Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kunst

Han åbner verden med sine malerier

Louisiana viser en fin udstilling af den skotskfødte billedkunstner Peter Doig, der blandt andet maler nogle inciterende billeder af landskabet på Trinidad.

Peter Doigs verden er et flydende univers med påfaldende mange landskaber med vand, spejlinger og billeder med lag på lag. Dette maleri fra 1990 hedder »Okahumkee«. Pressefoto: Louisiana
Peter Doigs verden er et flydende univers med påfaldende mange landskaber med vand, spejlinger og billeder med lag på lag. Dette maleri fra 1990 hedder »Okahumkee«. Pressefoto: Louisiana

I Peter Doigs malerier åbner verden sig, og med sine billeder åbner han verden.

Mere end én gang på udstillingen kan man komme til at tænke på den britiske forfatter, Bruce Chatwin, der også var en nomade. Der er noget i Chatwins måde at opsøge og omfavne verden på i sine bøger, der minder om Peter Doigs billeder, der har en påfaldende kosmopolitisk tone.

Næppe noget tilfælde. Peter Doig er født i 1959 i Edinburgh og flytter som barn med forældrene til først Trinidad og siden Canada. Efter en årrække i London, hvor han blandt andet uddannede sig, rejste han for en 12-13 år tiden tilbage til Trinidad.

Den viden giver os en nøgle til forståelsen af Peter Doigs billeder og hans særegne og drømmeagtige landskaber. Når man til alt det for mange af os fremmedartede lægger, at der på udstillingen er malerier, som leder tanken hen på Gauguin, kunne man nemt ende i en blindgyde. For nej. Det er ikke den samme historie om en maler fra den europæiske civilisation, der slår sig ned på den anden side af kloden og maler en anderledes tilværelse på en afgørende ny måde. Peter Doig fornyer også maleriet – men han er ikke den fremmede i det fremmede. Han maler en verden, han kender og er fortrolig med.

Det er så ikke helt rigtigt. Det er ikke kun rigtigt.

For Peter Doig maler efter forlæg. Han maler efter fotografier, han selv har taget, postkort, han har fundet, eller billeder hentet fra aviser og magasiner. Han kopierer sine forlæg. Men han bruger dem som afsæt, og det er her, hans malerisk magi kommer ind i billedet.

Virtuos på egne præmisser

Peter Doig er på sine egne præmisser en virtuos maler, der formår at rejse nogle overvældende landskaber, hvor mennesket typisk fremtræder ensomt eller som små figurer, der i nogle tilfælde nærmest glider i ét med den omgivende natur. Hans malerier rummer påfaldende mange landskaber med vand, med alt hvad det åbner for af spejlinger og dermed refleksion. Man kan undre sig over de sære landskaber, der synes som ganske tilfældige udsnit af verden og dermed overveje, hvad verden er. Flydende? Usikker? Fuld af undren og muligheder. Malerier er selv billeder af verden – men de er også vinduer til verden. Og verden er så stor, så stor. Nogle gange varm, andre gange kold. Men altid forunderlig tyst.

Udover det rent koloristiske er det en anden kvalitet ved billederne, at de er så fulde af stemninger. Der er ofte et filmisk greb i billeder, som om det motiv, vi ser, finder sted på et eller andet sted i en fortælling, vi ikke kender. Mennesker samlet ved en flodbred, en eller flere personer på vej med kano ind i junglen. Hvorfor står der en mand på en frossen sø og kigger ned i ... hvad? Og hvad er det med de huse, der ligger halvt skjult et sted i landskabet, som om de holder på deres hemmeligheder?

Mulighed for at komme tæt på

Udstillingen på Louisiana har ikke samme grandiose karakter som Tate Britains store præsentation af kunstneren i 2008 i London.

Men den tilbyder på den anden side en mulighed for at komme tæt på billederne og lade de meget store formater opsluge en, og så åbner ophængningen også mulighed for at få et intimt indtryk af de vitterlig meget fine grafiske værker, der i Peter Doigs tilfælde ikke blot er et biprodukt af maleriet, men hyppigt indledende øvelser til noget større.

Hvem: Peter Doig.

Hvor: Louisiana.

Hvornår: Tirsdage-fredage 11-22, lørdage-søndage 11-18. Til 16. august.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.