Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den provokerende dekoratør

Louisianas udstilling om Poul Gernes er mild og poetisk. Det er en udstilling, man kan blive glad af af se, men under den kulørte overflade lå et radikalt opbrud og helt nye forestillinger om, hvad kunst kunne være.

Poul Gernes, der havde en baggrund som litograf, ville gerne dekorere verden for at gøre den til et bedre sted at færdes i. Ikke kun for at pynte. Her er Poul Gernes fotograferet i 1967 af Asger Sessingø. Pressefoto
Poul Gernes, der havde en baggrund som litograf, ville gerne dekorere verden for at gøre den til et bedre sted at færdes i. Ikke kun for at pynte. Her er Poul Gernes fotograferet i 1967 af Asger Sessingø. Pressefoto

Det er 20 år siden, Poul Gernes døde. Men interessen for ham er stigende. Det vender vi lige tilbage til.

Først et par ord om manden, hvis kulørte aftryk på verden mange mennesker er stødt på – uden at behøve at gå på kunstmuseer. Rundt om i landet har Poul Gernes lavet forskellige udsmykninger af bygninger. Enten udenpå som Palads Teatret på Axel Torv i København eller indeni som på Herlev Hospital. Mellem 1968 og 1975 arbejdede Poul Gernes med farvesætningen af alt fra gange til operationsstuer, ligesom han udformede mønstrene til gardinerne. Farverne er alt andet end tilfældige. De er valgt ud fra et meget nøje system, der for eksempel kan have med verdenshjørnerne at gøre. Lyset, der falder ind på nordsiden, er anderledes end det, der kommer ind fra syd,

Egentlig var Poul Gernes (1925-96) uddannet litograf, og hans håndværksmæssige tilgang til arbejdet fik en afgørende betydning for den konkrete og praktiske måde, han arbejdede på fra navnlig 1960 og frem. Hans første billeder var inspireret af en af de andre store og ubændige enere i dansk kunst, J.F. Willumsen. I 1950erne arbejdede han som så mange andre med nonfigurative billeder.

Men så skete der noget. Og så fik han selskab. Det ville han gerne have. Det er nok derfor, Louisianas udstilling med et Poul Gernes-citat hedder »Jeg kan ikke alene – vil du være med?«

Begyndelsen af 1960erne er præget af et voldsomt opbrud i dele af dansk kunst og ikke mindst hos Poul Gernes. Landet var ikke længere så kunstnerisk orienteret mod Frankrig, som det havde været. Der var i slutningen af 1950erne etableret en avantgardetradition med retninger som fluxus, og der var kredsen omkring Galleri Köpcke, hvor en række af tidens væsentlige udenlandske skikkelser kom – blandt dem Niki Saint-Phalle, der kan ses i Kunstmuseet Arkens forlængede udstilling – og de fik stor betydning for den danske kunstscene.

Scenen var bare ikke så stor på det tidspunkt. Bjørn Nørgaard har siden vurderet, at der vel var et par hundrede mennesker, der var interesserede i, hvad for eksempel Per Kirkeby og han selv gik og arbejdede med. Og Poul Gernes selvfølgelig. Det var Gernes, der sammen med kunsthistorikeren Troels Andersen stiftede en kunstskole som alternativ til Det Kongelige Danske Kunstakademi. På kunstakademiet var undervisningen på det tidspunkt meget traditionel – og det var ikke fra den kant, den udenlandske inspiration kom.

Men Troels Andersen, der siden i en menneskealder virkede som direktør for kunstmuseet i Silkeborg, var i miljøet, og det var der også andre, der var, og dengang udkom der trods alt et par udenlandske kunsttidsskrifter, som de danske kunstnere orienterede sig i.

Og så opdagede de, at kunsten kunne være noget helt, helt anderledes end den, man kunne se på de dengang betydningsfulde sammenslutningers årlige udstillinger og i de ganske få gallerier, der var i København. Når kunstnersammenslutningerne var så afgørende i dansk kunst på det tidspunkt, skyldtes det, at der ikke var ret meget andet. Det er der i dag.

