Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Argentinas nye vingeneration

Mød Matias Michelini, som udforsker de nyeste vintrends, blandt andet naturvin fra cirkulære vinmarker.

Matias Michelini (og hans brødre) er næsten ene om at udgøre den nye eksperimenterende generation af vinproducenter i Argentina. Til venstre ses hans cirkelrunde vineri i Uco Valley, Mendozas sydlige oase.
Matias Michelini (og hans brødre) er næsten ene om at udgøre den nye eksperimenterende generation af vinproducenter i Argentina. Til venstre ses hans cirkelrunde vineri i Uco Valley, Mendozas sydlige oase.

»Naturen er cirkulær,« siger Matias Michelini, da jeg spørger ham om hvorfor ikke bare hans vineri er cirkulært, men også flere af markerne og urtehaven er plantet i cirkler. »Hos os er naturlighed alt,« konstaterer han.

Michelini dyrker sine marker biodynamisk, uden at være certificeret, eftersom han ikke bryder sig om at blive kontrolleret og foretrækker at sælge sin vin på kvaliteten frem for en certificering. Faktisk kunne Michelini – efter mine begreber – også kalde sig naturproducent, eftersom han altid gærer sine vine spontant og som eneste tilsætning bruger en anelse svovl umiddelbart før aftapningen.

»Man ser sjældent naturgæring her i Argentina, fordi langt de fleste vinmagere er ansat og derfor ikke tør løbe den risiko at miste en høst. Men det er faktisk ekstremt nemt på disse kanter med den naturlige gær, jeg har ikke mistet en eneste høst,« siger Matias, der startede sit eget vineri i 2009 efter en årrække at have været ansat på forskellige større og mindre vinerier. Bror Paul istemmer, at han har arbejdet hos en naturproducent i Frankrig, som til tider var nødt til at tilsætte gær og i øvrigt måtte bruge langt større mængder af kobber og svovl i marken for at bekæmpe svampesygdomme, end de behøver i det tørre Argentina .

Udover at være optaget af det naturlige er Matias vild med at eksperimentere i al almindelighed: I det runde vineri står alskens utraditionelle gæringskar: Små æggeformede cementtanke, store amforarer, og barriques (små franske egefade) i dobbelt størrelse bygget til gæring.

Også vinene opfører sig som en sæk lopper: Der er Matias eget vineri Passionate Wines, så er der Zorzal, som han laver sammen med sin bror og nogle canadiske investorer, og så Super Uco-projektet. Sidstnævnte er inspireret af de såkaldte Super Toscanere, ifølge Michelin var det især hans investorer, som syntes, det kunne være sjovt at prøve at lave en klassisk luksusvin i international stil på prisniveau med Argentinas dyreste, fremstillet efter alle kunstens regler med håndafstilkede druer fra de højtliggende marker i Gualtallary og gæring i barriques.

I den anden ende af skalaen finder man Via Revolucionaria-serien med tegneserieagtige etiketter, som bl.a. omfatter en tidligt høstet sprød semillon kaldet »Hulk«, med en for Argentina uhørt lav alkoholprocent på kun 10,9 pct. »Brutal« er en orange vin lavet på tor- rontes-druen med 60 dages kontakt med drueskallerne, den eneste af Michelinis vine, som jeg ikke kan lide, eftersom jeg afskyr den hysterisk aromatiske torrontes-drue, der er beslægtet med muscat. Så er der en bonarda lavet efter maceration carbonique-metoden, fuldstændig som en beaujolais.

Montesos linje er lidt mere klassisk. Her finder man blandt andet en helt anderledes sauvignon blanc høstet tidligt i 1.500 meters højde, ekstremt grøn citruspræget og syrlig samt herligt fritaget for bolsjeagtig frugt. Et andet eksperiment er »Demente« lavet på Malbec og cabernet franc fra otte forskellige parceller i Gualtallary, høstet over 40 dage, men gæret sammen: Michelini smider simpelthen de friske druer op i den allerede gærende tank, hvilket ifølge vinmageren tilføjer vinen kompleksitet. Demente smager dog langtfra så sært, som den lyder: Moderne med saftig blåbærfrugt og fin floralitet.

Passionate Wines er på vej hjem til malbeck.dk

Den gamle skole

Valentin Bianchis efterkommere laver god vin til prisen – og meget af den – i San Rafael.

Der er dem, som siger, at det argentinske modersmål burde være italiensk og ikke spansk. Skønt det oprindeligt var spanierne, som kolonialiserede landet tilbage i tiden, så er det Argentina, man kender i dag, i høj grad et produkt af den massive europæiske tilflytning, man oplevede i årene 1890-1910, hvor befolkningstallet voksede fra 3,5 millioner indbyggere til 30,5 millioner. Rigtig mange af tilflytterne var italienere, således ankom Don Valentin Bianchi til Argentina i 1910 fra Fasano i Italien. Og da jernbanen nåede til Mendoza, startede familien Bianchi en lille vinproduktion.

I dag, hvor det er tredje generation Bianchi som leder det familieejede firma, er produktionen vokset til 20 millioner liter årligt, hvilket placerer Bianchi i top 5 på volumen. Næsten halvdelen af produktionen udgøres af Don Valentin, en sødmefuld rund og let drikkelig, men på ingen måde grim rødvin til 45 pesos (ca. 35 kroner), som man finder på hylden i ethvert supermarked i Argentina.

Geografisk set er vi rykket endnu nogle timers kørsel sydpå fra Uco til San Rafael. Her har man dyrket vin i 150 år, hvilket er lang tid på disse kanter. Forklaringen er det gamle kanalsystem, som bringer smeltevand fra Andesbjergene ud i markerne – det regner som sagt praktisk talt ikke i Mendoza. I forhold til Uco Valley er vi kommet ned til 700 meter over havet. Det betyder indlysende nok, at her er varmere, hvorfor malbec ikke har det samme urtede præg som i Ucos højder, og cabernetdruen spiller en større rolle i Bianchis portefølje.

Trods det historiske, grænsende til støvede præg, som hviler over vineriet, er der intet støvet over Bianchis vine, som er saftige. moderne og kommercielle og ofte klarer sig pænt til prisen i vores »supermarkedstest« i FRI-sektionen.

Som sagt er det cabernet sauvignon, som spiller førsteviolin her. Husets prestigevin Enzo Bianchi er således en blanding af 85 pct. cabernet, 10 pct. malbec og 5 pct. merlot: En ganske rund og saftig vin med noter af chokolade og tørret frugt og god evne til at lagre. Jeg smager bl.a. årgang 2001, som stadig er fuldt i live, hvilket ikke altid er tilfældet med oversøiske vin med den alder. For at understrege pointen serverer man en cabernet fra 1987 for mig, som faktisk ligner lagret bordeaux forbavsende meget med noter af læder, hestestald og tobak.

Valentin Bianchi importeres af H.J. Hansen / Vinspecialisten

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.