Bornholm er trådt ud af fiskeriets skygge

Bornholm har vendt den negative fortælling om sig selv, siden fiskeriet stoppede og øen blødte. I dag er der en michelinstjerne, et hav af små virksomheder og en udbredt optimisme. På torsdag starter Folkemødet i Allinge.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Man skal ikke tage til Bornholm. Det sætter ens liv alt for meget i perspektiv. Pludselig hader man udsigten fra sin lejlighed, fordi der hverken er hav eller klipper, man synes, at man har for travlt, og hvorfor har ingen tid til at snakke?

På Bornholm er der også mere eventyr over navnene, end i resten af Danmark. Steder som Fandens Keglebane, Pølsekedlen, Jættebold, Våde Ovn, Ekkodalen, Sorte Gryde, Pissebækken og Løvehovederne sætter fantasien i gang – og fantasi er måske noget af det, der er karakteristisk ved den bornholmske folkesjæl. Om du er horra (dreng), pibel (pige), eller vinkeltita (skeløjet), så ser du nok, at Bornholm er noget for sig.

Men der er jo også dejligt på Lolland. Og smukt på Endelave. Og alle de andre danske øer. Så hvorfor er lige Bornholm ved at blive det nye Skagen eller Tisvilde?

Det kan da ikke kun skyldes den michelinstjerne, som øens toprestaurant Kadeau for nylig modtog. Vi må længere ind. Længere ind i sindet hos bornholmerne ...

Winni Grosbøll (S), der har været øens borgmester siden 2010, siger, at et gammelt råd er, at man aldrig skal have flere bornholmere om bord på et skib, end man har master, man kan surre dem fast til.

»Af natur er vi nok ret stædige eller vedholdende, for vi er vant til at skulle klare os selv og kæmpe for sagerne – der er ikke noget, der kommer dumpende af sig selv. Vi er vant til hårdt arbejde,« siger hun.

»Mange danskere har været her i 7. klasse, dengang det tog en hel nat med færgen Povl Anker at komme hertil, så der har været en mental barriere, som vi har skullet ændre for at få flere turister. Nu er her fly, Øresundsbroen og hurtigfærgerne.«

»Vi har ophævet bopælspligten i flere områder, og det har åbnet op for, at mange har et hus, som de bruger i forlængede weekender. Og jeg har da godt lagt mærke til, at der er kommet en del flere store biler, og ansigter, som man har set i bladene. Men vi er ikke så nemme at imponere, og tænker, at de er gæster som alle andre – og det er da sikkert en af attraktionerne, at vi behandler folk ens, også når der kommer mange kendte hoveder til Folkemødet.«

Folkemødet, en fejring af den danske tradition for demokrati og dialog, blev til, fordi daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder i 2010 var på Almedalsveckan på Gotland (en lignende demokratisk festival, som blev startet i 1968 af Olof Palme) – det samme havde repræsentanter fra Bornholms Regionskommune, og et smukt samarbejde var født.

Allinge kunne det første år (2011) sige goddag til 10.000 mennesker på fire dage – sidste år var der 25.000 besøgende per dag, og den lille by summer af debatter, foredrag, networking og den politiske disciplin: »Drik øl i solen uden at blive så fuld, at du mister balancen – eller vælgere«. »Der er ingen tvivl om, at Kadeau og Folkemødet har betydet en masse for både vores selvforståelse og for andres syn på os,« siger Nanna Löwe, der er nytiltrådt hoteldirektør på Hotel Nordlandet.

Hun er oprindelig fra Rønne og flyttede for fem måneder siden tilbage til øen efter tyve år i Paris, Los Angeles og København. Og nu er hun altså tilbage for at arbejde på et hotel, som hvad indretning og mad angår, snildt kan matche London og Paris, og hvad udsigt angår – er mange skridt foran.

»Min generation har nok et internationalt fokus fra starten. Vi tænker, at det at flytte fra øen er et stort skridt, så hvorfor nøjes med København, hvorfor ikke tage til London eller New York?«

»Men når vi er ude, er vi jo ekstremt patriotiske og holder sammen, måske fordi vi bliver mobbet af danskerne og kaldt reserve-svenskere. Her på øen er sammenhold og tryghed, og derfor vender mange hjem – og mange medbringer et internationalt udsyn,« siger Nanna Löwe.

