Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KUNST

Den uendelige historie om tid og kosmos

En af Louisianas mest lovende udstillinger i år er af William Kentridge, der arbejder med tegninger, som han sætter sammen med animerede film og med tiden har udviklet til scenografiske værker med besynderlige maskiner.

Still fra William Kentridges hovedværk "????????????"
Still fra William Kentridges hovedværk "????????????"

Documenta er den store globale kunstudstilling i Kassel, der cirka hvert femte år pejler de nyeste tendenser i billedkunsten.

Documenta–udstillingen i 1959 fik Louisianas stifter, Knud W. Jensen, til fuldstændig at sadle om og lade det nyåbnede museum satse på international avantgardekunst i stedet for tidens danske maleri.

Documenta viste sidste gang, det var i 2012, et ganske overvældende og helt og aldeles vidunderligt værk af den sydafrikanske billedkunstner William Kentridge. Det var formodentlig hele den enorme udstillings største enkeltoplevelse – og siden er værket, »The Refusal of time«, blev købt af netop Louisiana, som fra midten af februar viser en omfattende udstilling med Kentridge, der skulle give et billede af hans værk gennem de sidste 15 år.

Kentridge er langt fra et ukendt navn i den internationale kunstverden. Men »Thick time«, som udstillingen hedder, er William Kentridges første soloudstilling i Skandinavien.

William Kentridge blev født i Johannesburg i 1955. Som ung studerede han både billedkunst og teater – og der er da også tydelige teatrale og scenografiske elementer i flere af hans værker.
I »The Refusal of time« kan man for eksempel have en oplevelse af, at man befinder sig i en mørklagt teatersal. Der er stole omkring en, og man kan også sidde på dem. Der står megafoner på stativer, og der er opstillet nogle besynderlige Storm P.-agtige – bevægelige – maskiner som rekvisitter. Og rundt om på væggene projiceres film, der både udgør et sammenhængende hele og opløses i mindre fortællinger, som undertiden kan bringe mindelser om et kukkasseteater, hvor betragteren tages med ind i hjemmets stuer. Eller der udspiller sig absurde scenerier, der synes beslægtet med ældre komiske film.

Endnu ældre forekommer værkets procession: Det er, som om Kentridge trækker på nogle lange traditioner i teaterhistorien.

Til inciterende musik og recitation bevæger en række mennesker sig gennem et middelaldergråt landskab: Udråbere, musikanter, skuespillere og nogle, der trækker sære maskiner efter sig som et led i en fortælling om… tilsyneladende alting.

For eksempel tiden. I »The Refusal of time«, som i andre af William Kentridges værker, er der ofte henvisninger til tiden og uendeligheden, til lysets hastighed, til kosmos og til menneskelivet defineret som en tidsramme.

Tiden kan være fremadskridende hos Kentridge, men den kan også gå baglæns – eller den kan stå stille. Som den undertiden gør, når man oplever et virkelig stort kunstværk. Sådan var det at opleve »The Refusal of Time« første gang i en gammel hal i en del af banegården i Kassel.

Efter med succes at have forsøgt sig med film og teater i 1980rne, gik det endelig op for Kentridge, at der, hvor han virkelig kunne få forløst sit talent, var et område af billedkunsten, hvor navnlig teatret har stor betydning, og hvor han også kunne anvende sine erfaringer med filmmediet.

Kentridge begyndte at tegne. Mange tegninger. For han skulle bruge dem til at skabe animerede film. Som tegner var Kentridge teknisk fremragende, og man kan såmænd sagtens se, hvad tegningerne forestiller, men så sker der noget forunderligt undervejs. Motivet har en tendens til at ændre sig, så genstandene på filmen skifter karakter og udseende, og ofte ender i det ydre rum i filmene, der havde en lighed med tidlige stumfilm. For eksempel om at sende en raket til Månen, og en af filmene hedder såmænd »Rejsen til Månen« og leder ikke uventet tanken hen på Jules Verne.

Om noget var William Kentridges tidlige film fulde af poesi – men det udelukkede ikke et samfundskritisk perspektiv. Apartheid i Sydafrika blev officielt afskaffet i 1990, men nogle af strukturerne blev ved med at eksistere, og William Kentridge oplevede Johannesburg som en korrumperet by, hvilket blandt andet kommer til udtryk i et filmværk med den ironiske titel »Johannesburg, 2nd Greatest City after Paris«.

Det overordnede indtryk af William Kentridges værker er kaos.

Fordi billederne er levende, kan de opleves som en collage, der løber løbsk.

Værkerne er som en levende collage, der indeholder et uoverskueligt antal billedelementer, der både er tegninger, billeder af bogsider, citater hentet fra kunsthistorien og fra den politiske propagandas æstetik. Uden at der er et entydigt udsagn.

Der er ikke et system, ikke en tilværelsesforklaring, slet ikke en politisk ideologi, der kan sætte noget som helst på formel. Heller ikke naturvidenskaben kan give en udtømmende forklaring på tidens og tilværelsens mysterium. Naturvidenskabsfolk er ellers tilbagevendende skikkelser i William Kentridges værker – men også de må give fortabt over for en eller anden form for poetisk strøm i værket, der om noget viser, at tilværelsen er forunderlig. Konkrete begivenheder – for eksempel i Sydafrikas historie – anvendes ikke entydigt som politisk protest, men snarere til at sige noget alment om det at være menneske. Og om menneskets tilbagevendende konflikter. Det kendetegner stor kunst.

Kentridges originalitet er som antydet ikke gået upåagtet hen. Han er ikke overraskende blevet bedt om at skabe scenografi til teater- og operaforestillinger.
2012 var ikke første gang, Kentridge udstillede på den prestigefulde Documenta, som var en udstillingsplatform, der blev etableret af lokale kræfter i Kassel ud fra en ambition om at genintroducere den moderne kunst, som under nazismen var blevet betragtet som entartet og derfor forbudt. Siden er Documenta blevet den udstilling, der i reglen viser, hvilke tendenser, der er på vej frem i den internationale kunst, og allerede i 1997 og igen i 2001 var Kentridge inviteret.

Også museer fra Louvre i Paris til Tate i London og MOMA i New York har vist udstillinger med Kentridge, der også har deltaget i biennalerne i Venedig og Sao Paulo. 

William Kentridge-udstillingen, »Thick time«, vises fra 16. februar til 18. juni.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.