Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kvinder er bedre til økonomi, end de tror

Hvis man ikke passer på, kan man komme til at lade sin økonomi styre af underbevidsthedens drillerier og risikere, at den løber af sted med en. Ny bog forklarer de psykologiske og videnskabelige aspekter bag vores pengesager.

Foto: Scanpix.
Foto: Scanpix.

Singler er på røven økonomisk i forhold til par, kvinder er potentielt bedre til at styre økonomien end mænd, men de gør det ikke, par skal afstemme forventningerne og sikre sig, så de ikke bliver snydt, når forholdet brister.

Det er nogle af udsagnene i økonomen Karsten Engmann Jensens bog »Økonomisk OVERSKUD! til familie, fritid og forbrug«. I den giver han råd til økonomisk overskud i alle livsfaser fra den unge på SU, over førstegangs boligkøberen, til pensionisten, som lever længere, end der er afsat pension til.

»Mange afholder sig fra at tænke på deres privatøkonomi, fordi de synes, det er svært. Men det er i virkeligheden meget enkelt. Man skal prioritere ud fra sine behov i en given situation.«

»Jeg prøver at forklare nogle af de drillerier, vores underbevidsthed laver med os, så vi ikke lader den styre vores økonomi, men selv tager kontrol over den,« siger Karsten Engmann Jensen, der har været ansat i Nationalbanken, DR, TV2 og på Børsen og udgivet flere bøger om privatøkonomi.

Han mener, at kvinder har bedre forstand på økonomi end mænd, men i bogen lader han sine erfaringer modsige af de hårde fakta.

Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at kvinder bruger flere penge og sparer mindre op end mænd, der tjener det samme.

»Jeg mener alligevel, at kvinder er bedre til økonomi end mænd. Hvis man ser på statistik over aktiehandel, viser det, at kvinder tjener mere på deres aktier end mænd, fordi de ikke hele tiden skifter dem ud med nye spændende aktier, men beholder dem over lang tid,« siger han.

Undersøgelser viser, at singlekvinder er bedst til aktier, mens gifte kvinder er lidt dårligere. Gifte mænd er væsentligt dårligere end deres koner, mens ungkarle er helt tabt.

»Kvinder er grundigere og sætter sig også mere ind i sagerne, når de for eksempel skal tegne forsikring, end mænd der bare vil have det overstået. De køber også fornuftigere biler, der tynger budgettet mindre. Desværre sætter mange kvinder sig ikke ind i det, men overlader økonomien til deres mænd, så de selv mister overblikket,« siger Karsten Engmann Jensen.

I stedet er det ofte kvinder, der henter børn og står for det daglige forbrug som indkøb af tøj og mad. Karsten Engmann Jensen tror, det er årsagen til myten om, at kvinder shopper lidt for meget og lader det gode hjerte løbe lidt for meget af med sig, når de køber ind til børn og familie.

»Når man står for de daglige indkøb, så er det klart, at børnene nogle gange får lokket lidt ekstra ud af en. Derfor hører man ofte til middagsselskaber mænd sidde og smågrine af, at kvinderne fråser og mangler økonomisk sans.«

»Men man hører aldrig nogen kommentere, at den unødvendigt store bil, han har stående ude i garagen, har en værdiforringelse på 30.000 kroner om året, og der skal alt andet lige mange impulskøb til for at nå op på det beløb,« siger Karsten Engmann Jensen.

Det kostbare singleliv

Karsten Engmann Jensen. Foto: PR.
Karsten Engmann Jensen. Foto: PR.

Evolutionsbiologien forklarer mænd og kvinders forskellige forhold til økonomi ud fra målet om at tiltrække det andet køn og holde rivaler på afstand. Mænd søger velstand og øget forbrug for at nå et niveau, hvor rivalerne ikke kan følge med mere, mens kvinder øger deres forbrug for at fastholde partneren. Det er kort sagt sexdriften, der styrer luksusforbruget.

»Vi har luksusvarer for at påfuglen har nogle fjer at pynte sig med. Videnskaben viser, at mænd bruger deres finansielle styrke til at holde rivaler væk og score kvinder, mens kvinder vil have dyre smykker og kjoler for at signalere til rivalinderne, at deres partner er villig til at bruge så mange penge på dem, at de andre godt kan spare sig,« siger Karsten Engmann Jensen.

For den over en million danske singler er der mindre råd til bling-bling blikfang.

Karsten Engmann Jensens beregninger viser, at det årligt koster mellem 20.000 og 40.000 mere at leve som single, end det koster pr. person i et parforhold, hvor man er to om at dele udgifterne.

Derudover kommer øget skattebetaling. En single, der tjener 500.000 kr. om året, betaler 45.000 mere i skat end et par, der hver tjener 250.000 årligt.

Samtidig er det sværere og dyrere at låne penge, fordi risikospredningen er meget lille. Hvis en enlig bliver arbejdsløs, er der ikke en partner til at dække udgifterne. På den måde bliver det frie singleliv faktisk en indskrænkning af friheden, fordi mulighederne er mindre.

»Man kan være single af mange årsager, fordi man ikke har fundet den rette eller nyder selvstændigheden og friheden, men det betyder, at man ikke har de samme rettigheder som par, og at det koster flere penge, og det skal man være bevidst om,« siger Karsten Engmann Jensen.

»Det afgørende er, at par får skrevet en ægtepagt, mens de stadig elsker hinanden«

FOTO: BAX LINDHARDT
FOTO: BAX LINDHARDT

Til gengæld kan man løbe ind i en ordentlig økonomisk lussing, når forholdet går i stykker, hvis man ikke har sikret sig i tide. Karsten Engmann Jensen oplever masser af eksempler på kvinder, der har bidraget til, at manden har kunnet optimere sin indtjeningsevne ved at stå for størstedelen af hjem og børnepasning.

Når forholdet slutter, har han flere penge, udsigt til større indtjening, bedre pension, større økonomisk indsigt og muligvis midler til at overtage boligen ved at købe hende ud.

Omvendt er der eksempler på mænd i den private sektor, som har investeret mange penge i familiens hus og sommerhus og har en kapitalpension, mens den offentligt ansatte kone har sparet op til pension via lønnen.

Når forholdet slutter, skal de dele formuen, hvilket blandt andet er hus, sommerhus og kapitalpension, så konen beholder hele sin pension, mens manden får sin halveret.

»Det afgørende er, at par får skrevet en ægtepagt, mens de stadig elsker hinanden, så de kan sikre hinandens videre tilværelse efter en skilsmisse,« siger Karsten Engmann Jensen.

I bogen kommer han også ind på studielivet, huskøb, variabel og fast rente, bilkøb og pensionsopsparing.

»Overskud!« er udkommet på Akademisk Forlag, 300 kr.

Karsten Engmann Jensens bog Overskud. Foto: PR.
Karsten Engmann Jensens bog Overskud. Foto: PR.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.