På Bornholm skaber man sit eget job

Pr 1. januar i år var der 39.756 fastboende på øen, og selv om det er 100 år siden, at der sidst har boet under 40.000 på Bornholm, så er indbyggerne dog gode til at finde de små lyspunkter, og man kan således læse i Bornholms Tidende, at der for første gang i 20 år flytter flere til øen end fra.

Rune Holm har siden februar i år båret titlen »tilflytterkonsulent«, og han har siden sin tiltrædelse haft kontakt til 150 familier, som gik med tanken om at flytte til øen. Indtil videre har det resulteret i 136 nye mennesker på øen i år, men han har ikke tid til at juble, for der er meget, der skal nås – blandt andet mangler der 11 skolelærere efter sommerferien, og dem skal han nå at lokke til Bornholm.

»Jeg har allerede haft to ovre, som jeg kørte rundt med til samtaler, og jeg tror det ender med, at de flytter herover,« fortæller han, og siger også, at der kom halvanden hundrede flygtninge til øen sidste år, og de smutter lige ind i samfundet og er også med til at skabe vækst. Og det er der brug for. Selv har han boet her i 14 år og føler sig fuldt ud integreret.«

»Ifølge tilflytterkonsulenten er der sket en ændring i, hvem det er, der flytter til øen. »I gamle dage var der en del, som var på kanten af livet, men i dag er størstedelen nogle, der VIL noget med deres liv – nogle, der har taget stilling til, at de ikke gider sidde på motorvejen to timer hver dag, betale 250 kroner for at parkere i byen og aldrig have tid til familien.«

Ifølge Rune Holm er der hundrede ledige jobs, og det er 50 procent flere end sidste år, men mange skaber deres egne jobs.

»Der er en fighterånd og plads til kreativitet, og det er da ret bemærkelsesværdigt, at der fra samme skole i Svaneke er kommet folk som Rasmus og Nicolai fra Kadeau, Johan Bülow, Gorm (ham med pizzaerne) og sangerinden Aura. Jeg tror, at kreativiteten dels kommer af trygheden ved at vokse op et sted, hvor alle kender alle, dels af, at man er tvunget til det for at skabe sig det job, man gerne vil have,« siger Rune Holm.

Hvor kom den pludselige succes fra?

I mange år var Krøllebølle-isen og de røgede sild de to madvarer, man kendte uden for Østersø-øen. Men i dag har Bornholm sin egen butik i Torvehallerne i København, og øens mad- og drikkevarer er et af de helt store trækplastre, når folk skal vælge feriedestination.

Blandt succeserne kan nævnes St. Clemens, som eksporterer 5.000 tons ost årligt, Svaneke Bryghus, som åbnede i 2000 og sælger deres øl i supermarkeder »ovre i Danmark«, og Bornholms mosteri, der blandt ejerne tæller restaurant Kadeau, og er oppe over en million solgte flasker rabarber-, tranebær-, og hindbærsaft. Alt sammen fordi øen i mange år har fokuseret på regional madkultur.

Blandt andre tiltag er Danmarks største kokkekonkurrence, »Sol over Gudhjem«, der siden 2009 har udviklet sig til en begivenhed, som har nogle af landets bedste kokke som dommere.

På Gæstgiveren i Allinge lykkes det år efter år at tiltrække store navne som Rasmus Seebach, Christoffer og De Eneste To til den lille intime scene, og Bornholms Kulturuge i september breder sæsonen ud. Det har givet en stigning i antallet af besøgende på ca. 140.000 de seneste 15 år, og antallet ligger nu på 920.000 ankomster om året. Det gav, senest der blev talt op (i 2011), en turismeomsætning på 1,83 milliarder kroner.

Men hvad gør, at øen har rejst sig igen? Efter fiskeriet tørrede ud i 80erne, var der ikke meget at grine af. Hvordan fik man solskinnet tilbage på Solskinsøen?

