Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Virtual reality forvandler mænd til piger

Kunstig simuleret virkelighed har nået et teknologisk niveau, som har gjort den interessant for film­kunstens historiefortællere, heriblandt danskerne Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbo. I deres film »Ewa« kan en midaldrende journalist opleve at blive genfødt som en 14-årig pige.

Johan Knattrup Jensen (tv.) og Mads Damsbo eksperimenterede selv med tøj og makeup, da de skulle skabe deres kvindelige karakter. Foto: PR
Johan Knattrup Jensen (tv.) og Mads Damsbo eksperimenterede selv med tøj og makeup, da de skulle skabe deres kvindelige karakter. Foto: PR

CANNES: Jeg, Kristian Lindberg, plejer at være en nærsynet, mandlig 52-årig journalist med tendens til ondt i ryggen. Lige nu er jeg dog en 14-årig pige, der står og kigger ind i et køleskab. Der står en stor lagkage dækket af flødeskum.

Jeg kigger rundt og konstaterer, at jeg er i stueetagen af noget, der ligner en Hellerup-villa i ti millioner kroners klassen: stort åbent køkken, flere stuer en suite og længst væk et piano. Her sidder der en kvinde.

Mit blik vender tilbage til køleskabet, og jeg kan nu se min hånd række ud og stikke en finger i kagens flødeskum. Jeg smager på flødeskummet, men et eller andet sted stritter en 52-årigs mave imod. For flødeskummet harmonerer ikke med den nærmest rå steak, som jeg fik i aftes på en restaurant i Cannes, og som nu volder min mave problemer.

I otte minutter har jeg med hjælp fra en ny avanceret virtual reality-teknologi (i kortform kaldet VR) været den fiktive 14-årige pige Ewa. Jeg har set verden med hendes øjne og oplevet, hvordan det er at blive udsat for psykisk grusomhed af hendes mor. Og så stærk er oplevelsen, at min mave reagerer på den virtuelle flødeskum, jeg smager på.

Jeg tager min VR-brille af og misser med øjnene mod Cannes’ stærke sol. Oplevelsen af at have været langt væk i Ewas verden er overvældende, og jeg skal bruge nogle minutter på at finde tilbage til virkeligheden.

»Det er lidt af et trip, ikke sandt?« smiler filminstruktøren Johan Knattrup Jensen, der i flere år har udforsket mulighederne i virtual reality-teknologien sammen med sin kompagnon Mads Damsbo.

Danskerduoen er en blandt adskillige filmselskaber, filminstruktører og udbydere af virtual reality-teknologi, der i øjeblikket gæster Cannes-festivalen.

Mere tomt på indholdssiden

Der bliver holdt symposier, og VR-udviklere praler af deres nyeste landvindinger, såsom direktøren for Star VR, der har udviklet så kraftfuld en virtual reality-teknik, at han ikke mener, at den vil blive tilgængelig for private brugere.

Virtual reality er blevet lidt af et trip – teknologisk set. I sammenligning med de første primitive virtual reality-maskiner fra 1990erne, hvor den simulerede verden var stærkt pixeleret og 2D-flad, har den massive udvikling i computerkraft gjort virtual reality til en påtrængende fysisk oplevelse, hvor man synes at stå i tredimensionelle omgivelser med vægge og døre, man kan banke hovedet ind i, og menneskelige karakterer, man på stedet kunne give en krammer.

På indholdssiden er der til gengæld mere tomt i VR-verdenen, men ifølge Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbo søger producenter og filminstruktører i øjeblikket sammen verden over for at udtænke historier, der egner sig til at omsætte til den kunstige verden. Og mange af dem er i Cannes.

»Vi demonstrerede vores film på en russisk milliardærs lystyacht i aftes, og der var en kreds af filmproducenter, der alle udtrykte interesse for at gå VR-vejen,« siger Mads Damsbo.

