Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Wivels vildveje

Forlagsmanden og forfatteren Ole Wiveldyrkede under besættelsen national-socialismen. Efter krigen betonede han, at han stod uden for ideologierne. Alligevel blev han en overgang venstresocialist. Hvordan kunne det ske?

Ole Wivel er en af dansk kulturlivs koryfæer. Hans betydning både magtmæssigt som leder af forlaget Gyldendal og moralsk gennem sine skriverier var uomtvistelig i en stor del af efterkrigstiden. Politikeren Svend Auken beskrev ham som en af »dansk åndshistories virkelige hædersmænd«, da debatten om hans nationalsocialistiske sympatier under krigen for nylig pludselig dukkede op i avisernes spalter.

Ole Wivels holdninger under besættelsen kaster nyt lys over den ideologisk grumsede tid, hvor vi tidligere i Danmark mente, at de begavede blev tiltrukket af venstreradikalismen og de dumme af højreradikalismen.

Virkeligheden er mere kompliceret end som så. Ole Wivels liv afdækker ikke blot den indviklede virkelighed under besættelsen, men kan også kaste lys over politiske holdninger under Den kolde Krig. Det afslører en genlæsning af hans erindringer.

I 1968 noterede Ole Wivel i sin erindringsbog »Kontrapunkt«, at han havde stemt på venstresocialisterne. Wivel havde dermed sluttet en cirkel. Han havde bevæget sig fra nationalsocialismens radikale utopi under besættelsen og omfavnede i 1968 altså den venstreradikale retorik, der i slutningen af 1960erne bredte sig over intellektuelle kredse i Vesteuropa.

Men hvordan kunne Ole Wivel, der i sin første erindringsbog »Romance for Valdhorn« havde bedyret, at han var imod ideologier og ismer, stemme på den yderste venstrefløj? Og tilsvarende: Ole Wivel sammenvævede sit liv med Martin A. Hansens ånd og virke, men det var Martin A. Hansen, der havde advaret mod både fascismen og kommunismen og ideologiske tankesystemer - så hvordan kunne Ole Wivel ende så langt fra Martin A. Hansens holdninger?

Direktør for Gyldendal
Gælden til modstandsmanden Martin A. Hansen gennemstrømmer alt, hvad Ole Wivel senere skrev. Martin A. Hansen indså i efterkrigstiden, at tidens store totalitære udfordring var kommunismen og han advarede i sin essaysamling »Leviathan« (1950) mod denne lokkende ideologi, der greb så mange intellektuelle: »Ideologien er et Kar hvori mangen Kulturpessimist har styrtet sig og hvorfra han er kommet frisk op igen«. I »Kontrapunkt« formulerede Ole Wivel direkte sin afhængighed af Martin A. Hansen og skrev: »Jeg ville være mig selv i vekslende konstellationer og hverken fastholdes af ideologier, politiske partier eller grå teorier«.

Efter krigen etablerede Ole Wivel sit eget forlag og sammen med sine venner udsendte han tidsskriftet Heretica. Hovedlinjen i dette tidsskrift var »de lyriske digtningsmidler for at meddele den livsopfattelse, som befrier«. I disse ord lå ikke en politisk deklaration, men en etisk. Man forsøgte at holde sig fri af venstrefløjens konkrete politiske holdninger, som Ole Wivel forklarer det i »Romance for Valdhorn«. Men det var ikke let: »At hævde et kunstnerisk frihedssyn med etisk vægt over for vore kulturradikale og marxistiske kritikere, hvis tænkemåde jeg fandt dogmatisk, ganske udialektisk og forældet, var håbløst«. Men Hereticas medarbejdere gjorde deres bedste.

Men den upolitiske ånd fra 1940erne varede ikke længe ind i 1950erne. Ole Wivel kom ind i magtens korridorer. Med Martin A. Hansen som den egentlige initiativtager og med Knud W. Jensen som indehaver af aktiemajoriteten kunne Ole Wivel indtage posten som direktør på det gamle forlag Gyldendal. De nye tider på Gyldendals redaktionsgange krævede også et nyt tidsskrift. Erstatningen for Heretica blev tidsskriftet Vindrosen. Med det nye tidsskrift forsøgte Ole Wivel at forene Heretica-tankerne med en ny generations socialistiske og marxistiske synspunkter.

