Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Gør haven sommerklar: 10 ting du kan lave i haven allerede nu

Selvom varmegraderne lader vente på sig, er det nu, du skal gøre din have i topform til sommeren. Haveekspert Dorthe Kvist giver dig en række gode råd.

Haveekspert Dorthe Kvist.
Haveekspert Dorthe Kvist.

Træer og buske i Dorthe Kvists villahave i Vanløse er endnu nøgne, men små skud hist og her vidner om, at foråret er på vej. Dorthe Kvist giver dig gode råd til at gøre din have sommerklar.

Opret abonnement på PLUS og læs hvordan du gøre din have klar til sommeren.

I denne PLUS pakke får du:

  • Gør haven sommerklar
  • Guide: 10 ting du kan lave i haven allerede nu

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra B PLUS her.


Træer og buske i Dorthe Kvists villahave i Vanløse er endnu nøgne, men små skud hist og her vidner om, at foråret er på vej.

Med forårets komme følger den af havefolket længe ventede tid, hvor de igen kan komme ud og få muld mellem fingrene.

»Det burde jo ikke komme bag på mig længere, men der er bare noget fantastisk ved at komme et frø i jorden og se det gro,« fortæller Dorthe Kvist, mens vi sidder i hendes lyse dagligstue, hvor der er forspirede kartofler og tomater i vindueskarmene og fyldt med frodige planter.

Dorthe Kvist er haveekspert på blandt andet Go’ Morgen Danmark, og på bt.dk kan du se hendes gode tip i ’Kvistens haveskole’. Derudover arbejder hun som havedesigner i sit eget firma, og hun har netop lanceret haveredskabsserien ’Dorthe Kvist by Nelson Garden’.

Havearbejde er afstressende

BT har bedt hende øse ud af sin store viden og give dig gode råd om, hvordan du gør din have klar til sommeren netop nu.

Og hvis du ikke allerede er bidt af haven, så er der mange gode grunde til at hoppe med på bølgen.

»Det er dejlig afstressende og giver en vidunderlig ro at gå og rode i haven,« siger hun.

Der er faktisk en bakterie i jorden, som udløser serotonin i hjernen, når den kommer i kontakt med huden. Serotonin kaldes også ’lykkestoffet’ og findes blandt andet i lykkepiller.

»Når du dyrker din egen mad, ved du også, at den ikke er blevet sprøjtet eller genmanipuleret,« siger Dorthe Kvist og påpeger, at også din pengepung nyder godt af havearbejdet.

»Den mad, du selv dyrker, er om ikke gratis, så langt billigere, end hvis du skulle købe det samme i supermarkedet,« siger haveeksperten.

Får noget fra hånden

Rent mentalt giver havearbejdet Dorthe Kvist en tilfredsstillelse, som hun og mange andre savner i det daglige.

»Kender du ikke den der fornemmelse af, at du har knoklet hele dagen, men når du så kigger på dit skrivebord, kan du overhovedet ikke se, at du har fået noget fra hånden,« spørger hun og fortsætter:

»Når du derimod går ud og klipper din hæk eller luger i et bed, så kan du med det samme se og føle, at du har fået en masse fra hånden. Det er bare en rigtig dejlig fornemmelse,« forklarer Dorthe Kvist.

Her kan du læse hendes gode råd og allerede nu få gjort din have i topform til sommeren.

Guide: 10 ting du kan lave i haven allerede nu

Oprydning
»Du skal rydde op i haven. Den ser jo forfærdelig ud efter vinteren,« siger Dorthe Kvist. Og det er ikke kun for æstetikkens skyld, du bør rive grene og blade væk.

»Græsplænen kan godt lide at få noget luft. Så der skal ikke ligge blade, grene og andet ovenpå den, når græsset begynder at gro,« forklarer hun. I bedene kan du derimod med fordel lade lidt af naturens affald blive liggende.

»Klip de halvrådne blade og stænglerne fra dine stauder i små stykker og fordel dem i dine bede. Husk på at naturen selv omdanner det affald, den laver, til kompost. Så det er god gødning til dine bede.«

Har du vinterdækket bedene, så de bedre kunne modstå vinterens luner, er det tid til at fjerne det nu. Så kan du også bedre se alle de små forårsblomster, som begynder at pible frem.

