Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

YouTube-stjerner i kometfart

YouTube er blevet så udbredt i Danmark, at den årlige prisuddeling for YouTubere lørdag live-transmitteres på TV3+. Fænomenet vokser sig større og større, men ekspert sår tvivl om kvaliteten af det koncept, ungdommen hylder.

Carla Mickelborg og Rasmus Kolbe er årets værter til Guldtuben.
Carla Mickelborg og Rasmus Kolbe er årets værter til Guldtuben.

»På YouTube kommunikerer unge til andre unge. Modsat de fleste børneprogrammer i fjernsynet er det ikke voksenstyrret, youtuberne står derimod selv for at optage og redigere deres videoer. Det unge publikum identificerer sig i høj grad med youtuberne, fordi de oplever indholdet som autentisk,« siger Signe Gren, digital rådgiver hos Astrid Haug ApS.

Youtubere starter ofte i deres tidlige teenageår og fortsætter ind i deres tyvere. Nogle af de helt store danske youtubere har over 200.000 såkaldte subscribers, folk, der abonnerer på deres kanal, og har videoer, der er blevet set op til en million gange.

Fordi youtuberne ofte er mere eller mindre jævnaldrende med deres følgere, tager de emner op som eksempelvis make-up eller menstruation, der meget præcist rammer den livsverden, målgruppen befinder sig i. Der udover deler youtuberne, især pigerne, meget om deres privatliv, hvilket er med til at fastholde deres følgere, mener Signe Gren.

»Der skabes en særlig relation mellem youtuberen og seeren, fordi mange youtubere ikke lægger skjul på, hvem de er, men derimod deler alt, hvad de føler og tænker med deres publikum. Mange ser youtuberen som en ven eller veninde, selvom de nok aldrig har mødt vedkommende.«

Mange youtubere er blevet så store navne, at de tjener penge på at lave sponserede indlæg for virksomheder. Deres stjernestatus går udover kvaliteten af det indhold, de lægger op på deres kanaler, mener Timme Bisgaard Munk, der er ph.d. i sociale medier og redaktør på Kommunikationsforum.

»Det er 100 procent kommercielt for de her unge. De tjener penge på at sælge en masse produkter som eksempelvis computerspil til vores børn, og fordi indholdet ikke bliver kurateret, får de lov at lægge en masse skrald op uden kvalitet eller pædagogisk vision,« siger han.

Og fordi youtuberne har opnået kendisstatus blandt det unge publikum, behandler de deres publikum som fans frem for at være i øjenhøjde med dem. Det handler kun om at blive kendt og få så mange seere som muligt, og derfor lærer man intet om at være barn ved at se videoer på YouTube, mener Timme Bisgaard Munk.

»Det er synd at lade børnene bruge så mange timer på at se noget dårligt, når der er så meget godt, de kunne bruge deres tid på. Det er op til forældrene at ændre det. Vi lader jo heller ikke vores børn spise burger og pølser hver dag, vi sørger for, de får noget ordentlig mad.«

Videokvalitet og målgruppe

Mediehuset Splay har omkring 100 danske YouTubere tilknyttet. Adrian Langer, chef i Splay, forstår Timme Bisgaards Munks kritik, men mener, at man hos Splay gør meget ud af at lave sponserede indlæg, der er giver mening i forhold til youtuberens profil og kanalens seere. Han ser ikke sponsorerede indlæg som noget negativt, men derimod som en mulighed for at forbedre kvaliteten af indholdet.

»Youtubere får typisk kritik for, at deres indhold ikke kan måle sig med TV, men de her unge mennesker producerer videoer for nul kroner hver eneste uge. Det er klart, at det sætter nogle rammer for, hvad der kan lade sig gøre produktionsmæssigt. Vi kan se, at når de udvikler deres brand og opnår økonomisk stabilitet, så kommer der bedre og bedre videoer fra dem,« siger han.

De mest succesfulde af Splays youtubere er i dag mellem 17 og 25 år. Mange af dem har brugt flere år på at dygtiggøre sig på platformen, hvor man lynhurtigt får feedback fra seere, så det konstant er muligt at videreudvikle koncept og indhold, siger Adrian Langer.

»Hvis folk ikke synes, at dit indhold er fedt, så vælger de enten at skrive det i form af kommentarer eller simpelthen bare ved at lade vær med at se med. Mange youtubere bruger de kommentarer og den statistik, de får tilbage, til at justere og forbedre deres indhold. I løbet af et par år bliver mange så dygtige, at de ved præcis, hvad de skal sige og gøre, og hvordan de skal klippe det sammen.«

Kvalitetsforskellen mellem det indhold, youtuberne producerer på deres kanaler, og hvad sendefladen på TV tilbyder, bliver snart udlignet, mener Adrian Langer. Mange youtuberen har gennem virksomhedssamarbejder flere penge at producere for, og de store youtube er allerede nu flere seere end mange TV-programmer.

Selvom den primære målgruppe hos de store youtubere er mellem 13 og 24 år, er platformen også begyndt at fylde mere i andre målgrupper. Ifølge Signe Gren bruger voksne YouTube til at blive underholdt og til at søge viden, eksempelvis tutorials hvor youtuberen demonstrerer, hvordan man redigerer billeder, sætter en gipsvæg op og meget mere.

Forskellen på unge og voksnes brug af youtube er, at unge subsriber youtuberens kanal og identificerer sig med youtuberen, mens voksne bruger YouTube som en søgemaskine.

Ifølge Adrian Langer, har Splay valgt at live-transmitteret Guldtuben på TV3+, for at nå et publikum, der ikke normalt ser YouTube. Ud over en udvidelse af målgruppen, forudser Adrian Langer, at flere fra de ældre aldersgrupper vil forsøge sig som YouTubere.

»Nu har ungdommen vist, at YouTube rent faktisk kan være en god forretning, så jeg tror, at mange ældre profiler vil forsøge sig med mediet. Indholdet vil klart være af en anden karakter, end det vi kender fra nuværende youtubere, hvilke vil tiltrække den målgruppe, vi gerne vil nå.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.