Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Her er maden til studenterturen

Det er tid til studenterfester - og andre uformelle sommerarrangementer - hvor der ikke skal siddes til bords, men alligevel er lidt godt, der kan nippes til og nydes.

Agurkesandwich. Foto: Lars Ranek
Agurkesandwich. Foto: Lars Ranek

Sommermundfulde

40 stk.

Ingredienser

40 små og fine nye kartofler

havsalt

evt. 5-6 dildstilke eller en kvist løvstikke

10 fine radiser

1 lang (eller 2 stk.) og slank økoagurk

ca. 100 g sødmælksrygeost, dvs. 10 pct. (Løgismoses er et godt valg)

cocktailpinde

peber

purløg

Evt. dagen før: Skyl og skrab/skrub kartoflerne og stil dem i køleskabet i rigeligt frisk og koldt vand. På selve dagen: Bring 5-6 dl vand i kog med en lille spsk. salt. Kog kartoflerne og evt. krydderurter i godt 4 minutter under låg, tag gryden af blusset og lad kartoflerne stå i vandet i 5-7 minutter (eller indtil de er møre). Lad dem dryppe af i en sigte og køle af til lune eller helt afkølede, dog ikke køleskabskolde.

Skyl, nip, tør radiserne og skær dem i mindre stykker. Skær aguken i skiver. Skær forsigtigt rygeosten i små terninger på ca. 3x3 cm. Skær en tynd skive af toppen og en tilsvarende skive af bunden på hver kartoffel. Anret kartoflerne på et fad, læg en agurkeskive og en bid rygeost på hver. Stik et stykke radise på en pind gennem rygeost og agurk og ned i kartoflerne. Krydr med salt og peber og drys fintsnittet purløg over.

Sommermundfulde med salsa romesco. Foto: Lars Ranek
Sommermundfulde med salsa romesco. Foto: Lars Ranek

Salsa Romesco – dip til ca. 20 personer

Ingredienser

3-4 røde snackpeber

1½-2 rød spansk chili (flækket og renset for frø)

6-7 meget modne og aromatiske tomater

4-5 fed hvidløg

3-4 tykke skiver hvedebrød uden skorpe

olivenolie

3 store håndfulde smuttede mandler, groft hakkede

2 tsk. sød paprika

2 dl hvidvin

½-¾ dl vineddike

ca. 1 dl jomfruolivenolie

fint havsalt

peber

Til at dyppe i salsa romesco:

Små stykker eller stænger af istandgjorte rå grøntsager: nye gulerødder, blomkål, radiser, fennikel, grøn agurk, bladselleri samt evt. småstykker af godt brød og/eller gode grissini (sprøde italienske brødstænger).

Rens peberfrugterne og skær dem i terninger. Hak chili, tomater og hvidløg groft sammen. Skær brødet i grove terninger.

Sæt en stor pande med 3-4 spsk. olie over moderat blus og rist brødet gyldent. Læg herefter brødterningerne til afdrypning på køkkenrulle. Skru helt ned og kom peberfrugterne på panden sammen med lidt mere frisk olie (2-3 spsk.), lad dem sautere meget blidt i 7-8 minutter. De skal ikke tage farve, blot blive søde og bløde. Tilsæt chili, hvidløg og tomat samt mandler og paprika og skru lidt op.

Lad det sautere 2-3 minutter over moderat blus, tilsæt evt. lidt mere olie. Tilsæt vin, skru helt op og lad væden dampe næsten helt ind. Tag panden af blusset og lad det svale af i 8-10 minutter.

Kom alt fra panden i en blender/foodprocessor sammen med brødterninger, vineddike, jomfruolivenolie og 1 dl vand samt salt og peber. Blend det til en tyk let grynet sauce. Juster smagen og lad den trække et par timer eller til næste dag (i køleskab). Kan også dybfryses.

Courgettefritata

ca. 40 små firkanter

Ingredienser

5-6 grill-/stege-egnede chorizopølser (á 10-12 cm)

ca. 2 tsk. sød spansk røget paprika

1 bundt bredbladet persille

6-8 slanke courgetter

5 løg

4-5 fed hvidløg

jomfruolivenolie

fint havsalt

peber

12 æg

2 tsk. sherryeddike

Træk skindet af chorizopølserne, skær dem i meget små terninger og steg dem langsomt sprøde over moderat blus. Krydr med paprika undervejs. Lad dem herefter dryppe af på køkkenrulle.