Ole Wivel formulerede det selv i erindringsbogen »Tranedans« sådan, at Vindrosen var et forsøg på at »forsone vor egen musiske inspiration med en marxistisk anskuelse«. I de følgende år skulle Vindrosen i stadig højere grad afspejle de unge intellektuelles dragning mod marxismen. I året 1968 blev denne bevægelse fuldendt, da Jørgen Bonde Jensen og Ejvind Larsen overtog tidskriftets redaktørskab og gjorde det til et egentlig venstreorienteret kampskrift. Ole Wivel vidste udmærket, at den politiske radikalisering ville blive resultatet og modsatte sig det ikke, som han skrev i sin dagbog - gengivet i »Kontrapunkt«: »Nu skal Vindrose for fjerde gang skifte redaktion, og denne gang vil redaktionsskiftet være ensbetydende med en radikal politisering«.

Vietnamkrigen
Ole Wivels holdninger var ikke nødvendigvis identiske med Vindrosens. Alligevel havnede han stemmemæssigt på den samme side af den revolutionære kamp som Vindrosens kampberedte redaktion. Det er et markant træk ved erindringsbøgerne, at kommunismen så at sige ingen rolle spiller. I årene 1952-53, hvor millioner af menneskers skæbner tilintetgjordes i Sojvetunionen og Kina, er der stort set ingen overvejelser om dette forhold i Ole Wivels bøger. Bevæger man sig op i tiden, bliver fraværet af omtale af den kommunistiske trussel bemærkelsesværdig. End ikke Alexander Solsjenitsyns storværker, der dog udsendtes af Gyldendal, og hans besøg i København i 1974 omtales med et ord. Det er, som om demokratiernes kamp mod totalitarismens fare kun spillede en mindre rolle for Ole Wivel.

Derimod indtager Vietnamkrigen mange sider i erindringsbogen Kontrapunkt. Ole Wivel blev en af frontfigurerne i »Vietnam 69«, der samlede penge ind til den revolutionære bevægelse i Sydvietnam. Bogen indeholder en række stærkt moralske angreb på USAs krig i Vietnam, men ikke et kritisk ord om Nordvietnams kommunistiske regime. Henrik Stangerup bemærkede uoverensstemmelsen i en kronik: »I stedet for at sige at Vietnam-krigen var det tragiske resultat af en række forkerte beslutninger taget af politikere uden forstand og format som en Pierre Mendés-France eller en de Gaulle, gøres de stalinistiske nordvietnamesere til heltesiden, og ikke så lidt som en linje ofrer Wivel på hvad der skete med Vietnam siden. Lyset slukket i direktørkontoret. Selvpåført hukommelsestab«.

Selv under sit Vietnam-engagement påkaldte Ole Wivel sig Martin A. Hansens ord: »Det var i det livssyns navn, jeg fandt hos Grundtvig og Martin A. Hansen, at jeg tog stilling både til den håbløse franske kolonikrig i Algeriet og den brutale amerikanske intervention i Vietnam«.

Der er næppe tvivl om, at Vietnamkrigen radikaliserede Ole Wivel som så mange fra 68-generationen. Hans omgangskreds på Gyldendal var yngre radikale venstreorienterede forfattere som Ivan Malinowsky, Erik Knudsen og Erik Vagn Jensen. Gyldendal blev ifølge visse kommentatorer et mondænt venstreorienteret forlagshus, hvis gård ulmede af revolutionær ildhu. Som den mangeårige forlagsmand Erik Vagn Jensen skriver i sine erindringer »Mahogni og Marcuse« (1987), så blev Gyldendal i modsætning til så mange andre kulturinstitutioner i tiden ikke besat af unge revolutionære: »Når det ikke gik ud over Gyldendal, skyldtes det nok, at det gamle hus ikke blev betragtet som fjendeland. Forlaget afspejlede i sin udgivelsespolitik, hvad der skete i tiden«.