Kunst for folket

Poul Gernes var en karismatisk skikkelse. En stor mand med et meget stort skæg. Meget intens personlighed. Og morsom.

I et interview her i avisen har Per Kirkeby engang fortalt, at han den dag, han tog mod til sig og opsøgte den nye kunstskole – Den Eksperimenterende Kunstskole, hed den – »var noget nervøs, men jeg gik da op ad trappen, og der stod en godt 40-årig mand med et meget langt skæg, og han sagde »Broder, hvor gammel er du?« Og jeg fik fremstammet, at jeg var 23 år. »Hvor morsomt,« svarede han, »det er jeg også«.«

Kirkeby har også fortalt, hvordan arbejdet og undervisningen på Eks-Skolen i begyndelsen forekom ham noget mærkværdig:

»Jeg kan huske, at vi var fem eller seks, der sad omkring et bord, og så fik vi et stykke papir og en blyant og besked på at tegne uafbrudt i et kvarter uden at løfte blyanten. Det var totalt grænseoverskridende for mig. Det var helt vildt. Sådan havde jeg aldrig tænkt kunst. Og så kom der en, der lignede en person fra en roman af Dostojevskij – det var Troels Andersen – og fortalte om en russisk kunstner, der malede hvide kvadrater på hvid baggrund, og jeg tænkte, at det var kraftstejlemig langt ude.«

Det må virkelig også have været nyt og meget avanceret. Mere end et halv århundrede senere er vi blevet vænnet til meget (gennem årtier ikke mindst takket være museer som Louisiana), men det er alligevel til at erkende i den lette og elegante opsætning af udstillingen, at Gernes var meget radikal. I 1961 var det en gammel erfaring i billedkunsten, at alt kan anvendes som kunstnerisk materiale, og at alt – om det så er et pissoir – kan gøres til kunst. Og det gjorde de så. På andre og nye måder, men ud fra den samme grundformel: Alt kan lade sig gøre.

Poul Gernes ville forenkle. Han ville ud af modernismens spændetrøje, og han må have erkendt, at for eksempel det abstrakte maleri allerede var blevet indbegrebet af borgerlig finkultur. Gernes ville ikke være leverandør til borgerskabet. Han ville skabe kunst til folket. Og så begik også han den fejltagelse, alle andre, der vil skabe kunst til folket, gør: Han arbejdede med nogle billeder og nogle happenings – for eksempel et demonstrationsoptog på Strøget med nogle farver på skiltene – som »folket« aldeles ikke syntes havde det fjerneste med kunst at gøre.

Det havde det selvfølgelig , men der er også en pointe i det, for det drejede sig også om at ophæve skellet mellem kunst og virkelighed, at arbejde ud fra en opfattelse af, at kunst var noget, alle mennesker kunne skabe, og at det i øvrigt om noget var processen, snarere end resultatet, der var vigtig. Kunsten skulle være social. Kunsten skulle bringe folket sammen.

Konflikten på Louisiana

Eks-Skolen blev en formidabel succes for dem, der bed sig fast. Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard er de mest kendte eksempler. På selve skolen i 1960erne lærte de at blive stenhårde, for kritikken kunne være ubarmhjertig mellem brødrene. De lærte om samarbejde og om processer.

I 1970 udstiller Kirkeby, Gernes, Nørgaard og Peter Louis-Jensen på Louisiana. Sidstnævnte er for tiden genstand for en meget bemærkelsesværdig udstilling i Galleri Tom Christoffersen i København (frem til 25. juni), der består af malerier fra 1961, før Eks-Skolen åbnede – og altså før Poul Gernes var begyndt på sine mønsterbilleder.

Det var ikke, fordi Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard var blevet så kendte, som de senere skulle blive, at Louisiana ville udstille noget af dem. Det var, fordi Louisiana frygteligt gerne ville have en udstilling af det store navn i tysk kunst, Joseph Beuys, og Beuys ville gerne have sine danske venner med på udstillingen. Det gjorde dem nu ikke specielt benovede. Men de indvilgede da. Og tænkte på, hvordan de kunne lave noget kunst, der lå i forlængelse af forestillingen om, at kunst kan være hvad som helst, kunstneren synes, det skal være. Bjørn Nørgaard ville slagte en hest, og Poul Gernes ville udstille nogle biler og blandt andet en bowlingbane. Det var Louisianas grundlægger og direktør Knud W. Jensen ikke meget for, og enden på det blev, at Gernes & Co. trak sig fra udstillingen.

