Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Din gamle el-spade kan være en formue værd

El-guitarer fra før 1972 kan hente svimlende summer på auktion. En helt anonym gammel guitar uden rockstjerne-fingeraftryk kan indbringe tre millioner danske kroner.

Neil Young, th, spiller oftest på en Gibson Les Paul fra 1953 eller 1952, som er malet sort og har kælenavnet Old Black. Her er han på scenen ved »Desert Trip« festivalen i Californien i 2016 med en anden kendt guitarspiller.
Neil Young, th, spiller oftest på en Gibson Les Paul fra 1953 eller 1952, som er malet sort og har kælenavnet Old Black. Her er han på scenen ved »Desert Trip« festivalen i Californien i 2016 med en anden kendt guitarspiller.

Hvis du i det mindste beholdt din el-spade, dengang du opgav drømmen om at blive rockmusiker, kunne du i dag have en formue liggende på loftet eller i kælderen. Det er nemlig ikke kun rødvin og journalister, der er bedre med alderen. Gamle el-guitarer har en bedre lyd og de bliver kun dyrere med tiden. Helt nøjagtigt skal en el-guitar være 45 år gammel eller mere for at have den helt rigtige lyd - og pris. Et byggeår i 1972 er grænsen for, hvornår en guitar er gammel på den gode måde, for egentlig ældes guitarer ikke med ynde. De gamle var bare helt fra begyndelsen meget bedre end de yngre årgange.

»I begyndelsen af 70'erne ændrede de store amerikanske guitarbyggere som Fender og Gibson deres strategi. De begyndte at producere billige produkter i stort tal - altså masse i stedet for klasse. Forarbejdningen var ikke så omhyggelig længere, og der blev sparet på råmaterialerne. I 1972 var de gamle lagre af kvalitetstræ brugt op, og siden da er udbuddet af virkeligt gode guitarer til at overse,« siger den tyske guitarekspert Lutz Heidlindemann i et interview i magasinet Spiegel, der kaster lys på, hvorfor gamle guitarer trækker stadig højere auktionspriser hjem.

De højeste priser gives for guitarer, som har været i hænderne på berømte musikere. Den højeste officielle pris for en rocklegendes guitar er de 959.000 dollars, som blev hammerslaget i 2004 på en Christie's auktion, hvor Eric Clapton solgte sin yndlingsguitar til velgørende formål. Den sorte Fender Stratocaster med kælenavnet  »Blackie« er bygget i midten af 50'erne og var Claptons hovedinstrument gennem 15 år.

Uofficielt er den dyreste pris for en historisk guitar de svimlende to millioner dollar, som Microsoftstifter Paul Allen skulle have givet i 90'erne for den Fender Stratocaster fra 1968, som Jimi Hendrix spillede på Woodstock.

Men en gammel guitar behøver ikke have indspillet guldplader eller optrådt i rockhistorien for at være penge værd. En helt anonym Les Paul fra Gibson i prima stand kan være op til 400.000 dollar værd, hvis den er bygget i 1958, siger Lutz Heidlindemann, der i Tyskland også er kendt som GuitarDoc.

»Jeg forudser, at alle guitarer som er produceret før 1972 kommer til at stige yderligere i pris,« siger guitardoktoren, og det behøver ikke være de ikoniske amerikanske guitarmærker. Der blev ikke bygget så mange el-guitarer uden for USA, men gode europæiske mærker fra 60'erne trækker stadig femcifrede Euro-beløb i Heidlindemanns guitarbutik.

Så hvis din - eller dine forældres/bedsteforældres - ungdoms el-spade stammer fra før 1972, kunne den godt være penge værd.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.