Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fra lædersløjd til manchetknapper

Siden hulemanden trak dyreknogler på snor, har mænd båret smykker, og nu ser det ud til at blive hot igen. Jens Rebensdorff slentrede en tur ned ad sine smykkers memory lane og stødte på pinlige sølvkors, fuparmbånd og en ungdomsring, han stadig leder efter.

Selv om trendspottere og smykkebranchen siger noget andet, så er de fleste mænds forhold til smykker problematisk. På den ene side kan vi godt se, det virker lidt sejt med enkle og rå ringe og noget ridderinspireret i en kæde om halsen. Og det ville da være fint, hvis vi kunne peppe manchetknapperne, vielsesringen, slipsenålen og uret op med et eller andet. På den anden side er der noget pseudo-viking over mandesmykker. Noget Dario. Noget kvindagtigt.

For ikke at tale om ordet. »Smykker« er et pige-ord, for de fleste mænd, og vi bruger det nærmest kun, når vi skal købe gaver til kvinden. Aldrig indbyrdes. Vi har en naturlig fremmedgjorthed overfor begrebet. Som kvinder må have det med at sige »4-4-2-system« eller »bunddæksel«. Der er så meget, kvinder ikke forstår, siger reklamen. Og sådan er det også for os mænd. Eller også er det en generations-ting.

Det er det nok. For lige siden urmennesket forarbejdede dyreknogler og skaller af strudseæg, har vi gået med smykker. For at puste os selv op, signalere rang og status og for at lokke hunnerne til. Siden har mænds forhold til smykker haft høj- og lavkonjukturer i ét væk.

Og nu skal vi til den igen, siger de kloge.

Den store markedsføring og modeeksperters lovord om smykker behøvede vi ikke i smykkernes sidste store højkonjunktur. Det var i 1960erne, da Østens mystik, pigtrådsmusik og sjov tobak tillod, at mænd uden at fåørene ret meget i maskinen kunne ligne medicinmænd. Amuletter, ørenringe og armbånd bar man i solidaritet med urbefolkninger og som udråbstegn til omverdenen om, at man i hvert fald ikke var til slips og andet samfundsbevarende fis. Det var dengang, undertegnede i desperation over ikke at have nogen at lege med en hel sommerferie, broderede store gule og røde korssting på en læderlap og brugte det som armbånd. Mit første smykke. Og det var nærmest sejt at være den eneste i klassen, der havde en otte år ældre storesøster, der raslede af smykker og perler, når hun bevægede sig. Vi snakker start-1970erne. Dengang, der kun fandtes fire slags mennesker: Rockere, discere, flippere og de almindelige.

Senere fik jeg en kopi af et minoisk brevstempel om halsen efter en familietur til Kreta. Den hang der til langt ind i 2.G og blev en kort overgang afløst af et sølvkors, indtil jeg ikke kunne finde på flere dårlige forklaringer på, hvorfor jeg gik og flashede det kristne symbol.

Sådan fortsatte det med et knyttet læderarmbånd, jeg lavede i ungdomsklubben sammen med de andre drenge på 17 år. Her kunne vi få assistance fra en læderpædagog, så vores læderhalløj ikke fremstod alt for dilettantisk. I en snæver vending var der noget vikingeagtigt over det. Og så gik armbåndet godt til Deep Purples »Smoke on the Water«.

På vej ud af teenagealderen mærkede jeg det, som mandesmykke-kendere siger i dag: At mænd vil have noget af kvalitet. Det skal holde og være enkelt. Mænd skifter ikke smykker ud hver anden dag, og de færreste af os kunne finde på at købe uægte metaller og sætte det i ørene eller på fingeren eller hænge det om halsen. Dér havde læder noget kvalivare over sig. Metal var liiiige at gå for vidt, dengang. Befolkningsundersøgelser har desuden vist, at ca. 15 pct. af alle kvinder og ganske få procent af alle mænd er overfølsomme for nikkel, bl.a. fordi kvinder i deres ungdom, hvor allergien opstår, er mere ukritiske med kvaliteten af det, de hænger i ørene.

Mens mange andre mænd i 1980erne sås med slangearmbånd af sølv fra smykkebutikken Creole og måske en sydhavs- og surferinspireret perlekæde, der skulle få pigernes blikke til at falde på brystkassen, rejste jeg og Frank til Indien og Nepal. Da vi kom hjem, var der ingen ende på flitterstadset i mine ører, på mine fingre og som broderede dekorationer på min bordeaux fløjsvest. Året var 1980, og man kunne stadig mærke den milde flipper-brise fra 1970erne. Smykker til mænd var stadig lige så naturligt som til pigerne. I den anden ende af 1980erne dinglede tyvstjålne Mercedes-tegn og andet skrald fra punker-drengenes blege kroppe.

