Gin-nørder knækker koden: Det pibler frem med kvalitetssjusser

Gin er populær som aldrig før. Der bliver hele tiden produceret nye typer gin, og stadigt flere danske mikrodestillerier åbner. Vi har besøgt Copenhagen Distillery for at se, hvordan de dyre dråber bliver til.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Basalt set kunne jeg ikke lide gin. Jeg syntes, at det smagte ad helvede til. Og det var faktisk grunden til, at jeg begyndte at lave det. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne lide det, måtte det da være min pligt at lave en gin, som jeg godt kunne lide.«

Henrik Brinks står i den 1.000 kvadratmeter store industrihal på Kløvermarksvej i København.

Der er ikke mange ting på det rå betongulv udover få møbler, et par reoler med nogle flasker og papkasser og så selvfølgelig alkoholtankene og destillationsapparaterne. Det skinnende nye skilt med Copenhagen Distillerys navn og logo på er ikke hængt op endnu, for Henrik Brinks og hans to makkere er først lige flyttet ind på adressen for tre måneder siden, og der er nok at se til. Deres produktion er for nylig blevet for stor til, at de kunne blive i den gamle staldbygning i Kastrup, som de indrettede til destilleri i 2015 og havde regnet med at kunne blive i de næste fire-fem år.

Copenhagen Distillery er et af Danmarks mindst 34 mikrodestillerier. For blot tre år siden var der mellem seks og ti destillerier i Danmark, men de seneste år er en lang række nye skudt op over det meste af landet. Især interessen for gin er boomet, og en ny rapport fra Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) og Erhvervsstyrelsen, som blev offentliggjort i sidste uge, viser, at mere end halvdelen af de 34 destillerier laver gin. Udover at der dukker flere destillerier op, som producerer gin, er en lang række nye danske ginner kommet på markedet alene i 2016. For eksempel »Herbie Gin«, som sidste år vandt dobbelt guldmedalje i den amerikanske konkurrence »FiftyBestGin«.

Derudover var Den Ny Spritfabrik i Fredensborg klar med sine to første bud på gin, »ELG No. 1« og »ELG no. 2« i 2016. Og også Copenhagen Distillery lancerede sidste år en ny gin, nemlig deres »Orange Gin«.

Sammy Gebhard tapper gin på flaske. Foto: Thomas Lekfeldt
Sammy Gebhard tapper gin på flaske. Foto: Thomas Lekfeldt

Henrik Brinks er oprindeligt jurist. Da han åbnede destilleriet, var det for at producere whisky. I dag står gin for omkring 75 procent af omsætningen hos Copenhagen Distillery – noget, som han ikke havde forudset.

»Jeg regnede med, at vi skulle være et whisky-destilleri og så måske lege med de andre typer af spiritus lidt for sjov. Men ginnen gik jo fuldstændig amok, og det er også gået lidt ud over min whisky-produktion, for folk vil bare gerne have gin nu. Og når man nu har lovet nogle kunder gin, er man også nødt til at levere,« siger Henrik Brinks.

Efterspørgslen på lige netop gin er steget voldsomt de seneste år. Den nyeste importstatistik fra VSOD og Erhvervsstyrelsen viser, at der fra 2014 til 2015 er sket en stigning i den samlede import af gin på hele 57 procent. Og hos VSOD kan de allerede nu se, at stigningen kun er fortsat i 2016.

»Gin er en meget hurtigtvoksende kategori i øjeblikket. Danskerne drikker faktisk mindre alkohol end tidligere, men inden for enkelte spirituskategorier vokser importen, og det er især tilfældet med gin. Derudover er man generelt begyndt at gå højere op i kvalitet frem for kvantitet, så selv om der bliver købt mindre alkohol, bruger man flere penge på det,« siger Michael Holm, formand for VSOD.

Ifølge ham skyldes ginnens voksende popularitet blandt andet en tendens, der startede hos briterne for nogle år siden.

»I England begyndte folk at sidde derhjemme og pusle med at lave gin i sin enkleste form ved at blande vodka sammen med nogle urter og krydderier, og lige pludselig begyndte markedet for niche-gins at eksplodere. Bartenderne tog det til sig, og så spredte det sig til andre lande, deriblandt Danmark. Og så er vi ramt af cocktailbølgen, som også har hjulpet det på vej,« siger han.

