Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Test: Skridttæller

Med en skridttæller bliver man opmærksom på, hvor meget – eller lidt – man bevæger sig, og der kan gå sport i at gå de anbefalede 10.000 skridt om dagen. I april kører Dansk Firmaidrætsforbund årets anden Tæl skridt-kampagne, og i den anledning har vi testet fem forskellige små old school skridttællere.

Intermedico PE 205

Intermedico PE 205
Intermedico PE 205

  • ★★★☆☆☆
  • Skridt, distance, kcal, træningstid, ur og syv dages hukommelse. Holder med klemme. Str. ca. 3,3x6,5x0,9 cm.
  • Forh.: Homecare.dk
  • Vejl. pris: 99,95 kr.

Klaus Falsing: »Den har en fin størrelse. Tallene på displayet er nogenlunde til at læse, men knapperne var svære at trykke ned. Man skal trykke hårdt, og det står meget småt, hvad de forskellige knapper er til – men man lærer dem selvfølgelig at kende i løbet af et par dage. Designmæssigt synes jeg ikke, den er så gennemført som de andre. Den virker lidt mere plasticagtig.«

Marchen Jersild: »Jeg synes, den er lækker, fordi den er så flad. Det er ikke en luksusmodel, men jeg kan godt lide designet og de runde hjørner. Til gengæld er den eksterne klemme, som man kan sætte den fast i bæltet med, ikke særlig elegant.«

»Den er stor og fylder, men det kan jeg leve med. Jeg er enig i, at knapperne er svære at trykke ned, og det bliver ikke nemmere, når skridttælleren sidder i klemmen. Tallene står heller ikke tydeligt nok på displayet. Men den kan rigtig mange ting. Den får tre store stjerner.«

Select Pro

Select Pro
Select Pro

  • ★★★★★☆
  • Skridt, distance, kcal, træningstid, ur og 30 dages hukommelse. Holder med klemme. Str. ca. 3,4x7,7x1,2 cm.
  • Forh. oplyses hos Select tlf. 43 20 59 00.
  • Vejl. pris: 200 kr. (Bedst til prisen)

Klaus Falsing: »Designet er lækkert med nogle dejlige knapper, som selv jeg med mine fumlefingre kan trykke ned, og så har den gode store tal i displayet. Den er nem at gå til.«

»Jeg foretrækker at have en skridttæller i lommen, men hvis man vil sætte den fast i f.eks. en livrem, så er den eksterne holder flad, hvilket gør helhedsindtrykket mere strømlinet end den første i udvalget. Brugsanvisningen var på engelsk, men det gør ikke så meget, for den var forholdsvis nem at finde rundt i.«

Marchen Jersild: »Jeg er enig i, at den virker strømlinet, også med holderen virker, selv om den faktisk er testens største skridttæller. Holderen er lavet sådan, at man kan sætte den fast på højkant, hvilket er smart, når nu skridttælleren er forholdsvis bred.«

»Den har et super lækkert design og en pæn finish omkring hjørnerne. Jeg elsker displayets store tal, som er skarpe og nemme at læse. Knapperne er gode og intuitive. Nu, hvor vi efterfølgende har fået priserne oplyst, er vi enige om, at den er bedst til prisen.«

Yamax Powerwalker Lite PZ-270

Yamax Powerwalker Lite PZ-270
Yamax Powerwalker Lite PZ-270

  • ★★★☆☆☆
  • Skridt, distance, kcal, ur og 14 dages hukommelse. Fast bælteklemme. Str. 5,7 × 3,5 × 1,5 cm.
  • Forh.: Homecare.dk
  • Vejl. pris: 149,50 kr.

Klaus Falsing: »Da jeg så den, tænkte jeg »hold da op, den er smart«. Det er fikst med en lille lukket æske, hvor man vipper låget op, når man vil se på displayet. Låget beskytter displayet. Men knapperne er uhyggeligt små, og så synes jeg, det er ærgerligt, at klemmen er støbt fast.«

»Hvis man helst vil bære den i lommen, ville det være rart at kunne fjerne klemmen. Tallenes størrelse på displayet er lidt en mellemting i forhold til de to første. Brugsvejledningen var dejlig over-skuelig.«

Marchen Jersild: »Når den sidder fast i bælte eller bukselinning, er det smart, at man lige kan vippe låget ned og kigge direkte på displayet. Det er nemt at aflæse skridt i løbet af dagen. Men fordi, det er en lille æske, forekommer den tyk. Jeg er ikke vild med designet. Jeg synes også, knapperne er små, og den er svær at betjene. Og ja, den faste klemme gør den ikke lommevenlig.«

Silva Ex Distance

Silva Ex Distance
Silva Ex Distance

  • ★★☆☆☆☆
  • Skridt, distance, kcal, træningstid. Str. 5,5 x 5 x 2,2 cm.
  • Forh.: Spejdersport.dk
  • Vejl. pris: 229 kr.

Klaus Falsing: »Jeg kunne ikke finde ud af den. Egentlig har de tænkt smart ved at lave en kort pixi-brugsvejledning, men jeg forstår den ikke. Og hvis jeg vil have den fulde vejledning og ikke er ved computeren, skal jeg først skanne en QR-kode med min smartphone. Jeg havde problemer med at indstille skridtlængden. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, har den ingen hukommelse. Men hvis man bare vil tælle skridt dag for dag, er den fin nok.«

Marchen Jersild: »Det er testens mindste og mest enkle, pæn, men med dumme knapper, der er svære at trykke ned. Jeg forstod heller ikke den ultrakorte trykte vejledning, og jeg kunne ikke få QR-koden til at virke. Jeg måtte gå på hjemmesiden og finde hjælp. Nej, vejledningen siger ikke noget om hukommelse. Jeg er ikke imponeret.«

Omron Walking Style IV

Omron Walking Style IV
Omron Walking Style IV

  • ★★★★★☆
  • Skridt, aerobe skridt, distance, kcal, træningstid, ur, syv dages hukommelse og action-tilstand. Str. 4,2x5,7x1,3 cm.
  • Forh.: mediqdanmark.dk
  • Vejl. pris: 305 kr.

Klaus Falsing: »Jeg kan rigtig godt lide den her. Den er min 1. prioritet. Tallene på displayet er tydelige, knapperne er nemme at have med at gøre, og så kan jeg godt lide formen og designet.«

»Den er dejlig at have i lommen og rar at røre ved – ligesom en godt slebet sten ude fra stranden. Batteriet ligger under et dæksel, der har en lille tap, så det er nemt at tage af, når man skal skifte batteri. Sådan en lille detalje kan jeg godt lide.«

Marchen Jersild: »Jeg synes også, at designet og farven er lækkert. Det eneste minus er, at den ikke kan klemmes fast i linning eller bælte, og det er et problem, hvis man har nederdel eller kjole på uden lommer.«

»Når det så er sagt, må jeg sige, at jeg er ret begejstret for det. Den har et dejligt display og er nem at bruge og navigere i. Jeg er faktisk ret begejstret for den, og vil gerne gå med til, at den er vores testvinder. Men fordi man ikke kan klemme den fast, kan den ikke få seks stjerner.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.