Borgmester Winni Grosbøll siger: »Vi har for nylig fejret 70-året for, at russerne forlod øen, og det faktum, at vi f.eks. ikke blev befriet samme dag som resten af Danmark, har nok bidraget til fortællingen om, at vi til syvende og sidst kun har os selv at regne med.

»Og da jeg trådte til, var ambitionen at vende den negative fortælling, for ingen gider da bo i en jammerkommune. Både Folkemødet og hele satsningen på fødevarer har været med til at skubbe et andet billede ud over klippekanten.«

»Selvfølgelig ved jeg godt, at der er mange familier, der har det svært. Men jeg tror, at det for alvor vendte for to år siden, da det lykkedes os at stoppe lukningen af Danish Crown-slagteriet. Vi reddede en masse arbejdspladser, men det var også en mental redning af måden, vi ser os selv på.«

Naturen, maden og friheden gør Bornholm til noget helt specielt

Filminstruktør og bornholmer Lotte Svendsen, der bl.a. har instrueret »Bornholms stemme« om øens deroute efter fiskerikrisen, mener, at hun i bornholmsk vuggegave har fået fornemmelsen af at være velkommen i verden.

»På en ø er man nødt til at rumme hinanden – også særhederne. Og man er nødt til at bidrage med noget for at kunne sidde med ved bordet, og så er der et udbredt galgenhumoristisk vanvid. Min mand, som er jugoslav, siger, at Bornholm er det sted i verden, han føler sig mest hjemme, for her er stadig en slags gammel-østeuropæisk vildskab og temperament,« siger Lotte Svendsen.

Og hun mener, at når så mange på øen har succes med diverse madvarer, så har de egentlig ikke opfundet noget nyt – de fortsætter bare deres forfædres tradition med at være i pagt med naturen.

»Kadeau-drengene og alle de andre har jo oplevet, fra de var små, at der blev fisket, at man gik ud og plukkede urter, og at man hele tiden var tæt på naturen, og det er det, de bygger videre på. Det er selvfølgelig et hit i en tid, hvor vi andre hårdtarbejdende storforbrugere sviner i verdensregnskabet.«

Da Henning Jensen var lille, var der tretten røgerier i Aarsdale – engang var der 135 på hele øen, og de røgede silds bladguldssmukke sider glimtede i solen i hver en by – nu ejer han det eneste røgeri tilbage i byen.

Hvor han i øvrigt arbejdede som barn med at sømme sildekasser. Han har fisket i 20 år, så han ved godt, hvordan en god sild skal se ud. De kommer ikke fra Bornholm længere, for der er ikke nok i Østersøen, og laks er man også nødt til at importere, for dem i nærheden er for fulde af giftrester. Men han og konen Pernille klager ikke.

»Om sommeren står der nogle gange 50 mennesker i gården når vi åbner, og vi steger som regel tusind fiskefrikadeller om dagen,« fortæller Henning Jensen. »Turismen er blevet bedre og bedre de senere år – kvaliteten af maden er blevet det, folk rejser hertil efter,« fortæller Pernille Jensen fra Aarsdale Silderøgeri.

Kreativ direktør i reklamebureauet Mensch, Frederik Preisler, mener, at Bornholm har kunnet det, som resten af Danmark ikke har været i stand til.

»De har fortalt en konsistent og sammenhængende historie om sig selv. Det er det, vi andre – og andre øer – kan lære. Bornholm har været dygtige til at koordinere politikernes og erhvervslivs fortælling, så det til sidst er blevet en bevægelse, og vi andre nu ved, at der er gang i et eller andet med fødevarer og gastronomi på øen.«

»Men frem for alt har de forstået, at deres fortælling skal være rodfæstet i en følelse. Fortællingen om maden er blevet til den følelse, vi alle nu har. Følelsen af »er der egentlig ikke lidt rarere på Bornholm?«

Uld

»Tøsen er hjemme igen, inden der er gået ti år,« sagde Signe Kures morfar, da hun forlod Bornholm til fordel for Vanløse. Hun var væk ni et halvt, og så blev hjemveen for stærk. Efter at have »haft alle de jobs, der ikke kræver en uddannelse«, har hun i dag fundet sin niche: Bornholmerdynen. Den er stoppet med ren uld i stedet for fjer, og hun har solgt den til vidt forskellige steder som Grønland, England og Belgien.

