Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det er det eneste område på Sjælland, som vi synes minder om Vesterhavskysten«

Sommerhuset er blevet et fristed for familien Tejsner Andersen, når de som udlandsdanskere besøger Danmark. Huset er arkitekttegnet af et vennepar.

Huset er på grunden placeret godt i forhold til verdenshjørnerne. Haven vender mod syd og er badet i sol hele dagen, mens aftensolen kan nydes på den bredere terrasse, der går ud fra stuedelen. Huset ligger også i læ, takket være masser af træer på to hussider, og i visuelt læ for naboer, hvilket forstærker oplevelsen af at være i naturen. Foto: Julie Vöge
Huset er på grunden placeret godt i forhold til verdenshjørnerne. Haven vender mod syd og er badet i sol hele dagen, mens aftensolen kan nydes på den bredere terrasse, der går ud fra stuedelen. Huset ligger også i læ, takket være masser af træer på to hussider, og i visuelt læ for naboer, hvilket forstærker oplevelsen af at være i naturen. Foto: Julie Vöge

Med en travl hverdag blandt skyskrabere i Singapore føles det ekstra rart at komme ned i gear for familien Tejsner Andersen, når de et par gange om året vender hjem til sommerhuset i Nordsjælland.

»Det er umiddelbart det eneste område på Sjælland, som vi synes minder om Vesterhavskysten, hvor både min mand og jeg er vokset op. Derfor besluttede vi os for at købe en sommerhusgrund i Rørvig,« fortæller Lise Tejsner.

Grunden blev købt for seks år siden, mens hun og familien stadig boede i Danmark. De seneste fire år har hjemlandet dog været byttet ud med en hverdag i Singapore, hvor Lises mand er udstationeret. Selv arbejder hun som coach på en fransk business school og har sin egen praksis ved siden af.

To gange om året flyver familien hjem og holder lange ferier i deres sommerhus.

»Det er så fedt at have huset som base, så vi ikke skal være gæster hos familie og venner, men rent faktisk har vores eget og kan være værter,« siger Lise og tilføjer, at hverdagen i den asiatiske millionby får dem til at værdsætte sommerhuset og naturen endnu mere. For der er på alle måder langt fra Rørvig til Singapore – en by fyldt med højhuse, kæmpemæssige indkøbscentre og meget få grønne områder.

Arkitekttegnet billigere end typehus

Da grunden i sin tid var købt, havde Lise og manden tænkt sig at entrere med et typehusfirma, fordi de var overbevist om, at det ville være den mest prisvenlige løsning. De sendte dog for en sikkerhedsskyld tegninger og projektbeskrivelse forbi deres arkitektvenner Thomas Ryberg Jørgensen og Ditte Rohde.

»De kunne jo straks se, at der ville blive brugt plastictagrender, billig vinyl på gulvene og i det hele taget ikke ville blive lagt vægt på gode, langtidsholdbare materialer. Og da vi godt ville have det, og derfor måtte tilkøbe en masse ting, så ville vi sprænge det umiddelbart billige tilbud,« fortæller Lise Tejsner. I stedet lovede arkitektparret, at de godt kunne tegne familien Tejsner Andersens sommerhus for de samme 1.5 mio. kr., som typehusfirmaet havde prissat projektet til.

Der er flere steder indrettet med ældre genstande som f.eks. Quistgaard-vasen for at bibringe det relativt nybyggede sommerhus lidt historie. Foto: Julie Vöge
Der er flere steder indrettet med ældre genstande som f.eks. Quistgaard-vasen for at bibringe det relativt nybyggede sommerhus lidt historie. Foto: Julie Vöge

»Jeg var overbevist om, at det altid ville være dyrere at hyre arkitekter fremfor at vælge et masseproduceret typefritidshus. Der tog jeg fejl, og som bonus har vi jo i dag et hus, som udelukkende er lavet i gedigne materialer, og som patinerer smukt,« siger Lise Tejsner.

Opløst grænse mellem inde og ude

Huset er opført i cedertræ, som er meget anvendt i Nordamerika, hvor ældre, patinerede træhuse står flotte og sølvgrå. Cedertræ er et vedligeholdelsesfrit materiale, der ikke skal olieres.

En ekstra fordel for en familie, som ikke ønsker at bruge deres sparsomme ferier i Danmark på at skulle holde hus og have. De er glade for i stedet at kunne fokusere på at nyde naturen og det sociale samvær med familie, venner og bekendte. Stilen med de holdbare og vedligeholdelsesvenlige tunge træsorter, som harmonerer med de skovrige og grønne omgivelser, fortsætter indendørs. Her er der mahognidøre, egeparketgulve og solide foldedøre med store vinduespartier og meget bred åbning, der opløser grænsen mellem inde og ude.

Sommerhuset er lavet som et præfabrikat i to dele på en fabrik og ankom med lastbiler for så hurtigt at smelte sammen til ét på grunden. Fra fabrikken fik tegningerne fra arkitekterne, til huset stod færdigt, gik der kun omkring tre måneder.

Huset virker gennemsigtigt takket være glasfoldedørene. Kokken kan være en del af havelivet, mens der laves mad.
Huset virker gennemsigtigt takket være glasfoldedørene. Kokken kan være en del af havelivet, mens der laves mad.

»Dét, at huset er præfabrikeret på en fabrik, gør, at byggeriet ikke er afhængigt af vind og vejr, hvilket er med til at forkorte byggeprocessen,« fortæller arkitekt Ditte Rohde. Hun har sammen med sin mand Thomas Ryborg lagt vægt på at tegne et hus til deres venner, hvor de var i konstant kontakt med naturen. Det er blandt andet tænkt ind, ved at der i den ene halvdel af huset, hvor det store køkkenalrum – det vil sige det sociale rum – ligger, er store vinduesfoldedøre, der kan åbnes og foldes sammen, så grænsen mellem inde og ude bliver opløst.

»Vi føler heller ikke, at vi kommer hjem til et sommerhus og går ind i huset, men at bygningen er en del af uderummet. Så arkitekternes mission må siges at være lykkedes til fulde,« siger Lise Tejsner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.