Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Bland dig i planlægningen, mand!

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes børneavis, Kids' News, og far til tre. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn.

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes børneavis, Kids' News.
Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes børneavis, Kids' News.

Øhh...« sagde jeg.

»Øhh...« svarede han.

Alt imens vi stod og kiggede på hinanden, som to rådyr fanget i hver vores sæt lyskegler.

»Så du har ikke fået noget at vide?« forsøgte jeg mig.

»Nej, jeg ved ikke, hvad der er aftalt,« supplerede han.

Så fortsatte vi med at steppe lidt fernis af halgulvet i gymnastik­salen, inden han sagde:

»Jeg ringer lige hjem til min kone og spørger.«

»OK. God idé, det gør jeg også.«

Og hvordan var vi så havnet her? Mig og den anden far. Hvordan får man to fædre til at agere som rådvilde zombier? Man beder dem om at hente deres døtre til gymnastik. Og så får de besked på at køre en tredje pige hjem.

MEN. Man specificerer ikke, hvad fædrene gør i det tilfælde, at de begge tror, at de skal køre den tredje pige hjem. Total handlingslammelse. Flot mand.

I stedet for bare at lave en hurtig aftale, så ringede vi hver især til kontroltårnet i vores livs lufthavn. Til hende, der styrer alle aftaler, afgange og ankomster.

Hende, der koordinerer med alle de andre (kvindelige) flyveledere.

Og hende, der altid sørger for, at praktikken omkring børnene hænger sammen uden aflysninger, forsinkelser og sammenstød.

Nuvel, hvis opgaverne mellem mor og far er en regnbueis, så går jeg ikke ind for et ligestillingsprincip, hvor stykkerne skal skæres på tværs, så man får lige meget chokolade-, vanilje- og jordbæris.

Det kan give fin mening at skære isen på langs, så det kun er den ene, der støvsuger, og den anden, der vander blomster.

Men når det kommer til den praktiske deltagelse i vores børns aktive og sociale liv, så har vi fædre en tendens til at se afventende til, når mødrene laver aftaler, organiserer og planlægger. I en sådan grad, at vi sat på spidsen hverken kan, tør eller orker at gøre noget på egen hånd.

Man kan så argumentere for, at fædrene ikke får lov til at deltage, fordi kvinderne dybest set ikke er interesserede i at vige pladsen fra tårnets top. Det kan der måske være noget om.

Men på den anden side er det heller ikke ligefrem, fordi vi står klar med rambuk og truer med at bryde adgangs­døren ned.

Nej, vi affinder os fint med at lade mødrene arrangere legegrupper og sætte kryds ved pastasalat på opslaget i børnehaven. Med mindre vi får besked på andet, naturligvis.

Hjemme hos os har vi for nylig fået vores tredje barn. Derfor er den vanlige flyverleder på nedsat tid – og så man har indkaldt vikaren. Mig.

Og for nu at blive ved gymnastikken, så betød det, at jeg skulle assistere min datter på seks år med al praktikken til hendes konkurrence i weekenden.

Normalt står jeg stand by på sidelinjen sammen med de andre (mandlige) Spielbergs og leder efter den helt rette vinkel at filme hele balladen fra.

Men denne gang kom jeg helt tæt på min datter. Som eneste far. Ikke kun gennem en linse og med det efterfølgende kram for flot præstation. Men gennem opvarmning, tøjskift og hårlak.

Hele vejen fra sommerfuglene i maven, nervøsiteten over publikum, frygten for at begå fejl og den spontane glæde over at have gennemført. Så tæt på min datters helt umiddelbare følelser.

Tænk, hvad jeg og de andre fædre misser, når vi står på landjorden og afventer ordrer oppefra. Jeg vil ikke ud af kontroltårnet igen.

Det er besværet værd at være heroppe. Udsigten er fantastisk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.