Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Manden bag gastronomiens svar på Frankensteins monster er død

Hawaii pizzaens skaber, Sam Panopoulos, bisættes i dag i Ontario, hvor han i 1962 stod for verdenshistoriens hidtil værste overgreb på den italienske pizza.

Gastronomiens svar på Dr. Frankenstein, Sam Panopoulos, er død 83 år gammel. Sam Panopoulos immigrerede i 1954 fra Grækenland til Canada, hvor han drev restauranten Satellite i Chatham, Ontario. Der var dog ikke moussaka, Panopoulos havde i gryden, men kinesiske retter og amerikanske diner-klassikere som f.eks. burgers.

I starten af 1960erne besluttede Panopoulos sig for at introducere den på de kanter dengang ret ukendte pizza på menukortet: »Vi var unge og lavede en masse eksperimenter,« som Panopoulos tidligere på året fortalte BBC. Inspireret af kineserkøkkenets sur-sød sauce, som ofte har dåseananas som ingrediens, prøvede Panopoulos at putte ananas på en skinkepizza og skabte således ved et tilfælde et gastronomisk monster, som siden har vist sig umuligt at slå ihjel.

Hawaiian, som pizzaen blev døbt efter mærket af dåseananassen, blev hurtigt populær og spredtes som en steppebrand over hele den engelsktalende verden. Hvorfor en så fremmed ingrediens kunne få så stor succes som topping på en italiensk ret, kan man kun gisne om: Formentlig handler det om, at alle infantile ganer elsker søde sager, ikke mindst når de parres med salte elementer som i dette tilfælde skinke.

Men det er nu hverken første eller sidste gang, pizzaen er blevet voldtaget: Pizza med kebab, bearnaisesauce og barbecuekylling er bare nogle af de overgreb, som dagligt begås mod den syditalienske stolthed. Hvilket formentlig er årsagen til, at den oprindelige napolitanske pizza sidste år blev nomineret til UNESCOs verdenskulturarvliste.

Det siger næsten sig selv, at hawaii­pizzaen aldrig har fået fodfæste i Italien, hvor det sødeste, der tillades som pizzatopping, er tomater, men i den engelsktalende verden er ananaspizzaen stadig uhyre populær. Således kunne man i 2015 læse i Daily Mirror, at hawaiipizzaen med 3.891 outlets er den mest udbredte pizza i Storbritannien – og hvor andre pizzaer i opgørelsen, baseret på tal fra Just Eat-hjemmesiden, havde deres lokale højborge, var hawaiipizzaen jævnt udbredt over hele landet.

Det samme ser ud til at være tilfældet i Australien, hvor hawaiipizzaen, også – ifølge Pizza Magazine – er den mest populære med 15 procent af salget.

Netop i år, hvor hawaiipizzaen fylder 55 år, har ananaspizzaen været i vælten som aldrig før. Den islandske præsident, Guðni Th. Jóhannesson, røg i februar ind i, hvad bedst kan karakteriseres som et rent pizzagate. Jóhannesson kom for skade at sige til et lokalt gymnasieblad, at han er fundamentalt imod ananas på pizza, og at han ville forbyde det, hvis han kunne.

Herefter brød helvede løs på de sociale medier, og Jóhannesson var således nødt til efterfølgende at præcisere på Facebook, at han ikke mener, at præsidenter skal have uindskrænket magt til at forbyde ting, de ikke kan lide. Men ikke desto mindre fastholdt han også, at han foretrækker fisk og skaldyr på pizza fremfor ananas.

På Twitter kom den canadiske præsident, Justin Trudeau, kort efter hawaiipizzaen til undsætning ved at erklære, at han til fulde støtter »denne skønne opfindelse fra det sydvestlige Ontario«.

Selv gamle Panopoulos, der solgte Satellite-restauranten i 1980, blev trukket i manegen i forbindelse med den islandske præsidents udfald med hawaiipizzaen:

»Han kan sige, hvad han vil. Han sælger jo en masse fisk derovre, så han er nødt til at putte fisk på pizzaen,« som Sam Panopoulos sagde til den canadiske radiostation CBC i sit formentlig sidste interview.

I dag bliver Panopoulos bisat i London, Ontario, hvor han har boet de senere år.

Søren Frank er Berlingskes mad- og vinredaktør

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.