af vores egne tjenere arresteret, Vi ansatte ham den 1. september og han begyndt at stjæle efter 14 dage,« siger restauratør Christian Aarø til Berlingske.

AOC fik sin første michelinstjerne i 2010 og sin anden i 2015. Restauratør Christian Aarø har sommelier-baggrund og vinkortet er en særlig force for Restauranten i kælderen under Grev Moltkes Palæ.

»Åh, det gjorde altså ondt at rette vinkortet til efter de tomme pladser. Han er virkelig gået efter cremen,« siger Aarø, der dog ikke har tænkt sig at ændre på procedurer i restauranten eller indføre mere kontrol af personalet efter tyveriet.

»Jeg kan jo ikke sidde på vagt i vinkælderen hele tiden, og man er simpelt hen nødt til at stole på de mennesker, man har ansat. Men når det så er sagt, så kunne vi godt i branchen være bedre til at tale sammen. Manden er faktisk tidligere dømt for at stjæle fra en anden restaurant, og det ville jo være rart at have fået et tip om.,« siger Christian Aarø, der nødig nævner navne i pressen, men restauratørkolleger/konkurrenter kan bare ringe.

»Man ansætter en mand, der kommer anbefalet fra en anden restaurant. Han er endda kendt blandt det øvrige personale som en  flink fyr. Og så går han  ind og finansierer sit eget overforbrug af hvad-ved-jeg ved at tage fra restaurantens kælder og sælge det videre. Det er da mildt sagt møgirriterende,« siger Aarø

De fleste af de stjålne vine er tilbage i vinkælderen igen, efter at have været en tur omkring auktionshuset. Men der mangler stadig 13 flasker.

Tyverierne er sket i løbet af slutningen af september og oktober måned Så hvis læseren i den periode er blevet tilbudt en Château d’Yquem af den fremragende og sjældne årgang 2001 eller hvis man i de kommende uger ser et bogstavelig talt utroligt godt tilbud på en kasse Harlan Estate, kan man måske spørge lidt ind til oprindelsen.

»De kan være solgt hvor som helst. Det er helt normalt at gamle vine sælges uden kvittering, og der er så meget snyd og bedrag med de dyre vine«, siger Aarø, der håber at få dækket sit økonomiske tab ved erstatning fra den tyverisigtede tjener. .

 

»Jeg slog dem op på Facebook for at få vinene tilbage igen, for på mange måder er de uerstattelige. Der er uåbnede kasser, som jeg ikke engang selv har smagt endnu. Hvis nogen har været med til at drikke dem, vil jeg bare meget gerne vide, om de smagte godt.«

Blandt de 30 flasker, som er vendt hjem til kælderen efter springturen er vin af det amerikanske kultmærke Screaming Eagle, som produceres i begrænset antal, men er så meget desto mere eftertragtede.

Flaskerne var udbudt til salg på auktionshuset Bruun Rasmussen, hvis administrerende direktør forklarer, hvordan den formodede tyv kunne blive fanget så hurtigt, efter restauratøren selv opdagede, at der var udbudt flasker magen til  de savnede.

»Den eneste måde at få penge fra et auktionssalg er ved digital pengeoverførsel. Det betyder, at hvis politiet henvender sig og siger, at der er problemer med en vare - enten det så er arvesager eller tyveri - kan vi med sikkerhed sige, hvem der har fået pengene. Og vi har ingen interesse i at blive hælercentral, så vi gør alt for at hjælpe,« siger Jakob Dupont.

Sælgeren af de stjålne flasker  er en kendt og respekteret vin-investor, som køber og sælger vine i 10.000 kroners klassen og tungere.

»Vi har handlet med ham i mange år.  Han har aldrig på noget  tidspunkt givet  anledning til mistanke, og vi har ingen grund til at tro, at han har gjort sig skyldig i andet end at blive snydt, så vandet drev.« siger Jakob Dupont.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.