Velkommen til sporten, hvor alle lyver

Wrestling er alt for meget på en ærkeamerikansk måde, men blandingen af sport og teater findes også i Danmark. Berlingske var med til Bodyslam-wrestling i Aarhus, inden ringen til februar for første gang bliver stillet op i Pumpehuset i København.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Publikum klapper og råber taktfast:

»Sti-ge, sti-ge, sti-geee!«

En trappestige bliver båret ind i ringen, og en mand i lang pels og solbriller kravler op i toppen af den. Han vender sig ud mod publikum og rækker højre hånds midterste finger i vejret, inden han kaster sig ned over sin modstander, der bryder ud i et hyl og skærer smertefulde grimasser. Tilskuerne buher og klapper.

Det ser voldsomt ud. Men ligesom det meste andet til aftenens wrestling-arrangement er angrebet fra stigens øverste trin planlagt. Det hele er aftalt på forhånd.

»I wrestling er præmissen, at alle ved, at alle lyver,« siger Mads Hendrich, journalist og wrestlingentusiast gennem 30 år. Ifølge ham er wrestling klart mere underholdning, end det er sport.

Det er Christian Vester enig i. Til dagligt arbejder manden, der netop er blevet mast i ringen, som pædagog på en institution for udfordrede børn, er far på halvtid til en 11-årig dreng og bor i en lejlighed i Højbjerg. Men i mere end 20 år har han smadret modstandere i danske wrestlingringe som sit alias Tank. Berlingske møder Christian dagen før, han skal slås på det aarhusianske spillested Train.

»Det, at man kan gå ind og være en anden karakter, er i sig selv helt magisk. Tank er jo en forlængelse af Christian, men til hverdag går jeg ikke rundt og råber og skriger. Men det gør jeg jo i morgen,« siger Christian Vester.

Han finder to store ringbind frem. Der er billeder, udklip og minder fra over tyve år med wrestling. I begyndelsen wrestlede han som »Headbanger«. Det var en tid med heavy metal og stort hår, og det smittede af på wrestlingen. Men efter et par år blev karakteren Tank født, og den kampsportsklædte kæmpe lever stadigvæk i fin form.

»Tank er meget eksplosiv og går hårdt til den. I forhold til mange andre wrestlingkarakterer er Tank nok lidt mere menneskelig og ikke helt langt ude,« siger Christian Vester.

 

Det er der til gengæld en del andre danske wrestlere, der er. Vasyl er skabt af atomnedfald fra Tjernobyl, Heimo the Wildman er søn af en tordengud, og Rick ’The Prick’ Dominick ligner en motorcykelbølle fra filmen »Grease«. Det er en del af fortællingen, at figurerne har en personlighed, et signature move og en udklædning. Det er skurke og helte, det gode mod det onde. I wrestling er verden sort-hvid, og historierne har alt, hvad (drenge)hjertet kan begære af misundelse, intriger og dolke i ryggen.

»Wrestling er larger than life, og man skruer alt op på 11. Det gælder også karaktererne. En god wrestlingkarakter er én, som publikum investerer noget i – en, de enten buher ad eller hepper på. Det værste, der kan ske, er, at publikum er ligeglade,« siger Mads Hendrich.

Fordi udfaldet er aftalt på forhånd, handler wrestling heller ikke om at vinde. Det er mere teater, end det er sport, er både Christian Vester og Mads Hendrich enige om.
»Man lever sig ind i præmissen. Sådan er det jo også i alt andet teater. I wrestling er der en ring og springskaller, og man dyster om et bælte. Men det kunne lige så godt have været på en scene, og præmien en prinsesse eller en kop af guld,« siger Christian Vester.

»På en måde er det et enormt simpelt univers, men det er samtidig meget avanceret.  Der er en masse mekanismer, vi ikke ville købe i den virkelige verden, men de fungerer i wrestlingringen,« siger Mads Hendrich.

Wrestling er blevet kaldt sæbeopera for mænd.  Men det voldelige teater rammer også noget i de yngre drenge. Da Christian Vester i 80erne fik kabel-TV med Sky Channel, kom Hulk Hogan, Macho Man og The Giant ind på drengeværelset i den aarhusianske boligblok. Han var fascineret og helt solgt, og sammen med sin kammerat begyndte han at øve slag og fald. Efterhånden lavede de shows til sommerfester og workshops på skoler, senere kom de rene wrestlingshows til.

I aften lever drengedrømmen i bedste velgående på Train, hvor 250 mennesker skal til Bodyslam-arrangement. Men det er ikke længere en kabel-TV-forbindelse, der er vinduet til wrestlingverdenen. To tiårige wrestlingfans står i indgangen med deres fædre. I aften er første gang, de er til live-wrestling, men de har set »vildt mange« wrestlingvideoer på YouTube.
»Det er fedt, at de slås, uden at det er rigtigt og uden at komme til skade,« siger den ene.
Den anden nikker. Han har et nyindkøbt wrestlingbælte uden på sin T-shirt og hiver utålmodigt sin ven i armen. De skal op og have en god plads foran.

