Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fitnessdronningen fra det mørke Jylland

Bogaktuelle Lotte Arndal fortæller det store slæb med at genopbygge sit fitnesscenter efter hun blev smidt ud af d'Angleterre. Og så er hun træt af folk, der er kendte uden at kunne noget.

Hvorfor har du skrevet »Styrketræning for kvinder«?
»Strong is the new skinny«, bliver ifølge de amerikanske blade det nye sort i 2015. Det betyder, at man ikke længere bare skal være tynd som et siv, man må også gerne være stærk og fast i kroppen. Man kan sige, at det, jeg har arbejdet med de sidste 20 år, er blevet trendy: Det er videnskabeligt bevist, at man får det maksimale ud af tiden ved at træne kort og hårdt, at intervaltræning er lige så vigtig som kredsløbstræning. Der eksisterer en fordom om, at styrketræning kun er for mænd. Jeg vil gerne gøre op med den tanke, at man bliver stor af styrketræning og vise, at det godt kan gøres på en feminin måde.«

Hvordan styrketræner man som kvinde?
»Dybest set er det jo de samme fysiske mekanismer, som gør sig gældende. Men hvor mænd er meget fikseret på at træne overkroppen – overarme, skuldre og bryst – så er kvinder mere optaget af mave, balder og lår. Så det er klart, at mænd og kvinder ikke skal træne på samme måde.«

Hvad betyder det at træne for dig rent personligt?
»Jeg synes, at jeg får et ekstra gear. Når man har fysisk overskud, får man også mere mental energi og overskud til at gøre det, man gerne vil. Træningen fjerner stress, og den holder mig ung – fysiologisk set.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?
»Jeg kan rigtig godt lide andre mennesker og møder folk helt fordomsfrit. Og så elsker jeg at hjælpe andre. Det er en klar fordel i mit job, fordi det gør, at alle mine kunder føler, at de får særbehandling – det er i hvert fald det, de siger.«

Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad ville det så være?
»Jeg er mega utålmodig og kommer meget hurtigt til at kede mig. Det gælder for alt, hvad jeg foretager mig, også mit arbejde.«

Hvad har været dit livs længste minutter?
»Det var helt klart den tid, jeg ventede på få byggetilladelsen til mine nye lokaler i St. Kongensgade. Der kom til at gå hele ti måneder, og jeg blev bare mere og mere hidsig for hver dag, der gik.«

Hvem er din største helt?
»Jeg har faktisk aldrig rigtig haft nogen helte – ikke en gang idoler, da jeg var ung. Men hvis jeg skal nævne nogen, må det blive den entreprenør, som har været min kunde gennem ti år og hjalp mig dengang, jeg var hjemløs efter d’Angleterre. »Jeg bygger et nyt sted til dig,« sagde han og så fandt han lejemålet til mig og hjalp mig med at bygge det op – helt uden egen vinding.«

Hvad ser du som din største succes?
»Fra jeg flyttede fra d’Angleterre til jeg åbnede i St. Kongensgade igen, gik der to et halvt år. I mellemtiden lejede jeg mig bl.a. ind i fallitbo. Jeg ved slet ikke, hvordan det lykkedes at holde fast i mine kunder i al den tid.«

Hvad er din største fiasko?
»Især da jeg var yngre, og børnene var små, så jeg det som en kæmpe fiasko, at jeg ikke har nogen kernefamilie og er alene med børnene. Det er noget,  jeg har måttet arbejde meget med. Mine forældre er stadig sammen – jeg kommer fra det mørke Jylland, hvor man bliver sammen hele livet, når man bliver gift.«

Hvis du ikke var fitnessinstruktør, hvad ville du så være?
»Læge. Jeg ville nok beskæftige mig med nogenlunde det samme område, men med en mere lægelig vinkel. Jeg er uddannet cand.merc., hvilket undrer mange, de fleste tror, jeg har en mere humanistisk baggrund.«

Hvad er den mest utiltalende tendens i tiden?
»At ville være kendt uden at kunne noget. Den dér tendens med at skulle være i fokus hele tiden. Da jeg var ung, var det sådan, at man kunne få taletid, hvis man havde udrettet noget. I dag bliver man kendt, fordi man har store bryster. Der kommer unge, som vil arbejde her, fordi de tror, at de skal træne de kendte. Men de kendte udgør kun et par procent af kunderne, så de unge bliver skuffede, når det er Mette på 120 kilo og ikke Casper Christensen, de skal træne. Ja, jeg ved godt, at jeg kommer til at lyde helt gammel.«

Hvad er dit motto?
»Viljen til at ville giver evnen til at kunne.« Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra, men det stammer helt tilbage fra min gymnasietid.«

Hvad er det bedste, en person har sagt til dig?
»Det var, da mine børn første gang kom og sagde, at de elskede mig.«

Hvornår føler du dig mest sexet?
»I en kjole med højhælede sko og et glas champagne i hånden. Normalt går jeg rundt 60 timer om ugen i flade sko og unisextøj på mit arbejde, så jeg nyder at tage flot undertøj på og høje hæle og dyrke det feminine.«

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.