Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Klassikere til tiden – og til alle

Ingen teater-sæson uden klassikere – i både nyfortolkede og mere teksttro udgaver. Men hvad skal der egentlig til, for at iscenesætte de klassiske stykker, så alle kan være med – både dem, der kender dem til hudløshed og dem, der slet ikke kender dem?

Christian Lolikke
Christian Lolikke

Klassikere kan holde til meget

MORTEN KIRKSKOV. Instruktør. »Lang dags rejse mod nat« af Eugene O’Neill. Det Kongelige Teater fra 7. april

»Man skal altid lave teater, som om det var til et forudsætningsløst publikum. Det eneste, der kræves er, at folk har lyst til at slå ørerne ud og holde øjnene og sanserne åbne. Det kan være lidt for højrøvet at tage for givet, at publikum kender stoffet på forhånd. Det betyder dog ikke, at man skal sigte lavere i forhold til det kunstneriske niveau, man skal bare sørge for, at der er en god historie.

De gode klassikere kan holde til meget, der er derfor, de er klassikere. De skal kunne tåle forskellige mere eller mindre hårdhændede behandlinger. Men hvis man laver så meget om, at man lige så godt kunne have skrevet et nyt stykke, ja, så skulle man have gjort det, og ladet klassikeren ligge. For demonstrativt tydelige moderniseringer med meget slang og for mange direkte referencer til nutiden kan få mig til at kaste op. Det hele kan blive for smart og respektløst. På den anden side er det at spille klassikerne, som da de blev skrevet, en illusion. Teatret lever i nutiden, her og nu, ikke i en eller anden fjern erindrings gamle tøj.

Jeg kigger altid meget på, om man har en mulighed for at gøre oversættelsen moderne og flydende – uden at det bliver moderne på en villet måde. »Lang dags rejse mod nat« foregår i 1912 i et sommerhus på den amerikanske østkyst. Jeg har tænkt mig at tage både tiden og USA ud af teksten, så stykket foregår lige her og nu på scenen, et ikke nærmere bestemt, men alligevel genkendeligt sted. Det skulle gerne give publikum nogle andre muligheder for at identificere sig med det, der foregår.«

Vedkommende og overraskende

RUNE DAVID GRUE. Instruktør. »Medea« af Euripides. På Aarhus Teater. Fra 27. januar.

»Jeg forsøger at fortælle historien på en måde, så man kan opleve den, uden at vide noget om den på forhånd. Det er også det mest inspirerende udgangspunkt for mig selv. Jeg går helt i stå, hvis jeg begynder at tænke på at skulle imponere de lærde.

»Medea« rummer oplagte paralleller til vor tid, både flygtningesituationen – Medea er flygtning – og i de genkendelige konflikter omkring en skilsmisse. For mig er skildringen af den måde, Medea radikaliserer sig selv det allermest interessante. Hvordan hun i mødet med en uretfærdighed, det omgivende samfund ikke vil se eller tage skylden for, vælger volden. Vel at mærke en vold, der rammer hende selv. Samtidig er Medea skrevet i en tid og i en referenceramme, som publikum i dag ikke har nogen forudsætninger for at forstå. Der er dramatiske konventioner og en masse mytologisk stof, som forudsættes kendt, og tematikker, der har hjemme i en anden tid og samfundsmæssig virkelighed.

På den anden side er stykket blevet spillet hundrede gange før, og historien er derfor – for en del af publikum – allerede kendt, måske til hudløshed. Udfordringen ligger i både at gøre det fremmede vedkommende, og det velkendte overraskende.

Man kan i mine øjne gøre hvad som helst med klassikere. De skal nok overleve. Den største faldgrube er, hvis man ikke ved, hvad man vil med dem. Det kan resultere både i retningsløs dekonstruktion, hvor man flår teksten fra hinanden og lader den stritte i en milliard retninger, uden at det egentlig samler sig til noget interessant hele – og i en pæn genfortælling af en historie, man har hørt en masse gange før, på en måde som aldrig bliver rigtigt vedkommende. I begge tilfælde sidder man som publikum tilbage og undrer sig over, hvorfor det overhovedet var nødvendigt at tage fat i den gamle historie én gang til. Men ud over at ville noget med teksten, er det også vigtigt. at man som instruktør er i stand til at lytte til den. Ikke være ukritisk eller andægtig, men åben for, at teksten muligvis gemmer på hemmeligheder, man ikke i første omgang havde afluret. Det kunne jo også være, man kunne lære noget.«

Respekter det gådefulde

CHRISTIAN LOLLIKE. Instruktør og dramatiker. »Erasmus Montanus« af Ludvig Holberg. På Aarhus Teater, fra 10. februar.

»Aarhus Teater spurgte, om jeg og SORT/HVID kunne forestille os at lave Holbergs »Erasmus Montanus«. Det var jeg meget i tvivl om. Jeg har sjældent været glad for at se Holberg-forestillinger, men har omvendt altid elsket historierne, og lige præcis »Erasmus Montanus« oplever jeg som mere aktuel end nogensinde, idet den handler om storbyen versus den lille landsby. Den handler om en student, der er besat af at diskutere og mener at kunne vinde enhver diskussion. Sandheden er han i første omgang ligeglad med, men så …

SORT/HVID har bearbejdet teksten på en måde, så meget af Holbergs tekst bevares, men samtidig moderniseret eller oversat de steder, hvor man ikke forstår det. Derudover er humor, fortællerytme og så videre jo noget, der har udviklet sig siden Holberg.