Signe er virkelig ikke særlig god til at blære sig på dynernes vegne, men får dog sagt, at ulddyner holder kroppens temperatur, og derfor er de f.eks. gode til kvinder i hedebølgealderen. Og ulden er også god mod trætte knogler og gigt.

»Uld er et fantastisk materiale, og jeg elsker, at man ikke skal dræbe eller skade dyret for at få det, man vil have. Jeg kan ikke tåle tanken om, at man plukker fjerene af levende gæs for at lave en dyne,« siger Signe Kure, og udtrykker ligefrem, at det er »skide-spændende« at arbejde med uld.

Hun er glad for uld og Ole, som hun er kæreste med for anden gang. Første gang var sværmeriet mod hendes mors ønske, og i det hele taget var det svært at være ung på Bornholm, fortæller hun: »De gamle vidste altid, hvad jeg havde lavet og sladrede til min mor.«

Den del af det bornholmske liv er hun ikke så vild med.

»Vi hjælper hinanden, og snakker pænt til naboen, men der kan også være en del sladder, og det hader jeg. Men vi er også tålmodige mennesker, og vi behøver ikke store armbevægelser,« siger hun og giver sin egen opskrift på, hvorfor Bornholm har optur i disse år: »I gamle dage var mange restauranter og butikker kun åbne i juli. Og det nytter ikke noget – men nu har flere åbent i længere tid. Jeg har ikke haft sommerferie i fem år, jeg fiser selv rundt og deler reklamer ud, og jeg gør rent et par timer efter jeg har lukket butikken, for det kan ikke løbe rundt ellers. Det går stille og roligt fremad, og det passer mig fint, for jeg har aldrig drømt om at have mange ansatte – chefer er sgu så sure.«

Signe Kure bruger uld fra fåreracen Shropshire, hvis specielle krøller gør, at ulden ikke krymper – og der er den fordel ved ulddyner, at husstøvmider ikke kan leve i dem.

»Jeg solgte en til en mand, som led frygteligt af allergi, og jeg sagde, at hvis han ikke kunne lide dynen, så skulle han ringe, men jeg har ikke hørt noget ... så enten er han tilfreds eller død,« kommer det med tør Bornholmer-humor.

bornholmerdynen.dk

Ler

Der er lukket for bestillinger, og 300 kunder er på venteliste. Den firlængede gård i Listed er både hjem, værksted og butik, men lige nu er butikken næsten tom, for siden Torben og Susanne Lov begyndte at fremstille stel til den michelinstjerne-tildelte restaurant Kadeau, er det gået meget stærkt.

Susanne siger: »Kadeau er et fantastisk udstillingsvindue, for folk kan jo virkelig se, hvordan maden ser ud, når den serveres på vores tallerkener. Sidste år havde vi så stor en pukkel, at vi slet ikke fik fyldt op til sommersæsonen, og derfor tog vi imod folks mailadresser, men når de har ventet så længe, vil de virkelig gerne have meget, så nu er vi lige vidt.« Torben er indfødt, Susanne er »førder«, som det hedder, når man ikke er så heldig at være født på Bornholm.

Han har arbejdet med ler i halvtreds år, og hun arbejder med tekstil og filt og hjælper med logistikken, mens Torben har travlt med leret, og han lader til at have en sund indstilling: »Vi kan jo ikke nå mere, end vi kan nå. Sidste år havde vi fri i fire dage, men der er ingen grund til at stresse ...« Han fortæller, at da han før fiskekrisen boede ved Nexø havn, kunne man døgnet rundt se både enten på vej ud eller ind. Så blev der tomt og trist på øen, men nu er stemningen vendt igen.