Tidligst aftenen før, men gerne samme dag: Skyl, tør og hak persillen. Skyl og tør courgetterne. Skær dem i knap 1 cm tykke skiver. Pil løg og hvidløg og hak dem fint.

Læg et stort ark bagepapir en bradepande (ca. 40 x 40 cm) og tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Kom 2-3 spsk. olie på en stor pande, sæt den over moderat blus og læg courgetterne på, når den er varm (så mange skiver, der kan være). Steg dem langsomt gyldne på begge sider. Læg dem herefter på et fad eller en tallerken og drys med lidt salt. Gentag med resten af courgetteskiverne. Kom 5-6 spsk. olie på panden og sauter løg og hvidløg blidt, det skal ikke blive brunt, blot mørne og måske blive gyldent. Krydr med salt og peber, tilsæt persille og sherryeddike og sauter et øjeblik længere. Imens: Pisk æggene og 4-5 spsk. vand let sammen med en gaffel, det skal blot blandes. Krydr med salt og peber. Bred løg, hvidløg og persille ud over over bagepapiret i bunden af bradepanden. Hæld forsigtigt æggemassen over og læg courgetteskiverne ned i den. De må godt stikke lidt op. Lad det bage i ca. 25 minutter, til det er gyldent, og æggemassen er helt størknet.

Skær den afkølede fritata ud i små firkanter (ca 5x5 cm), anret dem på fade og drys med chorizoknas. Serveres med pinde el. små gafler.

Foto: Lars Ranek
Foto: Lars Ranek

Chili con carne

30-40 miniportioner eller 12-14 store portioner

Ingredienser

700 g tørrede røde kidneybønner eller en blanding af kidney- og pintobønner

1.200-1.400 g oksetykkam og 300 g kogeflæsk uden svær og ben

eller 1.500-1.700 g udelukkende oksetykkam

2-3 små tørrede eller friske røde chili (peperoncini)

2 store røde peberfrugter

4-5 chipotle chili *) kan udelades og erstattes af 2 ekstra spanske chili

2-3 friske spansk chili (de lange røde)

7-8 løg

8-9 store fed hvidløg

6-7 spsk. olivenolie

4 spsk. tørret oregano

4 spsk. sød paprika

5-6 laurbærblade

2 tsk. knust alm. kommen

3 spsk. knuste spidskommenfrø

2 spsk. knuste korianderfrø

1 tsk. knuste fennikelfrø

1 dl vineddike

2 flasker porter (à 33 cl)

800 g hakkede flåede tomater (2 dåser)

2 spsk. mørk kakao

havsalt

en smule sukker

Tilbehør

masser af frisk koriander

¾-1 l økologisk cremefraiche 18 pct.

2-3 poser tortilla chips/majschips (uden tilsat krydderi/smag)

*) Chipotle chili er modne (= røde) jalapeño chilier, der er tørrede og røgede. De sælges i specialbutikker i tørret version eller på dåse i en slags tomatsauce.

Chili con carne har godt af at trække (gerne 3-4 dage) derfor kan retten med fordel laves i god tid, eventuelt dybfryses.

Blød bønnerne ud i koldt vand i ca. 8 timer. Hvis du bruger to slags, så hold dem adskilt, indtil de er kogt og skal i retten.

Hæld udblødningsvandet fra og kog bønnerne møre i frisk vand uden salt, ca. 1-2 timer. Sluk når de er møre, tilsæt salt og lad dem stå i kogevandet.

Skær oksekødet i små terninger på 2-3 cm (skær først kødet i skiver, så i strimler og til sidst i terninger). Skær flæskekødet i tilsvarende terninger. Snit løg, hvidløg, peberfrugt fint i hånden eller halvgroft i en foodprocessor. Hak/knus de tre slags chili fint.

Brun kødet (ren okse, eller okse+gris) i lidt olie ved god varme, gør det ad flere omgange.

Tilsæt alle grøntsager inklusive chili, når kødet er brunet. Lad det sautere i 3-5 minutter. Tilsæt krydderier, og efter et par minutter: vineddike, øl, tomater, kakao, 5-6 dl kogevand fra bønnerne samt salt og lidt sukker. Lad retten simre i halvanden times tid under låg. Tilsæt alle bønnerne sammen med lidt mere af kogevandet (gem resten). Lad det hele simre i 30-40 min. længere uden låg. Tilsæt evt. resten af kogevandet lidt ad gangen. Smag til med salt, sukker og evt. lidt mere vineddike.

Skyl, tør og hak korianderbladene.

Server chili con carne i små skåle/kopper med lidt cremefraiche og korianderdrys og giv tortillachips til.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.