Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KUNST

Det hvide kunstpalads

Alvar Aalto har tegnet kunstmuseet i Aalborg. Museet, der for nylig gennemgik en omfattende renovering, folder den store finske arkitekt ud i en udstilling, der også rummer et nysyn på ham.

I dag åbner en udstilling på kunstmuseet i Aalborg om arkitekten Alvar Aalto.
I dag åbner en udstilling på kunstmuseet i Aalborg om arkitekten Alvar Aalto.

Netop i dag åbner en udstilling på kunstmuseet i Aalborg om den finske arkitekt Alvar Aalto.

Det var Alvar Aalto, der sammen med sin anden hustru, Eliassa Aalto, og den aarhusianske arkitekt, Jean-Jacques Baruël, tegnede kunstmuseet i Aalborg, der stod færdigt i 1972. Det var på et tidspunkt, da udenlandske arkitekter var et særsyn i Danmark, hvor vi syntes, vi klarede det hele bedre selv. Og det var da også noget af en overraskelse, at Aalto blev valgt til den store opgave at opføre et for tiden endog meget stort kunstmuseum i en dansk provinsby, hvis folkevid kvitterede med at give bygningsværket navnet »Den Hvide Elefant«.

Aalto-vasen
Aalto-vasen

Med opførelsen af kunstmuseet i udkanten af bykernen tog Aalborg et meget stort skridt fra at have en – i enhver betydning – beskeden samling af malerier og skulpturer i lokaler, museet delte med Aalborgs historiske museum, til at blive et meget markant, regionalt museum. Med Lars Rostrup Bøjesen, der kom fra en stilling som overinspektør ved Statens Museum for Kunst, som Nordjyllands Kunstmuseums første direktør, blev der fra begyndelsen indført en professionel ledelse og lagt et højt samlingsmæssigt ambitionsniveau, der ikke altid faldt sammen med det lokale kunstlivs synspunkter. Rostrup Bøjesen lagde ud med at købe en mosaik af Picasso – så havde han lis’som sagt goddag til byen – og forhandlede, allerede inden museet åbnede, om en overtagelse af af en meget stor privatsamling til gengæld for en symbolsk betaling. Anna og Kresten Krestensens omfattende samling af moderne dansk og udenlandsk kunst kom gennem årtier til at udgøre grundstammen i museet. Siden er andre betydelige privatsamlinger gledet ind i dets samling.

Med tiden fik bygningen imidlertid lov til at forfalde på nogle områder. Det regnede ind gennem vinduerne, og der groede grønligt mos på de smukke marmorplader på facaden. Men netop for et år siden genåbnede »Kunsten – museum of modern art«, som museet blev omdøbt til, efter en omfattende renovering og en udvidelse i form af nye regulære sale i kælderetagen. Da Nordjyllands Kunstmuseum åbnede, var idealet for museumsbyggeri generelt anderledes. Ønsket var dengang sale i dagslys, og i Aalborg løste Aalto udfordringen ved at hente lys ind fra vinduer i taget. Alvar Aalto mente, at lyset var for kunst, hvad akustik var for musik – men i dag er vi i vidt omfang nødt til at beskytte for eksempel malerier mod dagslys – og meget af den kunst, der bliver fremstillet og udstillet i disse tiår, klarer sig bedre i lukkede rum, hvor lyssætningen kan styres.

Aalto på sin båd
Aalto på sin båd

Renoveringen, der blev udført af Erik Møller Arkitekter, var meget respektfuld. Med god grund. Der var tale om et modernistisk mesterværk, og det var allerede blevet fredet i 1990erne. Men det trængte til en meget kærlig hånd, så for eksempel blev marmorpladerne udskiftet, så museet igen fremstod som en hvid perle.

Alvar Aalto (1898-1976) blev uddannet som arkitekt i Helsinki på et tidspunkt, da arkitekturidealet stadig var klassicistisk. Men nogle af klassicismens idealer som symmetri og enkle, næsten asketiske bygningsformer tog han med sig, da han blev optaget af funktionalismen. I sin strengeste form en mere praktisk orienteret bygningskunst, hvor der var en tendens – især inden for Bauhaus-skolen i 1920rne – til udelukkende at fokusere på tekniske, økonomiske og i udgangspunktet »sociale« løsninger. Og Aalto havde et indgående kendskab til tankerne bag Bauhaus-skolen i Tyskland. Blandt andet anmeldte han Bauhaus-pioneren Lázlo Moholy-Nagy’s bog »From material to architecture« i 1927, og tidlige værker som Turun Sanomat-bygningen (1928) samt Paimio-sanatoriet (1929) viste, at han havde tilegnet sig principperne i praksis.

Men som andre store nordiske arkitekter – ikke mindst Jørn Utzon, der i 1946 arbejdede på Aaltos tegnestue i Helsinki – bøjede Alvar Aalto den arkitektoniske modernismes strenge former og gjorde dem bløde og menneskevenlige. Naturinspiration gennemstrømmer mange af Alvar Aaltos bygninger – og pudsigt nok betyder aalto bølge på finsk. Mange af hans tidlige bygninger i Finland blev opført i hvidmalet beton. Et sanatorium i nærheden af den finske by Åbo opført i begyndelsen af 1930rne bliver af mange arkitekturskribenter regnet for hans internationale gennembrudsværk, og i årene efter begyndte Aalto i stadig højere grad at arbejde med regionale materialer. Aalto skabte i udpræget grad en regional udgave af den såkaldt internationale stil. Det drejer sig om at skabe boliger og arbejdspladser for mennesker og ikke bare til mennesker. Og derfor også bygge i samklang med omgivelser og med naturen.

Mange af Alvar Aaltos hovedværker ligger i Finland. I Helsinki blandt andet koncert- og kongreshuset Finlandia, der blev færdigt i 1971. Men også i andre finske byer som Turku og i Jyväskylä, hvor han tilbragte sine drengeår og boede i 1920rne, og hvor museet for ham er, finder man mange af hans bygninger.

I USA, hvor Aalto levede fra 1940-49, i Tyskland og i flere andre europæiske lande har Aalto tegnet kirker og kulturcentre, biblioteker og beboelsesejendomme, og den finske pavillon (1956) på biennaleområdet i Venedig kan også takke ham for sin demonstrativt enkle udformning. En tilstræbt simpel træhytte fra de store skove omplantet til den varme venetianske middelhavskultur, som Aalto i øvrigt selv var inspireret af i sine bestræbelser på at bringe bygningskunsten og vandet i tæt kontakt i den finske hovedstad.

Et interessant aspekt ved udstillingen i Aalborg er, at den angiveligt piller ved opfattelsen af Aalto som arkitekten, for hvem naturinspirationen var det altafgørende. Også billedkunsten i hans samtid skulle spille en afgørende rolle – og udstillingen viser derfor værker af blandt andre Jean Arp, Alexander Calder og Fernand Léger samt naturligvis ægteparret Aaltos arbejde med formgivning af møbler og lamper og en klassiker som den blødt bugtende Aalto-vase fra 1936, der egentlig hedder »Savoy«, og hvis form angiveligt er inspireret af de finske søer.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Vitra Museum – der ligger i den tyske by, Weil am Rhein, tæt ved Basel i et industriområde, hvis bygninger er tegnet af store arkitekter som for eksempel Tadao Ando, Frank Gehry og Zaha Hadid.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.