Copenhagen Distillery er netop rykket til nye lokaler, fordi produktionen var blevet for stor til, at de kunne blive i den staldbygning i Kastrup, hvor det hele startede i 2015. På billedet ses Henrik Brinks, stifter af Copenhagen Distillery (i midten), Sune Urth, som står får produktion og udvikling (til højre) og Sammy Gebhard, som sørger for at fylde flaskerne med spiritus (til venstre). Foto: Thomas Lekfeldt
Copenhagen Distillery er netop rykket til nye lokaler, fordi produktionen var blevet for stor til, at de kunne blive i den staldbygning i Kastrup, hvor det hele startede i 2015. På billedet ses Henrik Brinks, stifter af Copenhagen Distillery (i midten), Sune Urth, som står får produktion og udvikling (til højre) og Sammy Gebhard, som sørger for at fylde flaskerne med spiritus (til venstre). Foto: Thomas Lekfeldt

Det er ikke kun importen af gin og antallet af mikrodestillerier, der vokser. Der er også en stigende tendens til, at privatpersoner designer nye smagsvarianter af gin og beder destillerier som Copenhagen Distillery om at producere den for dem. »Private label«, hedder det. Det betyder i praksis, at nye gin-varianter eksploderer i antal. En kendsgerning, der får gineksperter til at vurdere, at ginnens popularitet peaker netop nu. Forbrugernes efterspørgsel er stadig stor, men forhandlerne er ved at drukne i gin. Næsten i bogstaveligste forstand.

Max Scott er produktchef for Juuls Engros, som er den førende uafhængige importør af spiritus i Danmark. De forhandler i dag mellem 150 og 200 forskellige slags gin, hvor de for blot fem år siden havde et udvalg på 20-30.

»Vi kunne forhandle dobbelt så mange varianter, for de findes derude. Men vi syntes, at der var alt for mange sidste år, så vi har prøvet at holde det lidt nede. 200 gins må være nok. Jeg er faktisk lidt træt af gin nu, men vi har virkelig mange, der efterspørger det stadig,« siger han. »Da interessen for gin begyndte at vokse for fire-fem år siden, syntes vi, at det var en spændende og interessant trend. Der var det sjovt, så vi tog alt muligt ind, så snart det var lidt anderledes. En kokosnødde-gin fra England og en asparges-gin fra Tyskland. Men nu går vi mere op i at finde de enkelte rigtig gode ginner, der skiller sig ud.«

På øverste hylde af et stålbord i to etager står en række klare, kubusformede glasflasker med Copenhagen Distillerys label på, som om lidt skal fyldes med nøjagtig 500 milliliter »Dry Gin«. Flaskemaskinen brummer og giver genlyd mellem de grå betonvægge. Fra en tank med 170 liter gin løber en slange til »flaskemaskinen«, hvorfra spiritussen bliver fyldt i flaskerne. Der dufter af honning i hele den bageste del af bygningen. Duften stammer fra en stor gryde med opvarmet bivoks, som Henrik Brinks’ makker Sune Urth koncentreret dypper de netop fyldte kubusformede flasker i. Den varme bivoks forsegler flaskernes prop, der består af kork blandet sammen med en særlig form for naturplast, der sørger for, at den høje alkoholprocent ikke opløser korken. Den firkantede form og det gule låg af bivoks skal være med til at få det færdige produkt til at skille sig ud.

Flaskerne er forselget med gul bivoks, der er med til at få designet på Copenhagen Distillerys flasker til at skille sig ud. Foto: Thomas Lekfeldt
Flaskerne er forselget med gul bivoks, der er med til at få designet på Copenhagen Distillerys flasker til at skille sig ud. Foto: Thomas Lekfeldt

»Der er rigtig mange virkelig gode ginner derude. Problemet er bare, at der er alt for mange af dem, og at mange måske ikke adskiller sig specielt meget fra hinanden,« siger Henrik Brinks. »Og der har vi fra start tænkt meget over, at man allerede ved at kigge på flasken skal kunne se, at det er gin fra dem ude på Kløvermarken, og at folk skal tænke »Okay, det er fandeme noget andet, end hvad jeg har smagt før«.«

Copenhagen Distillerys gin kan blandt andet købes på Juuls Vin og Spiritus’ hjemmeside, hos Skjold Burne på Kgs. Nytorv og hos S.T. Valentin i Århus. Dry Ginnen koster 519 kroner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.