Beskær buske og træer
»Du kan godt gå i gang med at beskære dine buske og træer. Det er faktisk lettest her om foråret, hvor du tydeligt kan se grenstrukturerne og let kan komme til, fordi der ikke er blade på endnu,« siger Dorthe Kvist.

Men blødere træer som birk, ahorn og valnød skal du endelig ikke beskære før til juli eller august.

»De blødere træers safter stiger meget tidligt på året. Hvis du beskærer dem efter nytår, vil det højst sandsynligt bløde og miste en masse af den energi, som skulle være brugt på knopper, blade, blomster og tilvækst,« forklarer hun.

Blomme, kirsebær og andre stenfrugter skal du også vente med at beskære, til der er kommet blade på. Ellers vil de let kunne angribes af forskellige svampesygdomme.

»Du skal heller ikke klippe din hæk endnu, fordi de nye skud er på vej. Til gengæld kan du give den et vitaminspark med noget gødning,« siger Dorthe Kvist.

Klip stauder og roser ned
Beskæring af roser her om foråret kan man snakke om i timevis, men her kommer den korte version.

:»Begynd med at klippe de syge og døde grene af. Se derefter, om rosen har en pæn facon, og klip de grene af, som krydser ind over eller stikker ud,« forklarer Dorthe Kvist.

Det er allerede nu, du skal gøre haven klar, hvis den skal være i topform til sommeren, siger haveekspert Dorthe Kvist.
Det er allerede nu, du skal gøre haven klar, hvis den skal være i topform til sommeren, siger haveekspert Dorthe Kvist.

Og husk at lægge dit snit lige over et øje, som vender udad. Det er der, det nye skud vil komme. »Hvis rosen ser lidt skravlet ud, kan du give den en hård tilbageklipning, så den bliver omkring 20 cm høj. Hvis du derimod gerne vil have, at dine roser fylder lidt mere, så klip dem tilbage til 35 cm,« siger Dorthe Kvist.

Også stauderne bør du klippe ned nu. »Hvis du venter for længe, risikerer du at klippe i de nye skud, der kommer op,« fortæller Dorthe Kvist.

Luge ukrudt
Alt begynder snart at vokse igen – også det ukrudt, du helst vil være fri for. »Det er en god idé at luge ud i haven allerede nu. Det, du får luget nu, slipper du for at gøre senere på året, når du hellere vil ligge og nyde det gode vejr i hængekøjen,« siger Dorthe Kvist.

Hun elsker planter, der har sået sig selv, og har selv det hun kalder ’grøftekantsstemning’ i sine bede. Derfor slår haveeksperten ikke hårdt ned på alt, der ser anderledes ud.

»Jeg identificerer det ukrudt, jeg i hvert fald ikke vil have, såsom mælkebøtter og skvalderkål, og luger så ud i det. Men det er jo meget individuelt. Vil du have fuldstændig styr på, hvad der er hvor, så skal du luge alt ukrudt væk,« forklarer hun.

Gødning
Dorthe Kvist bryder sig ikke om kunstgødning. Hun råder dig til at bruge et godt og ganske gratis alternativ.

»Jeg kører enten et ordentligt lag halvomsat hestelort ud i haven eller lægger kompost i bedene.«

Du kender sikkert et sted i nærheden, hvor der er heste. Ring til dem. De plejer at være lykkelige for at afhænde hestelort kvit og frit.

»Og det er fremragende gødning,« siger Dorthe Kvist.

Hendes børn brokker sig dog lidt over lugten, når hun lægger det ud i sine bede. »Ja, det lugter lidt i begyndelsen, men så damper det af. Lidt efter lidt bliver det jo også blandet sammen med resten af jorden,« forklarer hun. Du kan også købe komprimeret kolort i piller og bruge det som gødning eller tage jorden fra kompostbunken, hvis du har én.

Mos i græsplænen
Snart begynder græsset at gro, og så skal det slås.

»Men husk ikke at klippe græsset kortere end fire cm. Ellers risikerer du, at der kan begynde at gro mos og ukrudt,« advarer Dorthe Kvist.
Mange haveejere har revet sig fortvivlet i håret over netop mos, men Dorthe Kvist anbefaler dig at leve med det i stedet.

»Som regel har du mos, fordi der er noget, der skygger. Det kan være en høj bygning, et stort træ eller dit eget hus. Hvis du ikke kan fjerne årsagen til, at du har mos, vil det komme igen år efter år. Så glæd dig i stedet over, at mosset er grønt og blødt, og at det ikke skal slås,« siger hun.