På et tidspunkt kommer det til et brud mellem Gernes og de andre. De har ikke længere samme kunstsyn. Efterhånden som 1970erne, det grå og triste munkemarxistiske årti, svinder hen, bliver afstanden mellem brødrene større. Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard bliver hver på deres måde eklatante succeser, mens Poul Gernes opgiver troen på, at det er muligt at fremstille »individualistisk« kunst. Derfor kommer opgaven med at udsmykke Herlev Hospital som en gave til Gernes, der siden mere eller mindre helliger sig samarbejde med arkitekter om farvesætning og selv, eventuelt med hjælp fra elever og assistenter, udfører konkrete opgaver.

På en græsplæne i Kassel

På det senere har interessen for Poul Gernes været stigende. Cirka hvert femte år vises en enorm kunstudstilling, Documenta, i den tyske by Kassel, der samler nogle af de vigtigste tendenser på den internationale kunstscene. Det var på den anden Documenta i 1959, at Knud W. Jensen blev så forundret over, hvad kunst også kunne være, at han efter sin hjemkomst fuldstændig reviderede Louisianas fokus, samlingsstrategi og udstillingspolitik og gjorde det til det museum for moderne kunst, der siden satte sit helt afgørende præg på den resterende danske museumsverden.

Og det var på Documenta i 2007, at der pludselig stod nogle malerier af Poul Gernes på en græsplæne og lyste op. Siden har blandt andre Deichtorhalle i Hamburg og kunsthaller i Malmø og Lund vist retrospektive udstillinger af værker af ham.

Louisianas udstilling er ikke retrospektiv. Det kan også være forklaringen på, at der ikke er eksempler på hans malerier i 1950erne, inden han tager det store selvopgør og begynder at arbejde med kunst på en fundamentalt ny måde. Det kunne måske ellers have bidraget til forståelsen af, hvor radikalt et skridt Gernes tager. Derimod er værkerne tematisk præsenteret. I en sektion af udstillingen finder man eksempler på Gernes’ mønsterbilleder. Striberne og pletterne. Og forbundet med dem en rekonstruktion af en hospitalsstue på Herlev.

En anden afdeling, der er endnu mere interessant, viser, hvad Poul Gernes arbejdede med i 1960erne. Helt radikale billeder og skulpturer. Og så er der den tredje sektion, der er den mest poetiske. Poul Gernes ville gerne lave sociale skulpturer. Skulpturer, der kunne få mennesker til at mødes, som for eksempel en skulptur man kan sidde på. Den har Louisiana fået fremstillet. Andre eksempler er overdimensionerede figurer forestillende lakridskonfekt, der er tænkt som en del af en udsmykning ligesom en musetrappe i kæmpeformat. Sjovt og underfundigt og beåndet af noget af den samme lette poesi som i Andy Warhols svævende puder.

Denne del af udstillingen må det være sjovt at se sammen med børn. Den viser – tror jeg – at det var i den sociale skulptur, Poul Gernes opnåede sin egentlige og største succes. Dét og så at han gerne ville dekorere verden for at gøre den til et bedre sted at færdes i. Ikke kun for at pynte. Ikke kun for, at farvesætningen af Palads Teatret gennem bygningens ydre kunne signalere, hvad der sker i dens indre: kulørt underholdning.

Gernes ville nok gerne underholde, gøre hverdagen sjovere. Men under det hele ligger et fundamentalt opgør med forestillingen om, hvad kunst er. Også den historie får Louisiana fortalt i udstillingen om den provokerende dekoratør.

Hvad: Poul Gernes. Hvor: Louisiana. Hvornår: Tirsdage-fredage kl. 11-22, lørdage-søndage kl. 11-18. Til 16. oktober

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.