Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Zidane har alt under kontrol

Zinedine Zidane står i morgen i sin anden Champions League-finale i løbet af sin blot halv­- andet år lange træner­- karriere. Hans succes tilskrives dog ikke en særlig fodboldmæssig indsigt, men snarere personlige egenskaber.

Da Zinedine Zidane nikkede Marco Materazzi en skalle under VM-finalen i 2006, var det ikke første gang, det slog klik for franskmanden.
Da Zinedine Zidane nikkede Marco Materazzi en skalle under VM-finalen i 2006, var det ikke første gang, det slog klik for franskmanden.

Det var i Carlo Ancelottis første sæson som Juventus-træner i 1999. Zinedine Zidane var ikke mødt op til tiden, og efter ti minutter beordrede Ance­lotti holdbussen til at køre uden holdets franske stjerne og verdensmester. Men så simpelt var det ikke. Nok sad Ancelotti på bænken og forrest i bussen, men han var ikke bossen. Paolo Montero, holdets midterforsvarer, meddelte træneren, at uden Zidane var der ingen, der kørte nogen steder. Og således blev det.

Anekdoten er gengivet i Ancelottis selvbiografi, og ud over at det er et eksempel på Ance­lottis storsind, at han og Zidane siden knyttede tætte bånd, er det også en historie om den loyalitet, som Zidane gennem sin spillerkarriere var i stand til at skabe omkring sin person. Og nu som træner.

For det tilskrives mere Zidanes menneskelige egenskaber end hans fodboldfaglighed, når han nyvasket i champagne efter Real Madrids første spanske mesterskab i fem år i morgen står i spidsen for Real Madrids anden Champions League-finale i træk.

Ingen nævner Zidane i samme åndedrag som moderne, revolutionære trænere som Guardiola, Conte og Klopp. I analyser og artikler om Zidanes fantastiske 18 måneder i Madrid lægges der vægt på hans karisma og charme, ikke hans fodboldforstand. Spillerne gør det også. Karim Benzema beskriver Zidane som en storebror, Sergio Ramos taler om Zidanes særlige føling med stemningen i omklædningsrummet, og – måske allervigtigst – fik Zidane i begyndelsen af denne sæson overbevist Cristiano Ronaldo om fornuften i ind imellem at blive sparet for ikke at brænde ud i foråret.

Ud over at hans meritter som spiller må aftvinge en naturlig respekt, kan det være svært at se, hvorfor den reserverede og sky Zidane er så effektiv og inspirerende en leder. I hvert fald for pressen og omverdenen i det hele taget, for Zidane har sjældent givet noget af sig selv – ud over til inderkredsen.

Og når Zidane ikke selv har givet andet end glimt af sit indre liv, har det været et vakuum, hvor han – frivilligt eller ej – i løbet af karrieren er blevet gjort til symbol for andres agendaer.

Efter VM-triumfen i 1998 blev han gjort til levendegørelsen af et nyt Frankrig, hvor spændinger mellem indvandrergrupper og etniske franskmænd var forbi. En forhåbning, Zidane ikke selv gjorde noget for at dyrke og som bekendt heller ikke holdt ved. Da han i 2006 nikkede Marco Materazzi en skalle i VM-finalen, kunne de indvandrerkritiske gøre ham til et symbol på det modsatte synspunkt. Zidane gjorde ikke noget for at forklare sig, endsige at undskylde.

Kontrolfreak bag facaden

Men i kraft af sit brillante fodboldspil, VM-titlen og den noble og reserverede optræden uden for banen havde Zidane i det meste af karrieren – lidt som Michael Laudrup i Danmark – held til at indtage en position, hvor kun få turde eller ønskede at ridse ikonet. En af dem, der har forsøgt, er journalisten og forfatteren Besma Lahouri, der i 2008 udgav den dengang stærkt omdiskuterede bog: »Zidane une vie secrète«.

Bogen var ikke et karaktermord, men snarere et portræt af en kompleks mand. Lahouri fremstillede Zidane som begavet og sensitiv, en god og varm far, men også som en kalkuleret og kynisk businessmand og kontrolfreak. For mens Zidane ikke vil lade omverdenen kende ham for godt, er han selv stærkt bevidst om sine begrænsninger og optaget af at holde dem private.

»Han ryger, men der findes kun få billeder af ham med en cigaret. Han elsker kvinder, men du ser ham aldrig på et billede med en eneste kvinde ud over hans kone. Han har svært ved at skrive, så i mange år fik han andre til at skrive hilsenerne på sine autografer, fordi han frygtede at lave en sproglig fejl. Når han optager reklamefilm, vil han se og påvirke story­boardet. Zidane er altid i kontrol,« siger Besma Lahouri til Berlingske.