Ringen, jeg havde købt i Katmandu, forestillede to drager og havde en blackstar i. Den var af det pureste sølv, sagde manden, jeg købte den af og grinte garanteret hele vejen hen efter mere blik. Det samme var mit tynde armbånd med en granatsten, det sagde manden, at det var. Smykkerne fra Indien-turen var noget af mit kæreste eje, og stor var min sorg (den holdt i flere år), da jeg under en frisbee-leg i et sommerhus efter hjemkomsten tabte ringen, som jeg havde lagt i min brystlomme netop for at skåne den. Jeg tager mig stadig i at savne den. Men pyt. Der var stadig dele på min krop, jeg kunne pynte, og jeg fik i overensstemmelse med den bløde mands ornamentik to huller i venstre øre, tror jeg det var. Det måtte absolut ikke være det højre øre, for så var man bøsse. Eller var det det højre øre, jeg havde dem i? Jeg følte mig i hvert fald modig og fremme i skoene. Men selv dér i den maskuline ornamentiks hotteste dage (meget macho var der nu ikke over det) var der åbenbart en nisse, der hviskede én i øret, at man skulle passe på med de dér smykker.

I begyndelsen af 1990erne blev det endelig tilladt for den byernes metroseksuelle mænd at blive scrubbet og pealet og kropsbehandlet med tilhørende tatoveringer og smykker. Og når David Beckham og Robbie Williams og hele rapper-generationen i USA skubbede på smykkebølgen til mænd, fik man nærmest dårlig samvittighed over ikke at være med på vognen. Vi mænd var endelig kommet tættere på os selv og vores urgamle forfængelighed, mente nogen. Andre, at pyntesygen var udtryk for noget helt andet. Da vi senere i årtiet skulle være skaldede og have piercinger, blev det så meget mainstream, at én eller anden ukendt blev citeret for at mene, at mænd med piercinger er mere parat til ægteskab end andre mænd. De har oplevet smerte, og de har prøvet at købe smykker.

Skal vi mænd gå med smykker, skal de som sagt have kvalitet og helst en historie eller i hvertfald noget symbolik i sig, som vi kan stå inde for. Kvinder derimod er tilfredse, bare smykkerne er pæne. Et af de seneste skud på stammen er Lifegem. Et amerikansk firma, der har specialiceret sig i at presse asken fra ens elskede eller ens kæledyr til glinsende sten, man kan gå med i en ring. Efter responsen på Lifegems hjemmeside at dømme er mænd også begejstrede for ringenes morbide symbolik.

I dag er jeg den lykkelige ejer af ét par manchetknapper og to retro-ure, selv om ure efter min mening ikke hører til smykker. Nu til dags stopper min smykkefest dér. Men ser jeg i smykkefirmaers kataloger eller i et tilfældigt guldsmedevindue, så er der faktisk en god håndfuld mande-ringe og -kæder, jeg MÅSKE ville kunne have lyst til eventuelt engang at overveje at tænke over at gå med. Måske. Men grænsen er hårfin. Eller også er jeg en generation for gammel og et par fordomme for tung.

Tre mænd og deres smykker - Eller angel på samme:

Nikolaj Peyk, rap-pioner, 40 år. Har kun sin vielsesring:

»Hvorfor skulle jeg have andre smykker? I min alder virker smykker så uendelig dated. Men jeg havde vist et eller andet i en lædersnor dengang i 1980erne.«

Michael Holm, designer og modeekspert. Bærer altid sin isbjørn af narhval-tand om halsen. Han går også med to ringe fra en ekskæreste og et armbånd:

»Jeg købte isbjørnen, da jeg var i Grønland. Hjemme i Danmark gik jeg med den simpelthen for at være moderne. Men så mødte jeg en mand med masser af tatoveringer, der havde været meget ude at sejle. Han fortalte, at sådan én symboliserer styrke og livsmod. Han sagde, at jeg skulle beholde den på, og hvis jeg tabte den, måtte jeg aldrig holde op med at lede.«

»Det er klart, jeg går med smykker, nu da det ikke har været tilladt i århundreder. Smykkerne er med til at understrege min personlighed. En gang imellem går jeg også med modesmykker, og så er det af ren forfængelighed.«

Christian Stadil, 35 år, direktør i sportstøjfirmaet Hummel. Bærer en antik thailandsk guld-buddha om halsen. Den er blevet velsignet af en munk. Han kysser den hver nat, inden han går i seng.

»Jeg har gået med smykker, siden jeg som otte-ni-årig så»First Blood« med Sylvester Stallone. Efter filmen gik jeg med et »dog tag« med mit navn og min blodtype i en kraftig kæde.«

»Smykker er bare endnu et element fra værkstøjskassen, der skal afspejle min stil. Med mine smykker vil jeg vise mig selv noget. Hvis jeg altså ikke er nede i knap fire på en bar... Det er lidt det samme som mine tatoveringer. Smykkerne har en historie overfor mig selv. Det er intime og rituelle ting, der skal symboliserer noget.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.