Hvis man spørger, hvad andre øer skal gøre for at opnå samme status som Bornholm, kommer det med et glimt i øjet fra Torben: »De skal få sig nogle klipper! En af grundene til, at der kommer så mange turister her, er, at naturen er ret eksotisk og varieret.« I Listed kan man fra klipperne både se solen stå op og gå ned. Og inspirationen får de fra deres daglige gåture i den smukke natur. Susanne mener også, at naturen er hovedårsagen til, at folk kommer: »Jeg kan godt lide, at turismen er så alsidig, og der kommer folk, der vil klatre, cykle, spise eller dyrke yoga.«

Kan man sige, at der er en speciel Bornholmsk folkesjæl?

Torben: » ... Det skal man ikke snakke højt om ...!«

Susanne: »Den er nok blevet lidt blandet, for der er både de gamle bornholmere, og alle de kunsthåndværkere, der kan se, at man her kan bo så billigt, at man har råd til at arbejde med sin passion.«

Der er 50-60 keramikere på øen. Er der hård konkurrence?

»Nej, for vi er jo forskellige alle sammen, og det kommer i bølger, hvad der er populært, og nogle år er det glas, så er det porcelæn, og lige nu er det altså vores stentøj.«

lovilisted.dk

Kød

Produktionen af pølser er i gang op til Folkemødet, og Jørgen Christensen regner sammen, at det nok er blevet til halvandet ton til bl.a. Gæstgiveren og Finansministeriet. Men det betyder ikke, at han ikke har tid til at snakke, når man besøger Hallegaard. Det modsatte er vist umuligt.

»Jeg har nok altid været lidt nørdet, og synes det er sjovt at lave alt fra bunden, og det bliver kun værre med årene. På de gode dage i sommerferien er her 2-300 mennesker,« fortæller han, mens han fodrer nogle af de kommende ingredienser til pølserne.«

»Svinene, Gammel Dansk sortbroget landrace, går i skoven bag Hallegaard om vinteren, og i sommerhalvåret kommer de op på marken ved den hyggelige gårdhave, for som Jørgen siger, så »er der mange københavnerbørn, der aldrig har set røven på en gris. Og min erfaring er, at hvis børnene har det sjovt og leger med dyrene, så slapper mor og far af, og så køber de mere!«

Og hvis man syntes, at ens børn var nuttede, da de var små, så er det intet at regne mod de små plettede grise – at man nogensinde skulle tage en bid af en af dem virker pludselig grotesk, men Jørgen har jo ret i, at det er en del nemmere at spise kød, hvis man ved, at dyret har haft et godt liv – og en ustresset sidste tid før det sortner for dets øjne.

Derfor er næste projekt at bygge et slagteri på gården. Nogle af restauranterne på øen, bl.a. Kadeau, Stammershalle og Gæstgiveren, har lagt penge i projektet.

»Men jeg manglede lidt, så jeg ringede rundt til de private kunder, der kører i de største biler, og på fire en halv time havde jeg samlet 700.000. Og det giver jo også jobs til øen,« siger Jørgen, og man kan godt se, at det kan være svært at stå for charmen – og engagementet.

Firserne var en meget grim periode, fortæller Jørgen. Folk ville væk, men selv endte han med at købe Hallegaard i ’89. I dag har han seks fuldtidsansatte, og ekstra hjælp om sommeren.

Snart åbner han butik i det gamle isværk i Svaneke, han har samarbejde med Dyrenes Beskyttelse om forskellige projekter, og Designskolen skal lave et projekt med hans økologiske griseskind, fordi læderet bliver meget blødere, når det ikke behandles som hos traditionelle grise.

Desuden er han ved at lave en dansk version af sortfodsskinke, og så er der også det lille bryggeri. En af hans ansatte siger, at det er her, de leger, og lige nu leger de med rødbedesaft i øllen – mest for at give farve og få en undskyldning for at kalde øllen Den Røde Kælling.

Og Jørgen siger om sit livsværk: »Hele tankegangen om, at vi ikke skal spise så meget kød gør, at flere tænker, at så skal det fandeme være i orden.«

hallegaard.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.