Ønsket om kontrol er ikke kun begrænset til Zidane selv, men også til omverdenen. Da Zidanes far skrev en bog om både sin søns karriere og sit eget syn på religion og politik, læs­te Zidane bogen igennem og fjernede alle passager, der var det mindste personlige. Han var også nervøs for, hvor veltalende hans far ville være i TV, så ifølge Lahouri brugte Zidane sin indflydelse over for TV-stationer og forlag til at få aflyst de fleste af faderens optrædener.

»Han dræbte den bog,« siger hun.

Ifølge Lahouri blev den mediemæssige kritik af Zidane efter hans skalle-nikken i VM-finalen i 2006 også begrænset af, at Zidane plejede nære venskaber med en række af Frankrigs rigeste og mest indflydelsesrige erhvervsfolk fra firmaer som Orange, Danone og Adidas. De lod af indirekte kanaler medierne forstå, at kritik af Zidane var lig med tab af annoncekroner. Efter en kritisk leder om Zidane blev en redaktør på sportsavisen L’Équipe, ifølge Lehouri, ringet op af både Zidanes brødre og en ledende medarbejder fra Danone og bedt om at undskylde.

14 røde kort i karrieren

Men på ét område var Zidane ikke i stand til at opretholde facaden: på banen. Han fik 14 røde kort i løbet af karrieren, nogle af dem for skaller, andre for at trampe på modstandere. I Besma Lehouris optik var fodboldbanen det eneste offentlige sted, hvor Zidane ikke var i stand til at skjule en indre vrede. Hun forklarer Zidanes glimtvise aggression og mørke side med opvæksten i et af Marseilles hårde kvarterer, hvor vold var den accepterede udtryksform.

Det er en oplagt forklaring, måske også den rigtige, men også for simpel til at tilfredsstille alle. For ligesom Zidane er kendt for at pleje venskab med og tiltrække milliardærer, har hans blanding af poetisk boldbehandling og glimt af rå vold også tiltrukket de intellek­tuelle.

I et essay med titlen »Zidanes melankoli« har den belgiske forfatter og fotograf Jean-Philippe Touissant skrevet en slags psykoanalytisk tolkning af Zidanes skalle på Materazzi i finalen i 2006. Touissant mener ikke, at Zidane kunne bære afslutningen på sin karriere, sin metaforiske impotens, da han var ude af stand til at afgøre finalen. Hellere end at lade sin karriere rinde stille ud – ifølge Touissant en ubærlig tilstand for en kunstner – kortsluttede Zidane processen ved at plante panden i brystet på Materazzi.

Zidane var også hovedpersonen i den noget sære men også sært dragende dokumentar »Zidane: A 21st Century Portrait« fra 2001. En slags kunstfilm, hvor der ikke sker meget andet, end at 17 kameraer følger Zidane i en kamp mod Villareal til tonerne af atmosfærisk rock, indtil han bliver vist ud efter 85 minutter.

Lever sin drøm

Det er et paradoks, at mens kunstnere og intellektuelle har ophøjet Zidanes geni til meta­fysiske højder, mener de fodboldfaglige, at han knap kan skelne en 4-4-2- fra en 4-3-3-opstilling, og at hans succes som træner hoved­sageligt skyldes den for udenforstående svært forståelige loyalitet, som han fremelsker i omgivelserne. Godt nok har der i optakten til morgendagens finale været en spirende anerkendelse i sportsspalterne af Zidanes taktiske justeringer i specielt semifinalerne mod Atletico Madrid, men det er stadig hans personlige egenskaber, der angives som hovedforklaringen på succesen.

Selv virker Zidane mere afslappet end tidligere, og i rollen på sidelinjen har han aldrig mistet kontrollen på samme måde, som han gjorde i sin aktive karriere. Men han giver stadig ikke mere af sig selv til omverdenen end nødvendigt.

Besma Lahouri mener, at Zidane føler sig mere hjemme i Madrid end i Frankrig. Selv kaldte Zidane sejren i den spanske liga for hans største sportslige succes. Med en evigt nærværende fatalisme minder han imidlertid også jævnligt om, at han godt ved, at rollen som Madrid-træner kan stoppe pludseligt. Men i morgen kan han, halvandet år inde i jobbet, sikre sig en status som en af de mest succesfulde Real Madrid-trænere i årtier. Og så rører det ham ifølge Besma Lahouri mindre, om fodboldjournalisterne beundrer hans taktiske evner.

»Han bor i den by, han elsker, hvor han bliver set på som en Gud, og han har alt under kontrol. Han lever sin drøm.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.