Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det er design, lige så vel som en smuk stol er det

Kopper med fejl, telte til flygtninge, apps til svagtseende og tæpper af genbrugte vandflasker er blandt vinderne af Danish Design Award, som netop er blevet uddelt. Prisen viser, at design i dag er meget andet end borde og stole.

Lifeshelter. Foto: Pressefoto.
Lifeshelter. Foto: Pressefoto.

Mange af os har prøvet at gå på jagt i et 2. sorterings-udsalg i håb om at finde en musselmalet kop til halv pris på grund af en lille fejl, man nok ikke får øje på, når først den står hjemme på bordet. Men hvad nu hvis vi antager, at fejlen lige netop er det, der gør koppen perfekt?

»I’mperfect Mug« er en af vinderne af prisen Danish Design Award, som i torsdags hædrede design i 15 forskellige kategorier. Kopperne i serien, som er udtænkt af I’mperfect x Loveramics x Oloiya, har alle fejl.

Men i stedet for at blive betragtet som 2. sortering, fremhæver designfirmaet fejlen og laver et lille unikaværk ud af det – for eksempel ved at ramme en vildfaren prik ind i et lille felt.

Projektet rummer flere budskaber. Det uperfekte i virkeligheden er med til at gøre os allesammen unikke, og produkter med småfejl behøver ikke ryge i skraldespanden sammen med alle de andre produkter, som i dag bliver smidt væk, selv om der reelt ikke er noget galt med dem.

Designs til samfundet og erhvervslivet vægtes højest

Skype. Foto: Pressefoto.
Skype. Foto: Pressefoto.

Dansk Design Center og Design denmark står bag Danish Design Award, som er blevet taget op igen og fornyet efter at have ligget stille i fire år.

Prisen vil udover at sætte ny dansk design på verdenskortet være med til at hylde designere og virksomheder, der bruger design til at gøre forskel for samfundet og for erhvervslivet – som noget nyt bliver der fokuseret endnu mere på effekten af design.

Her skal design langtfra kun opfattes som kopper og møbler. Det er Janus Friis’ og Nicklas Zenströms berømte opfindelse Skype et godt eksempel på. Den gratis telefon- og chatforbindelse vinder i »Icon«-kategorien.

Børnenes Hovedstad i Billund, der går ud på at udvikle et særligt bymiljø i Billund, som skal fremme kreativitet og leg, er også på vinderholdet. Bag visionen står Urgent Agency og Bjarke Ingels Group.

»Det er imponerende at se, at dansk design rækker så bredt fra klassisk business til livsstil til det digitale. Det er et øjebliksbillede på spændvidden i dansk design. Dels at det gør en forskel, dels at der er en stor mangfoldighed,« siger administrerende direktør for Dansk Design Center, Christian Bason.

Fokus rettet mod den 3. verden

Nogle af vinderne har vendt blikket mod den 3. verden.

En lille beholder med håndsprit, »YellowHandsafe«, er designet til, at man kan sætte den fast på tøjet for at undgå infektioner på hospitaler i lande, hvor mange dør på grund af dårlig håndhygiejne, mens »Lifeshelter« består af telte til flygtninge i den 3. verden. De er bedre isoleret og giver familierne mere privatliv i deres midlertidige hjem.

»Be My Eyes« er et andet eksempel på design, der kan gøre livet bedre. Det er en app, der skal hjælpe mennesker med synshandicap. Appen sætter en blind person i forbindelse med frivillige seende gennem en smartphone. Her hjælper teknologien endnu en gang.

Medlem af juryen og af Design denmarks bestyrelse Pil Bredahl har blandt andet bemærket, at stort set alle designerne har haft miljøet i baghovedet, mens de designede.

»Der er bæredygtige refleksioner i mange projekter. Det kan tyde på, at vi er nået derhen, hvor det er en selvfølge, at bæredygtighed er en del af designprocessen. Vi skal slet ikke lave noget, hvis vi ikke tager højde for det bæredygtige. Hele feltet arbejder med løsninger, der handler om at forandre noget i verden. Komme med nogle løsninger, der er med til at definere vores måde at være på som samfund,« siger Pil Bredahl, som selv er udøvende designer.

Nyt design med udgangspunkt i gamle traditioner

Sensura Mio. Foto: Pressefoto.
Sensura Mio. Foto: Pressefoto.

Den nye Danish Design Award, som blev indstiftet i 2015, vil desuden markere, at det er 50 år siden, at den første danske pris til industrielt design, ID Prisen, blev givet. Der er både ligheder og forskelle fra 1965 til i dag, fortæller Christian Bason.

»I 1960erne og 70erne lå industriel design i grænselandet mellem design og ingeniørkunst med en række ikoner som B&O, Stelton og en pumpe for Grundfos – og andre, som ikke er her længere. Mens nogle produkter måske på overfladen ligner sig selv, er der sket meget på grund af teknologien, og fordi vi har fået øjnene op for, at de kompetencer, designere har til at formgive, også kan bruges til at skabe værdifulde løsninger, når det handler om services og det digitale.«

Godt design har også fundet vej ind i sundhedsvæsenet. Blandt andet med en stomi-pose fra Coloplast. Den er designet i neutrale farver og skal blandt andet gøre livet nemmere for verdens mange stomi-brugere – og samtidig give et pænere alternativ til de traditionelle poser. Posen vinder i kategorien »Business – Employment Growth«.

»Som modtager kan man ikke altid genkende den æstetiske oplevelse, som man måske forbinder med traditionel design. Men når du skal operere med en maskine eller forholde dig til teknologi, er der også tænkt over, hvordan vi modtager det med vores øjne og vores krop. Det er design, lige så vel som en smuk stol er det,« siger Pil Bredahl.

Se alle vinderne her

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.