Da Henrik Stangerup i 1973 udkom med sin bog »Manden der ville være skyldig« gik han imod tidens modetanker. Han gav udtryk for en afstandtagen fra behandlersamfundet og lagde vægt på det enkelte menneskes ansvar. Det var ikke populært og han blev da, efter eget udsagn, kaldt til orden på et møde i Gyldendal: »Der var stuvende fuldt, overvejende af forlagets egne medarbedere, og jeg spejdede forgæves efter en eller anden mimrende ordbogsredaktør eller kassedame som jeg eventuelt kunne føre som vidne under mit forsvar... Det væsentligste jeg kan huske af Jesper Jensens anklage, fremført med dådyrøjne, myndig røst og uden tvivlens søgen efter ordene, var, at jeg gjorde mig skyldig i at ekstrapolere, fordi jeg i romanen havde taget konsekvensen af hans i mine øjne afsindige ideer om, at for at nå frem til et lykkeligt, kommunistisk Danmark skal der indføres børnecertifikat, så kun ansøgere med rigelig plads og i besiddelse af den rette mentale balance kan få lov til at få børn. Jamen, det er jo rendyrket fascisme, sagde jeg, nøjagtig som jeg tænkte det da jeg skrev romanen - det næste bliver vel, at vi skal udrydde alle de åndsvage. Og sigøjnerne. »Buuuh« lød det nede fra bunden af salen«.

Ifølge Henrik Stangerup fik han på det tidspunkt nok og råbte ud i salen til Erik Vagn Jensen og Ole Wivel, som han svagt mente at kunne identificere i salens menneskehav: »Storm Blokhuset! Leve John Wayne! Send the Marines! Let`s go to Moscow!«.

Henrik Stangerup behøver ikke at være et sandhedsvidne. I en artikel i dagbladet Information betegnede Ole Wivel Stangerups fremstilling som »paranoid«.

Udskridning til venstre
Ole Wivel fastholdt sandsynligvis ikke sin stemme på venstresocialisterne. I en kronik fra 1977 modererede han sine politiske holdninger og kaldte sig social-liberal. Han slap dog ikke helt sin forkærlighed for, hvad han kaldte den udogmatiske socialisme. Han blev for en tid kommentator på dagbladet Information, der havde taget hele den revolutionære kamp med. I en defensiv artikel fra februar 1990, lige efter kommunismens fallit, skrev han, at: »Det som nu ligner et fallitbo er ikke socialismen, men derimod den ortodokse østeuropæiske form for kommunisme«. Ole Wivel spurgte derefter, om der mon var nogen, der gad at høre efter, når de gode socialister forklarede, at de skam altid havde været imod undertrykkelse, for det var selve socialismens ånd og sjæl at være imod: »Men er der nogen der gider at høre efter?« spurgte han. »Nej,« svarede han selv: »Højrehylet overdøver alt«. I samme artikel betegnede han sig selv som »borgerlig intellektuel«.

I essaysamlingen Modspil fra 1991 søgte han tilbage til den uafhængige rolle uden ideologier: »Jeg har aldrig selv haft sympati for marxismen, men for mange marxister. Jeg har aldrig tilhørt kulturradikalismen, men kan let forestille mig den sump af reaktionær selvgodhed og dobbeltmoral, som først et klerikalt, siden konservativt regime i åndsliv og politik ville have ført til uden radikalismens korrektiv. Den har været saltet i det danske flæsk. Og det har hæderlige undtagelser været klar over. F.eks. Martin A. Hansen. Han førte i »Leviathan« et skånselsløst angreb mod marxismen, men glemte aldrig det stejle radikale frisind.«

Fulgte Ole Wivel blot tidens modestrømninger, eller var der dybereliggende årsager til hans drift mod moderigtige venstreorienterede holdninger under Den kolde Krig? Var det Vietnam-krigen, der radikaliserede ham? Søgte han et fællesskab med det venstreorienterede miljø omkring Gyldendal? Var det den manglende forståelse af kommunismens tragedie, der skubbede ham og så mange andre unge under Den kolde Krig til blot at se Vesten og USA som lige så onde som de kommunistiske regimer? Hvorfor betød Martin A. Hansens ord ikke mere? Det er ærgerligt, at vi først kan stille disse spørgsmål efter Ole Wivels død, for de er vigtige, og de fortjener svar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.