Kan du ikke holde ud at se på mosset, så kan du i stedet lave et skovbundsbed med hostaer, bregner, bronzeblad og andre velegnede skyggeplanter, hvor der er meget skygge i din have.

Gøre rent i drivhuset
:»Drivhuset skal gøres rent her om foråret, da der kan være små skadedyr, som har overlevet vinteren,« siger Dorthe Kvist.

Spul drivhuset over med haveslangen og vask det derefter med en børste og brun sæbe både udvendigt og indvendigt. Sørg for at komme godt ind i alle hjørner og kroge. Skyl efter med vand, når du er færdig.

»Det er også en god idé at skifte jorden i dit drivhus hvert tredje eller fjerde år, hvis du dyrker direkte i jorden derude. Især hvis du dyrker det samme år efter år, ligesom mig. Ellers udpiner du jorden,« forklarer hun.

Du kan grave jorden op og bytte den ud med jord fra et af dine andre bede eller komme ny, frisk jord i drivhuset, hvor du så småt kan begynde at så salat og radiser. Husk også at forbedre jorden med lidt kompost.

Dræbersnegle
»Det er nu, du skal sætte ind imod dræbersneglene,« siger Dorthe Kvist. Du gør klogt i at mase deres små, hvide æg, før de bliver udklækket, og haven bliver fyldt med ulækre dræbersnegle. »De lægger tit deres æg i fordybninger. Kig efter dem under bræt, sten eller noget, du har haft stående i haven, som eksempelvis en spand,« forklarer hun. Et andet godt råd er at få høns i haven ligesom Dorthe Kvist. De spiser nemlig de små babydræbersnegle.

»Du kan også sætte hjemmelavede ølfælder ud. Grav yoghurtbægre ned i dine bede, der hvor du ved, at dræbersneglene kommer. Toppen af bægeret skal flugte med jordoverfladen. Fyld det halvt op med øl. Det elsker dræbersneglene, så de kravler simpelthen derned og drukner,« fortæller haveeksperten. For en sikkerheds skyld bør du ofte gå en tur i haven om aftenen, når duggen falder, og slå alle de dræbersnegle, du ser, ihjel.

Rense terrassen
De lange, lyse sommeraftener med grill og hygge på terrassen er en af havefolkets mange glæder. Men før der kan nydes, skal der ydes.

»Det er nu, du skal rense den, så den er pæn hele sommeren,« siger Dorthe Kvist.

Hun har som så mange andre fået ondt i ryggen af at skure sin terrasse med en stiv kost i timevis. Nu har hun fundet en langt smartere løsning.

»Jeg vasker den med en højtryks patio cleaner (kan fås i bl.a. byggemarkeder. Kræver at du har en højtryksrenser at montere den på, red.). Det har sparet os for en masse bøvl,« forklarer hun.

Efter et par dage med regn er algerne opløst og nemmere at få væk, men bagefter skal træterrassen have træolie, og det skal du gøre, når træet er gennemtørt.

Patio cleaneren kan også bruges på fliseterrasser. Husk at fylde fugerne ud med fugesand, når du har renset den. Ellers vil de være et lille paradis for ukrudt.

Forspire kartofler
Køkkenhaven ligger stadig i vinterhi, men du kan sagtens begynde at gøre klar til at høste lækre kartofler og andre grøntsager.

»Læg kartoflerne til forspiring i en lille potte og stil den vindueskarmen, så den får en masse lys,« fortæller Dorthe Kvist.

Fyld potten halvt op med jord, læg kartoflen i, og fyld lidt jord på toppen, så den er halvt dækket. Når spirerne vokser, fyldes mere jord på, så der hele tiden stikker noget grønt op.»Når de har lange, tykke spirer, kan du lægge dem ud i køkkenhaven, men først når gennemsnitstemperaturen er over de otte grader,« forklarer haveeksperten.

Er du den utålmodige type, kan du ’snyde’ naturen lidt ved at lægge sort plastik eller filtdug over dit kartoffelbed. Det varmer jorden op.
»Du kan også begynde at forså dine tomater, chilier og alle sommerblomsterne nu, så de kan forspire indendørs,« siger Dorthe Kvist.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.