I ringen skal Tank møde en pelsklædt modstander, Michael Fynne. Sidste gang de mødtes, var det Fynne, der kunne hæve sejrsbæltet over hovedet, så det er tid til hævn.  Historieforløbet uden for ringen er vigtigt i wrestling.

»Jeg river hovedet af Michael Fynne. Jeg skal have det her bælte tilbage, jeg kommer 100 procent med eyes on the price, og det er også personligt. For han snød mig sidste gang,« siger Christian Vester.

De to kender hinanden godt og mødtes for næsten ti år siden, da Christian Vester underviste Michael Fynne i wrestling på Ungdomsskolen. Forleden sad de sammen i Christians sofa og så boksebraget mellem Connor McGregor og Floyd Mayweather og drak en øl. Men i ringen er de ærkefjender, og Tank har lige kastet Fynne ned i midten med et kæmpe brag.

 

På balkonen står en kvinde og sipper en gin-tonic. Hun var i Royal Arena i maj, da de amerikanske WWE-wrestlere lagde vejen forbi Danmark. Her var titusindvis publikummer, store stjerner og en velsmurt marketingsmaskine
i milliardklassen. Sådan er det ikke helt til Bodyslam.

»Det her er meget mindre styret, og der er meget mere impro. Det er ret fedt, men helt anderledes,« siger hun.
Der er en kontrast mellem det ærkeamerikanske og dansk jantelov og jordbundenhed, men tidligere var forskellen endnu mere udtalt, husker Christian Vester.

Det er ikke kun dér, der er sket en udvikling. De første år var dansk wrestling synonym med Asbjørn Riis og noget med en improviseret ring i en idrætshal. Efterhånden blev miljøet mere organiseret og Dansk Pro Wrestling og senere Bodyslam oprettet. I dag er der wrestlere med til Mikkellers arrangementer, og til februar kommer Bodyslam for første gang til hovedstaden, når ringen bliver stillet op i Pumpehuset. Men der findes ingen danskere, der lever af wrestling.

Fra ringen lyder et højt smæld. Tank er smadret igennem et bord, som han ligger under med forpint ansigt. Fynne griner, hans guldtænder skinner, og han rækker en midt- finger ud mod publikum, der hujer, buher og hepper. Train koger.

»Der er ikke gjort noget ved bordene, så de kan knække. Jeg er faktisk mere bekymret for, om det knækker før tid. Vi har været nødt til at øve det move flere gange, ligeså langsomt,« siger Christian Vester.

Som regel mødes wrestlerne tidligt på dagen og gennemgår de forskellige slag, spark og fald fra stiger og ringsider. Nogle har minutiøse aftaler, andre nøjes med forskellige fixpunkter i kampen.

»Der er formegentlig ikke nogen, som går ind og tror, at vi banker hinanden rigtigt. I virkeligheden er det et samarbejde, og en stor del af mine kast er jo, at Fynne sælger det ved at se ud som om, det gør ondt, og at jeg er en helvedes karl,« siger Christian Vester.

 

Ifølge Mads Hendrich er publikum en del af wrestlingoplevelsen. Det handler om at skabe en stemning og være en del af en samhørighed. Det er også en af grundene til, at Christian Vester bliver ved med at wrestle efter mere end tyve år med smadrede IKEA-stole og blå mærker på kroppen.

»Det, wrestling kan give, er glæden ved at lave noget, som folk investerer sig følelsesmæssigt i. Man spiller på en eller anden måde sammen med publikum, og der er store følelser og indlevelse,« siger Christian Vester.

Indlevelsen er der masser af på balkonen i Aarhus. Der bryder en spontan wrestlekamp ud i en drengegruppe. »Du er færdig« råber en af dem triumferende, og de flækker alle sammen af grin. Tank er hoppet ud af ringen, har grebet en dreng fra første række og bruger ham som rambuk i et angreb mod Fynne.

Christian Vester er næsten to meter høj, og styrketræner og dyrker forskellige former for kampsport fem gange om ugen. Det er han nødt til for at kunne holde til at stå i ringen, siger han. Tank bliver ved med at være på plakaterne, så længe det er sjovt, og kroppen kan klare det.

Men kan man wrestle for evigt? Tank bliver ved med at være på plakaterne, så længe det er sjovt, og kroppen kan klare det, siger Christian Vester.

»Men jeg vil gerne prøve at være ond, inden jeg stopper,« siger han.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.