Deres egne ambitioner er tårnhøje. Intentionen med at præsentere den otte minutters film om pigen Ewa på Cannes-festivalen er at få finansieret en VR-film, hvori Ewa bliver født – den første af en stribe film om Ewa og hendes mor, Helga.

Fødselsfilmen skal opleves af to publikummer simultant, hvor den ene via en VR-brille får lov at være Ewas fødende mor, Helga, mens den anden oplever at blive født som Ewa.

»Vi har talt med jordmødre, og det viste sig, at jordmødre er meget spirituelle om fødsler. De ser det ofte som en overgang fra én tilstand til en anden eller en tærskel i livet, og sådan vil vi også skildre det. Som publikummer er det dig, der giver Ewas krop bevidsthed,« siger Johan Knattrup Jensen.

Hverdagen i en flygtningelejr for en 12-årig

Virtual reality kan med andre ord give tilskueren en unik oplevelse af, hvordan det er at være i andres sted.

Allerede sidste år vakte VR-filmen »Clouds over Sidra« opsigt med dens skildring af en 12-årig piges hverdag i en syrisk flygtningelejr, hvor man som tilskuer kunne gå blandt mængder af legende flygtningebørn.

Når Ewas fødsel bliver tilgængelig på VR-film, vil mænd for første gang kunne opleve, hvordan det føles at give liv til et barn, og efterfølgende vil de kunne diskutere oplevelsen med den tilskuer, der blev »født« i filmen.

»Jeg ønsker at give publikum mulighed for at blive en anden. Projektet med Ewa er, at publikum kan blive født som Ewa, vokse op som Ewa og være voksen som Ewa,« skriver Johan Knattrup Jensen i et manifest om den kommende film.

Den stærke identifikation mellem tilskueren og Ewa betyder også, at Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbo føler et moralsk ansvar over for deres virtuelle skabning. Det indgår i deres overvejelser om den spillefilm, de planlægger at færdiggøre til næste år om karakteren.

Det alt andet end harmoniske forhold mellem moderen Helga og Ewa fører nemlig til ubehagelige oplevelser for Ewa og dermed også for den tilskuer, der ser verden gennem hendes øjne.

»Hvis vi vælger at lave en scene, hvor Ewa bliver udsat for vold eller voldtægt, udsætter vi publikum, der i en eller anden forstand er blevet til Ewa, for det samme. Det rejser selvfølgelig spændende perspektiver, men vi er klar over, at vi har et ansvar. Det hjælper dog at vide, at de ubehagelige oplevelser i sidste ende fører til, at Ewa bliver et stærkere menneske,« siger Mads Damsbo.

I den eksisterende otte minutters film oplever tilskueren i rollen som Ewa pludselig at forlade Ewas krop. I stedet hænger man i rummet over mor og datter som en usynlig ånd, og i filmens absolut mest creepy øjeblik er det, som om at moren fornemmer ens usynlige tilstedeværelse og vender sig undersøgende mod en.

Samtidig er oplevelsen af pludselig at se Ewa udefra mærkeligt følelsesladet. Man føler pludselig stor omsorg for den stakkels pige, der som straf for at stikke fingeren i flødeskummet bliver tvunget til at spise hele kagen.

Kan anvendes i familieterapi

Det kræver ikke megen fantasi at se, hvilke perspektiver virtual reality kan have i eksempelvis familieterapi. Hvad sker der, hvis den far, der altid straffede, pludselig oplever at være det barn, der altid var offeret? Og hvad betyder det for offerets tilgivelse at være den straffende?

Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbo oplevede et sigende eksempel på dette, da de sidste år præsenterede deres virtual reality-film, hvor fem publikummer indtager fem forskellige roller i en scene, der foregår ved et middagsbord.

En far havde prøvet rollen som lille dreng, og oplevede hvor overgrebsagtigt det føltes, at hans virtuelle far i filmen skar drengens mad ud i små bidder.

