Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Madanmeldelse

På det mondæne Frederiksberg: »Køkkenet må nok tage en snak med deres kødleverandør«

Mondän på Frederiksberg.
Mondän på Frederiksberg.

Mondän

★★★☆☆☆

Godthåbsvej 26, 2000 Frederiksberg. Tlf. 41 22 12 12. Hvor meget: vin fra 295 kr. hovedretter fra 145 kr., firerettersmenu 425 kr.

Vægge af rå, grå puds, et stort sølvindrammet spejl på endevæggen, lamper fra Hay, træstole med læderpolstrede sæder og skifergrå borde uden dug: Frederiksberg-mondænitet anno 2018! I hvert fald på restaurant Mondän, der i januar rykkede ind i en tidligere Flüggerforretning på et hjørne af Godthåbsvej. Både indretning og navn er der formentlig tænkt en del over, for på stedets hjemmeside titulerer indehaveren, erhvervsmanden Lars Bing Magnussen, sig som designer. Gid han ville have brugt lidt mere af energien på akustikken, der i hvert fald i det bageste rum, hvor vi sad, gjorde det umuligt at høre hinanden, når de hævede stemmen den mindste smule ved nabobordet.

Maden er lagt i hænderne på Mads Dalsborg med en fortid på både Krogs, Store Kro og Ditto Spiseri i Hellerup. På hjemmesiden beskriver han sin madstil som »Født af det nordiske køkken. Forfinet af det franske. Og tilpasset danske ganer«. Umiddelbart var det nu den fyldige franske accent, der tonede frem. Nemlig i snacken – en lille paneret kartoffelcroquette med fyld af vadouvankrydret andeconfit, som fik et velgørende frisk pust af en cremet æblekompot (35 kr.).

Fruen var gået à la carte og fik en lidt sej tatar af oksetyksteg med eddikestøv, der var garneret med dild, løgringe, syltede grønne tomater og en torskerognsmayo. Sammen med chips af tørret torskeskind tippede det denne surf’n’turf-tatar lidt for meget til den maritime side og alt for meget til den salte. Saltmængden tog til i første del af min firerettersmenu (425 kr.): små tiarmede blæksprutter og stegte jordskokker i suppe lavet på muslinger og jordskokkesaft med grønne pletter af purløgsklorofyl. Jeg må erkende, at jeg elsker blæksprutter, og min indre spruttoman var yderst tilfreds med de små smørmøre delikatesser fra havet. Det samme gjaldt de smagfulde jordskokker, der havde den perfekte balance mellem blødt indre og skorpe med bid. Desværre var den mættede suppe også særdeles salt – saltet tog til med hver mundfuld og det i en grad, så jeg nærmest måtte kampæde det i øvrigt gode manitoba-hvedebrød for at dæmpe saltsmagen.

Mondän på Frederiksberg. Suppe jordskok - bläksprutte - purløg.
Mondän på Frederiksberg. Suppe jordskok - bläksprutte - purløg.

Firerettersmenuen ledsages af en tilhørende vinmenu (375 kr.). Til spruttesuppen var det en meget grøn og æblet sauvignon blanc fra Roger Neveu i Sancerre (2015), og til torsken, som nu stod for tur, blev det velgørende frækt med rød spätburgunder, en saftig tysk pinot noir fra Weingut Henzel i Pfalz (2015), der passede smukt til det præcist stegte stykke torskeryg. Torsken, der var en norsk nordmand fra Nordnorge, lå under et spidskålsblad penslet med persilleolie og blev serveret med en fremragende puré på blancheret spidskål samt en emulsion på kærnemælk, Carlsbergs 1883-øl og brunet smør, begge med nøddeagtige noter, som passede perfekt til den stegte torsk.

Mondän på Frederiksberg. Torsk med spidskål - brunet smør - dild.
Mondän på Frederiksberg. Torsk med spidskål - brunet smør - dild.

Her så vi de bedste sider af det nordiske køkken foldet helt ud, og torsken var – trods sin relative enkelthed – aftenens bedste ret, tæt fulgt af menuens stykke yderlår af Grambogårdgris tilberedt med al sin saftighed i behold i en vakuumpakket sous vide og siden sprødstegt på ydersiden.

Grisen kom med trøffelpuré, bagt rødbede og juliennestrimler af rå rødbede i en sauce på gris og rødbede. En servering mere præget af fransk fylde end af nordisk lethed, men den jordede sødme fra rødbeder og trøffel klædte grisen – ganske som de letrøgede noter fra vinmenuens glas italiensk pinot nero fra Glener.

Fruen havde bedt om okse, der var ledsaget af en trekant brændt pære med estragon- og citrontimianstøv, kastanjepuré og små pærekugler i en tung, men velsmagende sauce på hønsefond, brunet smør og cremefraiche. Desværre var oksekødet, ganske som tataren (der begge var af finsk oprindelse), sejt og tørt i teksturen, og det trækker ned.

Mondän har også en velforsynet »ostevogn« – fruen valgte den lille model med tre stykker – den svenske koost Anno 1225, schweizisk Kräuterkäse og en »leifi« fynsk camembert. Mens jeg – ledsaget af en limoncello, hjemmelavet, mens vi ventede – fik en herligt let dessert: Citronsorbet med crumble af brændt hvid chokolade, sifonskum på kærnemælk og hvid chokolade samt marengs med støv af citrontimian og grønkål, hvor sidstnævnte sørgede for lidt umami til den syrligtsøde dessert, der trods brugen af citrus var umiskendeligt nordisk i stilen.

Og det er klart hér, at Mondän har sin styrke og egenart. Fransk fyldighed er fin, men det er en svær balancegang, når den skal parres med det underspillede nynordiske. I min ordbog betyder mondæn »præget af luksus, rigdom og elegance« – i hvor høj grad Mondän lever op til sit navn, kan nok diskuteres, men betjeningen er venlig, og firerettersmenuen er – fraset den salte spruttesuppe – en fin oplevelse, der fuldt ud fortjener fire stjerner. Til gengæld må køkkenet nok tage en snak med deres kødleverandør, for det finske oksekød skuffede både som tatar og som hovedret, og det må sammen med saltsuppen afspejles i slutkarakteren, så vi ender på tre stjerner med pil opad.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.