Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Restemenu: Bagt torsk, kalv og persillepesto

Måske skal det være et nytårsforsæt at være bedre til at udnytte madrester og undgå for meget spild i køkkenet?

Kold kalv i skiver med »skarp« mayo og fennikelcrudité.
Kold kalv i skiver med »skarp« mayo og fennikelcrudité.

Så rundede vi endnu et nummer i årstalsrækken og kan sige velkommen til 2014. Og lur mig, om ikke der er rigtig mange, som igen har kastet sig ud i diverse nytårsforsætter.

Personligt kan jeg ikke nøjes med ét, der er rigtig mange steder, hvor jeg godt kunne tænke mig at gøre tingene bare en lille smule bedre. Men ligesom de ting, man ønsker, når man ser et stjerneskud, tror jeg, at det er bedst, at sedlen med de mange nytårsforsætter forbliver personlig og lægges et sted, hvor jeg engang imellem kommer forbi den og bliver mindet om, hvor det nu lige var, jeg gerne ville »rykke« mig.

Et af de nytårsforsætter, man oftest hører folk fortælle om, er noget med at tabe sig efter jul og nytår. Men det kunne måske også bare være at være bedre til at udnytte madrester og undgå for meget spild. Selv synes jeg, at jeg er ret god til at udnytte rester fra middagsbordet, og som regel tror jeg også, at mit køleskab og min familie er enige med mig.

På et eller andet tidspunkt bliver man jo nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske med alle de dejlige ting og sager i køleskabet, selv om det nogle gange kan virke uoverskueligt. Hvordan sikrer man sig lige, at der ikke også kommer rester ud af resterne?

En god idé er at portionsanrette og passe på med størrelsen på de enkelte anretninger. Lad være med at være så bange for, om der nu også er nok. Skulle det ske, kan den værste skrigen fra tarmene nok kureres med en skive rugbrød.

De følgende tre småretter kan laves med rester fra en nytårsmenu med torsk, kalvesteg og en enkelt selleri, der ikke nåede med som grøntsag til middagen. Selvfølgelig peppet op med et par ekstra ingredienser.

Salat af bagt torsk med grønkål, æble, citron og senneps- vinaigrette
ca. 4 personer

ca. 250 g tilberedt torsk
1-2 æbler
et par grønkålsblade (eller anden kål)
en håndfuld friséesalat (eller anden salat)
evt. lidt peberrod

Dressing:

1 spsk. Dijon-sennep
1 tsk. grov sennep
1 spsk. vand
1 spsk. mayonnaise
1 spsk. citronsaft
ca. 4 spsk. mild olivenolie
salt og peber

Begynd med at koge grønkålen, til den er mør i godt saltet vand, det tager ca. 5 min. Køl bladene af i koldt vand og afdryp dem godt. Hak dem groft.

Lav dressingen ved at piske sennep, vand, mayonnaise og citronsaft sammen. Pisk derefter olien i, lidt efter lidt, så du får en sammenhængende cremet dressing. Tilsæt den mængde olie, der er nødvendig for at få en god balance mellem det stærke/syrlige og det fede. Krydr med salt og peber.

Varm torskerester let i ovnen, mikroovnen eller i lidt væde i en gryde.

Skær æblerne i tynde strimler.

Kom kål, salat og æbler i en skål og bland med så meget dressing, at salaten får smag og bliver saftig. Krydr evt. med salt og peber. Anret salaten, kom torskekødet ved og skrab lidt peberrod på toppen.

Se flere opskrifter og mere livsstil på Facebook

Kold kalv i skiver med »skarp« mayo og fennikelcrudité
ca. 4 personer

ca. 250 g kold kalvesteg
1 fennikel eller lidt rodfrugter
citron
kraftig olivenolie
salt og peber
en krydderurt: persille, kørvel eller estragon

»Skarp« mayonnaise:
6 spsk. mayonnaise (Hellmanns )
6 spsk. kapers
1-2 finthakket rødløg
1 bdt. finthakket persille, kørvel eller estragon
1 spsk. grov sennep
evt. lidt stærk sennep
salt og peber

Begynd med at skære fennikelen i helt tynde skiver, evt. på et mandolinjern. Læg skiverne i iskoldt vand, så de bliver sprøde og snor sig lidt.

Rør mayonnaisen sammen med de øvrige ingredienser og smag den til.

Skær kalvekødet i tynde skiver.

Afdryp fenniklen godt og vend den med lidt citronsaft, olivenolie, salt og peber.

Anret som på billedet, kom lidt krydderurt på fenniklen og krydr evt. kødet med lidt salt og peber.

Bagt selleri med persillepesto
ca. 4 personer

1 stor knoldselleri
4-8 fed hvidløg
4 skiver citron
et par stilke timian
vand
lidt mild olivenolie

Persillepesto:
1 bdt. persille
1 dl mild olivenolie
1 fed hvidløg
saft af en kvart citron
salt og peber
20 g mandler eller pinjekerner
20 g parmesan

Skær 4-8 store både selleri. Del hvidløgsfedene i halve på langs – de skal ikke pilles. Kom selleri, hvidløg, timian, citron, olivenolie, salt, peber og en kvart deciliter vand i et ildfast fad. Vend det hele godt rundt. Dæk fadet med bagepapir og derefter to lag sølvpapir. Bag i ca. 45 min. ved 160 grader, til de er møre. Lad afkøle.

Pesto: Skyl persillen og tør den GRUNDIGT. Blend den med olie, citronsaft, salt, peber og hvidløg, til persillen er helt findelt. Tilsæt mandler og parmesan og blend til en grov mos. Smag evt. til med mere salt, peber og citronsaft. Hvis du blender mandler og parmesan med fra begyndelsen, taber din pesto hurtigt farven.

Anret den bagte selleri med pesto, citron og hvidløg.

Velbekomme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.