Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Leder:

Bernsteins bommert

Nationalbankdirektøren skulle hellere ønske sig flere reformer end flere ledige

Normalt er danske nationalbankdirektører fredsommelige folk, men i går blev mange overraskede over Nils Bernsteins udmelding om, at det ville være godt for økonomien med flere arbejdsløse. Bernsteins begavelse er ubestridelig, men hans politiske fingerspidsfornemmelse har i denne sag vist sig uudviklet. Folketingets partier var i går meget enige om, at Bernsteins udtalelser mildest talt er uheldige.

Nationalbankdirektørens udtalelser fortjener dog at blive gået efter i sømmene. De dækker over en situation, hvor der er en historisk lav ledighed, der er således ikke arbejdskraft nok, og det har medvirket kraftigt til betydelige lønstigninger på det private og offentlige arbejdsmarked. Lønstigninger udgør et reelt problem, hvis der ikke er dækning for det i form af en højere produktivitet, der fastholder konkurrenceevnen. En løsning, den Bernstein lufter, er højere ledighed, fordi det vil betyde et mindre overophedet arbejdsmarked. En anden løsning, som er mere perspektivrig ikke mindst for borgerne, er at øge arbejdsstyrken gennem reformer af arbejdsmarkedet og skattesystemet, således at den offentlige og private sektor har flere hænder og hoveder at vælge imellem. Dette vil alt andet lige lægge en dæmper på lønkonkurrencen. Regeringen ved godt, at den er gal. I efterhånden alt for lang tid er der blevet advaret mod de mangelsituationer, der er opstået. Efterhånden som demografien ændrer sig, bliver antallet af erhvervsaktive tillige mindre. Alt dette er kendt stof, og regeringen har da heller ikke forholdt sig aldeles passivt. Tværtimod er der gennemført en række større og mindre reformer, der skal bringe det danske samfund mere på omgangshøjde med de krav, der stilles til os i globaliseringen. I dette halvår har Folketinget, inden det i går afsluttede sit lovgivnings­arbejde for at holde mødefri, vedtaget en beskæftigelsespakke, der skal understøtte denne udvikling, herunder gøre det nemmere for udenlandsk arbejdskraft at komme hertil.

Imidlertid kan dette ikke skjule, at der fortsat tilbagestår et væsentligt arbejde. De økonomiske vismænd, erhvervsorganisationerne og tænketanken CEPOS har ved flere lejligheder efterlyst et højere reformtempo. Regeringens svar har været at nedsætte en arbejdsmarkedskommission, som er blevet bedt om at fremlægge forslag, der kan fremtidssikre det danske arbejdsmarked. I virkeligheden handler det om at komme i gang med reformarbejdet, men desværre savnes der politisk vilje til at gennemføre den type modige reformer, der er brug for, så vi må vente på kommissionen. Det ligger ellers lige for: Vi har mange hundrede tusinder af medborgere, som i dag er uden for arbejdsmarkedet mere eller mindre permanent. Her bør yderligere incitamenter indføres, og systemerne bør kritisk gennemgås, så støttet beskæftigelse ikke fortrænger ustøttet. Desuden er der behov for at se på, hvordan det kan gå til, at vi under denne regering har fået et øget antal personer uden for arbejdsmarkedet, som har flere problemer end blot ledighed. Positivt var det, at arbejdsmarkedskommissionen og beskæftigelsesministeren tillige luftede tanker om en sanering af reglerne, så man i fremtiden ikke kan komme på noget, der minder om livslang passiv forsørgelse.

Nationalbankdirektøren har udtalt sig uhyre klodset i denne situation, men tilbage står, at vi har fået en advarsel om, at der er behov for at udvise rettidig omhu. Et højere reformtempo vil være en del af svaret, så dermed ligger presset nu på Folketingets partier for at komme i gang.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.