Jeg arbejder ikke med regler. De enkelte projekter har deres regler. Men det er klart, at en klassiker ikke bliver moderne, bare fordi man for eksempel spiller den i moderne tøj. Hvis man ikke er interesseret i at tilegne sig og respektere det gådefulde, der gør fortællingen til en klassiker, så skal man vælge en anden tekst. Samtidig er Holberg sjov – og det skal jo være sjovt.

Den helt grundlæggende udfordring med Holberg er, at spiller man det, som det står, laver man museumsteater. Man er nødt til at finde kernen i fortællingen og fortolke den ud fra ens eget kunstneriske temperament.«

Genklang

THERESE WILLSTEDT. Instruktør. »Helligtrekongersaften eller Hvad I vil« af William Shakespeare. På Det Kongelige Teater. Fra 8.februar

»Helligtrekongersaften« undersøger temaer om identitetskrise og menneskelig ensomhed, samt vores evige længsel efter ægte samhørighed – at blive set, bekræftet og at få lov til at være noget ægte for nogen. Udfordringen er at sætte sig ind i og oversætte stykkets omstændigheder til vor tids kontekst – ikke rent visuelt, men at gå i dybden med, hvilket dilemma stykket behandler og hvilke menneskelige mekanismer, der er i spil, og hvordan vi skal kunne genkende os i de dilemmaer og mekanismer – i dag.

Jeg prøver først og fremmest at tage hensyn til, hvad der tænder MIG ved stykket, for hvis jeg tager for meget hensyn til, hvad andre synes eller har behov for, eller hvad jeg tror, at andre har behov for, så kan jeg risikere at miste mit hjerte og mit perspektiv og min tolkning – for der er altid mange – i forhold til historien og dermed risikere at miste overblik og retning. Jeg må først og fremmest mærke, hvis og hvordan historien vækker genklang i mig og i mit eget liv. Hvis den gør, så ved jeg, om den er aktuel for mig eller ej, og hvis den er aktuel for mig, så må den på en eller anden måde også være aktuel for andre, fordi jeg lever her og nu i vores samfund.«

Store forventninger

JOHANNES HOLMEN DAHL. Instruktør. »Don Juan« af Molière. På Aalborg Teater. Fra 16.februar

»I tilfældet Don Juan tror jeg faktisk ikke, at publikum er helt forudsætningsløst. Alle kender Don Juan – altså ikke Molières test, men figuren, myten. Alle har nogle bestemte forestillinger om, hvem han er, og udfordringen er de enorme forventninger: Her kommer Don Juan, verdens største forfører, her kommer en af verdens største og bedste komedier.

Det er en rasende faldhøjde, og iscenesættelsesarbejdet handler i bund og grund om at håndtere disse forventninger. Vi må have mod til at stille os ydmyge og sårbare frem og sige »Okay, det er bare os, der skal lave denne her forestilling.« Men samtidig håber vi, at den sårbarhed også indebærer en vitalitet og vilje til at spille på trods af alle faldhøjder. Dem, Don Juan møder på sin vej, er lige præcis mennesker, der fornægter deres egen sårbarhed og prætenderer perfektion. Vi vælger, i lighed med Don Juan, at holde det menneskelige og ikke-perfekte frem.

Frygt vil altid være den største klassikerfaldgrube. Hvis man stivner i angst for ikke at være den store klassiker voksen, er man sikker på at mislykkes. Der er mange eksempler på, at instruktøren har været for ivrig og har sat sig selv og sit koncept op foran den klassiske tekst. Det er vigtigt at lytte til, hvad denne forfatter nu faktisk har villet sige til os med sin skrift, og ikke stille sig i vejen for det.«

Opdateret satire

THOR BJØRN KREBS. Dramatiker. »Den politiske kandestøber« af Ludvig Holberg. På Folketeatret. Fra 28.1.

»Holberg havde et helt unikt blik på, hvad dansk mentalitet er. Han spottede en bondelogik og selvhævdelse, som stadig føles aktuel – og komisk – her 300 år efter.

Det var oppe på ministerniveau, at stegt flæsk officielt blev udnævnt til Dansk Nationalret, det kunne Holberg ikke have gjort bedre. Virkeligheden overhaler satiren. Det var forfriskende at ælte Holberg sammen med dryp fra nutidens politik. At lave en komedie om, at politik er ved at udvikle sig til en trist komedie.

Holbergs sprog er meget legende, begavet og sjovt – men også meget krøllet for ørerne i dag. Det har været inspirerende at træde i fodsporene på en stor mester, og forsøge at gøre hans blik forståeligt og aktuelt.

Der er masser i originalen og i Holbergs tankegang, som peger direkte på en aktuel virkelighed: I hans verden diskuterer man, hvilke fremmedord man skal optage i det danske sprog. Hans kandestøber vil redde byen, ved at sætte hæren til at forsvare grænsen, og de er dybt forargede over, at danske soldater skal deltage i en fjern krig nede i Spanien.

Jeg har prøvet at bruge den holbergske teatralitet, komik og tingstedslogik som en maske til at skrive noget om i dag. Holbergs blik for hvordan man kan argumentere for noget værre vrøvl, og få det til at give mening, er en meget god gengivelse af, hvordan jeg hører mange politikere tale.

Det er karakterer uden integritet.

Jeg har forsøgt at vise respekt for originalen, og at digte loyalt videre på nogle af de tanker og toner, han slår an, og at trække hans satire op til i dag.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.