Her er vinen til lammet

Syrahdruen er med sin krydrede profil perfekt til påskelammet. Søren Frank har testet markedets bedste syrah vine fra hjemstavnen, det nordlige Rhône, i prisklassen under 200 kr.

Lamb
Lamb

Lam har det godt med krydderier. Det vidner de fyrige køkkener fra både Indien og Arabien om. Selv englænderne serverer lammekødet med en klat myntegelé på siden. Lam har det således også godt med en krydret vin. Spanien har mange bud herpå, men i min mund er det dog allerbedst med syrah fra det nordlige Rhône.

Når syrahdruen dyrkes køligt, får den en udpræget urtet-krydret profil med noter af hvid peber, røg og tørret/hængt kød, som ikke sjældent finder sammen i den velkendte duft af spegepølse. Udover krydderiet har syrah den fordel, at niveauet af tannin (garvesyre) er højt – og det samme er syren normalt også, hvilket gør vinen i stand til effektivt at skære igennem lammekødet, som i sagens natur er fedt.

Samler man en syrahbaseret vin op fra mindre kølige egne såsom Australien, Sydafrika eller Californien, er der sjældent samme røg/peber/kød til stede, syren vil typisk være en del lavere, og tanninerne mindre krasse. Den »varme« syrah er i mine øjne langt mindre interessant, men den kan dog være anvendelig i lammesammenhæng, for giver man kødet – eller tilbehøret – en tur med »varme« krydderier, sødme og/eller citrus, så får de hårde, tørre nordrhône-vine det hurtigt svært. Oversøisk syrah derimod kan godt klare både havegrillet og heftigt krydret lam.

De fineste vine i det nordlige Rhône finder man i appellationerne Hermitage, Côte Rôtie og Cornas, der er dog meget lidt af disse vine, så de er i sagens natur kostbare. Her, hvor vi har sat max grænsen ved 200 kr., er det de lidt mindre prestigefyldte, men arealmæssigt større og prismæssigt mere beskedne appellationer Crozes-Hermitage og St. Joseph, som er i spil.

Smagningen er ikke uden moderate skuffelser: Når man f.eks. tænker på, hvad navne som Guigal, Chapoutier og Delas er i stand til at præstere på deres store vine fra egne marker i Hermitage og Côte-Rôtie, kan det undre, at disse huses crozes’er er at finde nederst på resultatlisten. Man må endnu en gang konkludere, at de store huse ikke lægger den samme omhu i deres købmandsprodukter, brygget på indkøbte druer, som vinene fra egne marker.

Hvad angår årgange, kan jeg varmt anbefale at købe 2010, hvor det er muligt. Årgangen er på én gang intens og elegant med kølig frugt og et markant syrebid. 2012 er endnu meget ung, men lover også ganske godt.

2012 Côtes-du-Rhône, Jamet, 169 kr. Domaine Brandis

Når der står Côtes-du-Rhône på etiketten, vil der i 99 procent af tilfældene være tale om vin fra det sydlige Rhône (hvor grenache-druen regerer), men altså ikke her. Jamet er en af de bedste producenter i den fornemme Côte Rôtie appellation, og hans côtes-du-rhône er en blanding af unge côte rôtie stokke og marker uden for appellationen. Med sit elegante feminine udtryk og klassiske syrahnæse med tons af hvid peber, er dette på alle leder côte rôtie light. Munden er ganske syrlig, men den stikkende fornemmelse forsvinder i selskab med lammet.

2010 Saint-Joseph, L’Amarybelle, Yves Cuilleron 199 kr. Vinoble

Perfekt udviklet vin med dejligt åben næse med god dybde: Masser af spegepølse – peber, røg og tørret kød – og en hel del træ. Moderne i stilen og en tand mere muskuløs og koncentreret end Jamet. Passer glimrende til lam.

2011 Saint-Joseph, Monier Perréol, 185 kr. Le Pinard i Torvehallerne

Efter et stykke tid i glasset åbner denne biodynamisk certificerede vin sig lækkert med sødmefuld moden frugt og treenigheden af røg, peber og kød. Saftig, blød og forbavsende velafrundet i munden med en del krop – kunne sikkert godt trække en relativt krydret lammeret.

2011 Saint-Joseph, Alain Graillot, Bichel, 199,75 kr.

Graillot er den store mester af Crozes-Hermitage, men da vi allerede har anmeldt hans seneste crozes – 2012 fik fem stjerner I FRI 15/3 – gælder det denne gang Graillots saint-joseph. Nem at smage er den ikke, gemt som den er pt. bag kokosagtige fadnoter. Man aner dog et resolut skud peber, og i munden opleves vinen saftig og moderne.

2011 Crozes-Hermitage, Les Launes, Delas, 150 kr. HJ Hansen/ Vinspecialisten

Negocianthuset Delas’ enkeltmarksvin fra egne marker i Hermitage og Côte Rôtie er noget af det største i det nordlige Rhône, men her bliver udtrykket lidt mere generisk. En smule røg/peber/kød kan rystes frem, men ellers er den nærmest blålige vin endnu meget ung og afvisende. Måske et år eller to i kælderen vil gøre godt?

2010 Crozes-Hermitage, Petite Ruche, M. Chapoutier, 100 kr. Kjær og Sommerfeldt

Chapoutier plejer med sin burgundiske stil at være en af mine favoritter, men denne crozes er en anelse mere tam, end jeg forventede, efter tidligere at have smagt husets langt bedre – og noget dyrere – crozes Meysonniers fra samme år. Munden er syrlig, som det forventes af 2010 og ikke uden peber i eftersmagen.

2012 Crozes-Hermitage, Cuvée Gaby, Domaine du Colombier, 185 kr. Sigurd Müller

Vi har før med held anmeldt Colombiers almindelige crozes I FRI, lige som jeg ofte løber ind i den på byens restauranter. Her er det dog luksus cuvéen Gaby, som tydeligvis har fået et ordentligt skud fad: Træet dominerer pt. totalt den mørke vin, som således er svær at bedømme.

2011 Crozes-Hermitage, Domaine Combier, 138 kr. KB Vin

Biodynamiske Combier er en anden af Crozes’ normalt bedste producenter. Hans topvin Clos de Grives skuffer sjældent. Det gør Combiers basis crozes til gengæld her i den varme årgang 2009. Vinen er allerede ganske udviklet med krydrede noter af medicinskab, mynte, skovbund og forfald. Jeg foretrækker klart 2010eren, som smagt for nylig er anderledes frisk med masser røg/peber/kød og en syrlig mund, der skriger på fedt lammekød.

2010 Crozes-Hermitage, Guigal, 110 kr. v 12 fl. Philipson wine

Guigals enkeltmarks côte rôtier er nogle af verdens største vine i min mund, hans basis negocé vine har jeg dog mindre og mindre fidus til. Således er der trods superåret stort set intet at komme efter i denne lukkede, ganske syrlige vin. Et par år i kælderen kan kun gøre det bedre.

2010 Saint-Joseph, Coursodon, 189 kr. Victoria vine

Mørk vin uden tegn på barrique-lagring, men med harske noter, soja, balsamico og lakrids. Savner lidt frisk frugt her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.