»Faren kom ud fra filmen og sagde, at han aldrig mere ville skære sin søns mad i bidder. Det havde han nemlig altid gjort, men han havde aldrig opfattet det som et overgreb, før han selv prøvede det. Der kan være meget befrielse i de rolleskift,« siger Mads Damsbo.

Rolleskiftene har også været en iøjnefaldende del af de to filmmageres arbejde med at udvikle »Ewa«. For bedre at kunne sætte sig ind i hendes kvindelige sider påtog de sig selv kvinderoller, kvindetøj og makeup og fik derigennem løbende inspiration til at opbygge Ewas verden.

Fodtrin så stolen ryster under en

I et telt ved siden af danskerne viser to unge filmskabere fra New York deres bud på noget af det mest avancerede virtual reality-film i øjeblikket. Bakket op af HP og Nvidia har de noget af tidens mest avancerede udstyr til rådighed til deres 3D-VR-film »Giant«, der bruger flere virkemidler

Det er en seks minutter lang sag, som foregår i en kælder, hvor en lille familie gemmer sig fra det, de omtaler som en kæmpe, der drager hærgende gennem landet.

Man følger forældrenes desperate forsøg på holde barnet i uvished om truslen, mens dundrende fodtrin høres, så stolen – bogstaveligt talt – ryster under en. Og til sidst braser det hele sammen med stor effekt.

Filmen havde premiere på Sundance-festivalen i USA, og instruktøren Milica Zec, der selv er vokset op under borgerkrigen i Serbien, fortæller, at den gjorde et stort indtryk på amerikanerne her.

»Folk græd, og jeg tror, vi måtte give tusind kram efter visningen. 99 procent af folk i USA har jo aldrig oplevet krig, og her kommer oplevelsen tæt på en. Men for at lykkes med VR skal man gøre meget ud af at tilnærme sig mediet. Vi begyndte med et normalt kortfilm-manuskript, men måtte skrive det om og skære det til mange gange,« fortæller Milica Zec.

Filmens producer, Winslow Turner Porter III, mener, at VR stadig har sine begrænsninger. Dels er det svært at holde ud at have udstyret på mere end 12-13 minutter, og dels er det så dyrt at producere.

»Jeg tror, at man over de næste år med udviklingen af filmformen er nødt til at parre op med tekniske leverandører, som vi har gjort. Samtidig er der ingen tvivl om, at VR vil blive stort som spin off på populære film. Her kan man jo bruge den der følelse af, at tænk nu hvis jeg var ham i filmen, og så faktisk prøve det,« mener produceren, og refererer til »The Martian VR-eksperience«.

En virtual reality-udgave, hvor man prøver at være i Matt Damons rumdragt i nogle af de scener, man oplever i Ridley Scotts populære film.

»Der vil også være mange af den slags oplevelsesting som at prøve at flyve eller stå på ski ned af et bjerg. Men jeg synes, at vores film viser, at der også er muligheder for små uafhængige filmproduktioner,« mener Winslow Turner Porter III.

Der er meget begejstring blandt virtual reality-pionererne, og Johan Knattrup Jensen forventer og håber, at teknologien vil give spillefilmen det kreative skub, som andre teknologier tidligere har gjort det.

Som for eksempel da det håndholdte kamera i 1960erne fik de franske instruktører til at filme på virkelighedens gader og stræder og dermed fik løsrevet spillefilmen fra studieoptagelsernes rigiditet.

Men virtual reality er bare begyndelsen til meget vildere oplevelser og former for underholdning, siger de to danskere. For hvad sker der for eksempel, når avanceret kunstig intelligens fusionerer med virtual reality?

»Virtual reality er jo bare en gren af den fantastiske teknologiske udvikling, vi står midt i. En af de ting, vi drømmer om, er, at en fiktiv karakter, som vi har skabt, en dag vil kunne ringe til en af vores publikummer og sige: »Hej, her er jeg! Jeg hedder Ewa! Kan du forklare mig, hvorfor jeg blev født?« siger Johan Knattrup Jensen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.